Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7496Visninger
AA

15. Livet er en lang kamp om at dø.

Jeg står i en forladt gårdhave. Jeg kan næsten genkende den, der er ingen mennesker og den virker nærmest syg. Det er gråvejr og koldt, men jeg fryser ikke. Jeg kan se dug på græsset, og selvom jeg står i bare tæer får jeg ikke våde tæer. 

Hvor er det, at jeg har set denne sygelige, grålige have før? Jeg vender mig panisk rundt, og ser en stor rød bygning tårne op foran mig. Der er vinduer over alt, og en masse etager. Jeg kan høre elevatorer, og bip lyde fra en masse maskiner. Skridt fra mange mennesker iført træsko kan høres kilometer væk, sammen med den nærmest hysteriske gråd fra mange mennesker der flyder sammen til én monoton, hulkende lyd.

Det vender sig i mig, og med ét ved jeg straks hvor jeg er. Hospitalet. Det hospital hvor jeg første gang mødte hende, og hvor jeg samtidig sagde farvel til hende. Jeg bliver svimmel, hele verdenen snurrer rundt for mine øjne. Haven og hospitalet flyder sammen til en grålig masse, og jeg falder. 

Falder langt ned i et sort hul, der ingen ende vil tage. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men der komme ikke en lyd ud. 

Så vågner jeg.

Badet i sved, ligger jeg i min seng. Min pude er ligeså våd som min dyne, og stadig svimmel rejser jeg mig op fra sengen. Det er mørkt udenfor, men alle gade lysene er tændt og den stille forstads gade ser hyggelig ud. Den ligner en, hvor man i romantiske film om gamle dage ser børn lege med tøndebånd. Jeg kan næsten høre deres henrykte små barnestemmer, der råber og griner. Jeg mindes om dengang jeg selv løb rundt på gaden og fjollede rundt med en bold.

Der kommer en enlig bil kørende forbi, lige udenfor mit hus. Dens ruder er tonede, så jeg har ingen chance for at se hvem det er, selvom jeg er meget nysgerrig. Jeg går ud i køkkenet og tager et glas vand, men det er ikke rigtig koldt. Jeg holder stramt om glasset, og er bange for om jeg taber det. 

Jeg sætter mig ind i sofaen og sætter glasset fra mig. Jeg finder et tæppe, som jeg pakker omkring mig og tænder for fjernsynet. Der er intet spændende, så jeg lejer en film som jeg har set tusinde gange før. Jeg følger ikke rigtig med i den, den kører bare i baggrunden mens jeg tænker.

Jeg tør ikke lægge mig til at sove igen, fordi det mareridt er så slemt. Jeg er bange for at opleve det igen! Jeg sidder i flere timer og kigger ud af vinduet, uden egentlig at tænke på noget specielt. Der var engang en der fortalte mig, at det faktisk er ret sundt at sidde sådan engang imellem. Jeg ser det lysne udenfor, og solen titter frem.

Jeg kan se, duggen letter og det nærmest damper fra plænen. Amelia elskede den her time, hun var næsten altid oppe på denne tid af dagen og sad bare som lammet og kiggede på den lettende dug. Jeg smiler af mig selv. Jeg sammenligner alt med Amelia, alt hvad jeg oplever forbinder jeg med hende - lidt latterligt, hvis man tænker sig om. 

En tåre løber ensomt ned fra min kind, mindet om Amelia er stadig for svært. Jeg har ikke fået sat tabet af hende i en mappe endnu, jeg har ikke bearbejdet det endnu, selvom jeg har hørt at det er noget man skal. Man bærer rundt på en rygsæk hele livet, og alle de gode oplevelser er noget man har nemt ved at sætte i mapper, så de vejer mindre. De traumatiske, triste oplevelser bliver bare kastet ned i rygsækken og så hvis man ikke får sat dem i mapper, så taber man på et tidspunkt rygsækken og bliver konfronteret med dem. Jeg har tabt rygsækken, og jeg ved det godt selv.

Jeg tager en slurk af vandet, der nu er blevet endnu varmere. Jeg kan høre vækkeuret inde fra soveværelset, og konstaterer at klokken nu er 06:30. Tid til et varmt bad!

Jeg står splitter ragende nøgen under den varme bruser. Vandet er så varmt at det er helt diset på badeværelset, men det brænder mig ikke. Jeg vasker mit hår, hvor Amelias fingre engang løb igennem dagligt. Jeg kan mærke hendes blide fingre, i en trancelignende tilstand. 

Jeg slukker for bruseren, og griber et blødt håndklæde som jeg sætter om livet. Der er køligt i resten af huset, så jeg tænder for pejsen der egentlig mest er til pynt. De orange flammer slikker sig op af en brændeknude, og jeg kan mærke varmen når jeg sidder helt tæt på. 

Jeg går ind i soveværelset og finder min føn tørrer frem. Jeg sætter den i stikkontakten og tænder for den. Med hovedet ned af tørrer jeg mit hår, og kigger på de brune udgroninger i det blonde hår. Det slår mig at jeg slet ikke har været hos frisøren siden Amelias og mit bryllup.

Med håret tørt, kigger jeg på klokken der nu siger 08:00. Jeg finder min mobil, og skriver en besked til Lou - Teasdale - vores personlige stylist om hun ikke vil farve mit hår snart. Utålmodigt smider jeg mobilen i sofaen og går ind og tager tøj på. En støvet, grøn t-shirt med v hals og en par sandfarvede bukser. 

Mobilen bipper og skærmen lyser. Det er Lou der svarer: "OK!" jeg smiler for mig selv. Nu kommer hun sikkert kørende om ti minutter med sit kit og insisterer på at jeg skal sidde i min behagelige lænestol mens hun meget grundigt putter den blonde farve i mit hår.

Jeg har i dette kapitel eksperimenteret med at skrive mere detaljeret, og langsomt, samtidig med at jeg har skrevet i nutid. Notabene, at dette bare er et eksperiment, som jeg har haft brug for, da jeg stadig er igang med at udvikle mine evner! Jeg søger meget konstruktiv kritik for dette kapitel - der MÅ være et eller andet! Rikke xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...