Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7441Visninger
AA

5. Nye begyndelser

Dag 2:

"Jeg skriver breve til dig Amelia, selvom der ikke er så meget at skrive om. Mit liv er lidt på standby, jeg aner ikke hvad jeg skal lave. Mine tanker kredser om dig, hvordan skal jeg nogensinde slippe dig igen? Jeg er bange for den dag, hvor min demens træder ind, og får mig til at glemme dig. Får mig til at glemme alt, også hvordan jeg kan ende det hele. Jeg ved jeg har sagt det her tusinde vis af gange, men jeg vil altid elske dig. Jeg tror ikke jeg kan være lykkelig, nogensinde igen uden dig. Du har gjort mig til den mest ulykkelige mand, men dengang du var i live, var jeg den lykkeligste. Er du lykkelig? Har du det godt, er du kommet videre, har du glemt mig? Jeg håber det på en måde. Jeg håber at jeg er den eneste der lider. Hjemsøger du min lejlighed? Tjekker du om jeg er okay? Eller er det min hjerne der spiller mig et puds? Jeg håber at det virkelig er dig, for ellers har drengene ret i, at det er klogt at gå til en psykolog. Jeg forstår dem ikke. Er jeg virkelig så langt ude? Og så hende. Lavinia. Jeg har mødt hende i femten minutter, men jeg ved allerede at jeg hader hende. Hun tror det vil hjælpe mig, at skrive til dig. Eller, hun har ikke sagt at jeg skal skrive til dig, men det har jeg valgt at gøre. Så længe jeg får mine tanker ud, så er hun sikkert glad. Amelia, hvorfor fortalte du mig aldrig at du var gravid? Hvorfor sagde du det ikke? Var du bange for at det ville ødelægge mig, allerede inden du var død? Jeg ved godt vi ikke kunne have gjort noget ved det. Burde jeg aboptere et barn? Uden en mor, ja det ville jeg også sikkert få lov til. Men jeg vil så gerne, have et barn. Jeg kan bare ikke leve med en anden kvinde. Jeg snakker med Haz om det. Han kommer senere, fordi vi skal ud og kigge på et hus til mig. Haz, Zayn og jeg. Ligesom i gamle dage, selvom jeg tvivler på, at vi stadig kan have det sjovt som i gamle dage. De kan sikkert godt, men jeg tror ikke at jeg kan. Jeg tror aldrig mere at jeg kommer til at smile, eller grine, nogensinde igen. Den del af mig tog du med dig i graven Amelia.

Kærligst, Niall. xx"

Jeg lukkede notesbogen, og lagde den på mit natbord. Egentlig havde jeg mest lyst til at lægge mig til at sove igen, men jeg vidste at der ikke ville gå lang tid, inden Harry kom, så det kunne ikke rigtig betale sig. Jeg var træt, umådelig træt. Jeg havde sset syner igen i nat, og havde derfor ikke sovet særlig godt. Jeg blev ved med at se den samme scene. Amelia, der stod der og hældte cornflakes op. Som et spøgelse. Var det virkelig et spøgelse, eller en eller anden syg fantasi jeg havde? Jeg rejste mig op, og gik i bad. Jeg havde ikke været i bad i flere uger, og jeg kunne næsten mærke skidtet slå rødder på mig, og gro. Men jeg havde ikke rigtig noget overskud, jeg havde ikke energi til at rejse mig op. Harry var kommet imens jeg var i bad, og vi var snart klar til at køre. Zayn havde kigget på en landejendom ca. 20 kilometer udenfor London i løbet af natten, og der tog vi ud først. Det var et smukt hus, og der ville være faldet i Amelia's smag lige med det samme. Derfor besluttede jeg mig for at købe det. "Harry, vil du ikke ordne formalia. Jeg orker det sgu ærlig talt ikke" spurgte jeg omme fra bagsædet i hans bil. Han nikkede bare, og kørte til ejendomsmægleren. Han gik ind, og Zayn blev siddende sammen med mig. Ikke engang her, i en bil på en offentlig parkeringsplads turde de at lade mig være alene. Jeg hadede dem for det. Selvfølgelig var de bekymrede, og det var okay, men de behøvedes ikke være så overbeskyttende, for jeg kunne ærlig talt godt klare mig selv - sådan da. Men det kunne ikke nytte noget at sige det til dem, det ville bare gøre dem endnu mere bekymrede.

Harry kom ud i bilen efter et kvarter, med en salgsaftale til mig. Jeg kunne overtage allerede om 14 dage, og jeg glædede mig. Glædede mig til at komme ud af lejligheden, væk fra den, og ind i et dejligt hus. Det var så fantastisk. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og så alligevel. Ligeså snart jeg mærkede et smil brede sig på mine læber, kom jeg til at tænke på Amelia, og straks blev jeg ked af det igen. Jeg faldt i søvn, i en mærkelig søvn. Du snakkede til mig Amelia, men jeg kunne ikke få dine ord til at give mening. De gav ingen mening overhovedet. Lyden af din stemme forvrængedes i mit hoved. Bare klangen i din stemme, gjorde at jeg kunne visualisere dig, og forestille mig dig. Jeg elskede den klang du havde. Let syngende, men stadig klar og tydelig. En perfekt stemme. Den blev aldrig skinger, og selvom du blev sur, talte du stadig let og venligt. Ligesom dine øjne. Uanset hvordan du havde det, smilede de altid. Afslørede en glad sjæl. Var det fordi du var med mig? Eller havde det altid været sådan?

Jeg vågnede brat op. Bilen stoppede udenfor min lejlighed. De gik begge med op, men jeg havde ikke energi til andet end at lægge mig til at sove...

UNDSKYLD.. Jeg ved godt, at dette ikke ligefrem er et pragt eksemplar fra min side, men jeg har ikke så megen fantasi i øjeblikket. Alligevel synes jeg det er synd, ikke at skrive, da mange af jer elsker den, og higer efter mere. Så I må bære over med min fantasi løshed, og den lidt dovne skrivemåde.

Love, Rikke xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...