Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7453Visninger
AA

19. Just 'cause I can.

Hjemmets fire rammer, virkede ikke længere skræmmende, men i møde kommende. Det var igen et sted hvor jeg havde lyst til at være. Ingen Amelia, intet andet end fred og ro. Det var en fremmed fornemmelse at være alene i huset, men jeg kunne bestemt godt vænne mig til det.

Sofaen så mere indbydende ud end den havde gjort længe. Tanken om at jeg snart ville gå på arbejde igen, var fantastisk. Det var endnu et skridt ud af den fase jeg havde befundet mig i i lang tid, den tilstand der var så usund for mig, både fysisk og psykisk.

Jeg ville aldrig komme over Amelia, men hvis jeg kunne komme til at fungere bare nogenlunde normalt igen, ville det være en stor hjælp, et stort skridt. Et stort skridt på vejen tilbage til at blive normal igen. Men jeg ville aldrig blive som jeg var før. Det vidste jeg godt. Inderst inde.

Amelia havde for evigt forandret mig, ikke nødvendigvis til det værre, men sikkert heller ikke til det bedre. Jeg havde oplevet et stort tab, i så ung en alder. Det kunne umuligt være sundt. Det er aldrig sundt at miste den man elsker, men det giver mere mening hvis man er gammel, og ikke har mange år tilbage alligevel. Men Amelia og jeg havde et helt liv foran os, hvis ikke det havde været for den dumme sygdom.

Hvis bare man kunne udradere sygdomme som kræft, det kunne være så godt. Verden ville blive et meget bedre sted, uden alt den lidelse. Folk lider, hvis de selv har kræft, eller hvis de elsker en der gå igennem det. Ikke alle vinder, langt fra. Mange taber en unfair kamp imod en klam sygdom. Det er nemt at hade en sygdom.

"We had a dream together,
Life's realities broke it.
We had a live together,
When you were alive.

Now you're just a dead memory,
Of what once was
Now you're just all my grief left alone,
I can't handle it anymore.

What I want to do,
Do to myself.
All that I blame myself for,
I did everything wrong."

Det var ikke noget der skulle offentliggøres på nogen måde. Bare min egen måde at komme væk fra det hele på, en måde at få de indre frustrationer ud. Uden at ødelægge noget, andet end en blyant eller kuglepen i ny og næ.

Jeg rev det stykke papir hvor jeg havde skrevet ud fra den notesbog der lå på sofabordet. Der var snart ikke flere sider i den gamle slidte bog. Jeg havde skrevet alt for meget i den. Papiret foldede jeg sammen, og lagde det i en lille kuvert der hørte til et grimt blomsterkort.

På bordet ved siden af mig, stod en buket røde roser, som jeg havde købt. Jeg puttede kuverten ind i buketten, og tog blomsterne op af vasen. De blev forsigtigt pakket i en plastiskpose, hvor der i bunden lå lidt vand.

Jeg tog overtøjet på, og satte mig ud i bilen. Jeg kørte den ikke så lange vej til kirkegården i mine egne tanker, uden at ofre trafikken den opmærksomhed som jeg egentlig burde. Efter en dyb indånding steg jeg ud af den lune bil, og låste dørene efter mig. Jeg havde buketten i den ene hånd, og gik med små, langsomme skridt hen imod den gravsten jeg kendte alt for godt.

Jeg stod foran den, med blomsterne hængende ned af kroppen. Jeg var så nervøs, som dengang jeg friede til Amelia for første gang. Mit blik flakkede rundt, for at se om der var andre. Heldigvis var jeg alene. 

"Hey Amelia. Det er egentlig længe siden jeg har besøgt dig. Men jeg har bare haft så travlt... Jeg er ked af det" begyndte jeg. Det var svært at overtale mig selv til at snakke til en sten. Men det føltes rigtigt.

"Jeg er kommet med i bandet igen. Okay, det var det forkerte ordvalg, men jeg har besluttet mig for at komme med igen. Drengene har savnet mig... Jeg har blomster med, og jeg har også skrevet et lille digt. Det er egentlig bare nogle ligegyldige ord"...

Jeg satte roserne ned i den lille vase, der var installeret ved siden af stenen. Så åbnede jeg for kuverten, og begyndte at læse digtet, ordene, op. Jeg kunne ikke holde masken, og en lille forskræmt tåre drog ud på en ensom rejse ned af min kind.

Da jeg havde læst det sidste ord op, og holdt min dramatiske pause, lagde jeg papiret ned foran stenen. I et naivt håb om at Amelia kunne se det, og ville beholde det for evigt.

"Godt vil jeg jo ikke ligefrem kalde det, men du har sikkert en anden holdning. Jeg savner dig forfærdelig meget, men jeg må lære at du ikke er her længere. Men det er svært"... Jeg kunne ikke længere, og vendte mig rundt.

Da jeg igen var i sikkerhed inden i bilen, gav jeg mig til at stortude. Mit hoved lå op af rattet, som snart var helt vådt af mine spildte tårer. Efter jeg havde genvundet kontrollen over mig selv, køre jeg hjem. 

Det havde bestemt ikke været en success, jeg havde bare fået det værre efter, end jeg havde før. Lort!

Læg lige mærke til at jeg bestemt ikke er sangskriver. Anywho, enjoooooooooy!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...