Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7453Visninger
AA

12. Postbudet.

 

Drømme har altid været mit problem. Uanset hvordan min dag har været, uanset hvor indholdsløs den har været, har min hjerne altid fremstillet de vildeste drømme.  På godt og ondt. Psykedeliske farver, mærkelige former og…… Lyserøde elefanter var alle elementer i netop den drøm. Der var ikke nogen handling som sådan – bare en blanding af alle de der feberdrømme, som alle sikkert kender. Jeg forsøgte at vågne, men som i et klassisk mareridt hjalp det ikke. Jeg var tvunget til at forblive i den tortur min hjerne udsatte mig for. Tortur, ja det var det rigtige ord… En fjern kalden begyndte – jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvor den kom fra. Den blev højere og højere indtil jeg blev vækket af den. Det var Louis, selvfølgelig. ”Tak…” sagde jeg træt. Han smilte, og selvom det var mørkt, og jeg ikke fysisk kunne se det, vidste jeg at det var der.

Solen brød frem tidligt, første gang at der ikke var en enkelt sky på himlen, og jeg besluttede mig for at nyde den. En liggestol i haven, med kolde drinks og musik – en perfekt opskrift på en perfekt afslapningsdag. Nu skulle jeg bare finde den liggestol min mor havde insisteret på at jeg skulle have med, da jeg flyttede hjemmefra. Den måtte være ude i skuret et eller andet sted, men igen der var meget rodet derude… Jeg var et værre rodehoved, jeg havde boet i det hus i kun et par dage, og allerede var ting blevet væk fra mig. Flot Niall. Rigtig flot… Dér var den, endelig. Så ud i haven med den og sol, here I come… Ahh! Det var bedre, selvom det var tidligt var det fantastisk varmt, og solen varmede min krop op. Forhåbentlig kunne jeg også få en lille smule farve, jeg var hvid som et lagen. Louis var forsvundet. Pist borte… Det gjorde ikke mig noget, så kunne jeg få hele dagen for mig selv…

Posten kom – det plejede at være en ældre mand, men i dag var det en ung kvinde. Hun så ret godt ud egentlig – høj, slank men stadig med former, brunt hår og grønne øjne. Jeg tog imod posten personligt, og flirtede lidt med mit ansigt. Ja – det var jo nok lidt tidligt at begynde på det, jeg havde jo først tilladt mig selv at gøre det i går, men når hun er der, er hun der og det er ikke sikkert hun kommer tilbage. Hun smilte bare tilbage – genkendte mig vidst ikke engang. Men hun var sgu pæn. Jeg har altid været imod ordet ’lækker’ og ’smuk’ det var kun Amelia, og drengenes søstre der havde fortjent dét ord, så ’pæn’ det blev…  Hun gik og vinkede lidt til mig. Jeg var et stort smil, da hun gik og jeg var lige ved at ringe til postfirmaet for at høre hvad hun hed. Jeg ville gerne invitere hende ud…

”Ja goddag. Mit navn er Niall Horan – jeg er interesseret i at få navnet på hende der  delte post ud på min adresse i dag” sagde jeg i telefonen. Damen i den anden ende, gav mig straks et navn.  Natalie Brookeman. Smukt navn – jeg fik også et telefon nummer, og fandt ud af at hun havde fri klokken 4. Jeg ville ringe til hende, og invitere hende ud. Desperat? Uden tvivl, men sødt? Måske, ville hun acceptere? Hvis hun vidste hvem jeg var… Det var en svær ting det med piger. Specielt når tusindvis af piger med glæde ville date mig, og man er kendt. Nogle tror at man kan få alt og alle, bare fordi man er kendt, og dømmer én selvom de ikke engang kender én. Den slags hader jeg. Det var derfor jeg elskede Amelia så højt – blandt mange andre ting. Jeg vendte tilbage til min liggestol i haven – og brugte resten af eftermiddagen der…

Undskylder for længden af kapitlet igen. Min hjerne er ikke helt med mig i dag, men jeg kan ikke bare stoppe for så er det først at skriveblokeringen kommer... Hope you dig it anyways!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...