Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
64Kommentarer
7578Visninger
AA

1. "Jeg e-er far!"

Anne ringede. Hun ville have mig op på hospitalet hurtigst muligt. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor - Amelia var jo død?! Men det virkede vigtigt, så jeg tog derop. Jeg havde ikke været udenfor en dør siden Amelia's begravelse - hvilket efterhånden var en måned siden. Åh Amelia, jeg savnede hende. Solen havde ikke skinnet i London siden hun døde, hvilket gav mening, for det var som om vi mistede England's solstråle den dag. Jeg gjorde mig hurtigt klar, og sørgede for at ingen så mig på vej til hospitalet. Jeg havde stadig ikke overskuddet til at møde mine fans, selvom de var kede af det på mine vegne. Ej heller ville jeg møde journalisterne - de havde en tendens til at få hvad som helst ud af at jeg forlod min lejlighed - jeg gik til købmanden og *puf* så var jeg i et forhold... Meget troværdigt.. Jeg ankom til hospitalet, og Anne ventede på mig i receptionen. "Hej Niall" hun gav mig et let kram, og vi gik. "Vi skal ind her" og vi gik ind i et samtale lokale. Der ventede en læge derinde, og det undrede mig. "Hej Niall" sagde han, og rakte armen frem. Da vi gav hånd, virkede han bakterie forskrækket, og rørte kun lige ved min. Han gestikulerede at jeg skulle sætte mig ned og det gjorde jeg så. Han tog en mappe frem, og tog et billede ud. Det var et scannings billede - som man ser hos gravide mennesker. Man kunne ikke rigtig se noget, medmindre man havde et trænet øje. "Du kan sikkert ikke se noget, og det er også ganske svært, da fostret var ganske ungt. Knap 3 uger" sagde han så, jeg kiggede på billedet, og forstod ikke rigtig noget. "Hvad mener du? Hvad har det her med mig at gøre?" spurgte jeg temmelig forvirret. Jeg forstod intet, hvorfor skulle han vise mig et billede af et foster der var knap 3 uger?!.  "Det var Amelia's og dit." sagde han trist. Hørte jeg rigtigt? Var dét virkelig hvad han sagde?! "HVAD?!" råbte jeg, da jeg havde fået styr på mine tanker. Han nikkede bare. Jeg begyndte at græde, kunne det virkelig passe at Amelia var gravid? Hvorfor havde hun intet sagt?! Min verden faldt sammen. Den lille smule af liv der havde været tilbage af liv i mig døde. Jeg var far. Eller jeg kunne have været far. Jeg forlod lokalet, forvirret og frustreret. Anne fulgte heldigvis efter mig, ellers ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. "Hey, skal vi ikke ringe efter en der kan køre dig hjem?" råbte hun bekymret. Hun indhentede mig hurtigt, og jeg brød sammen i hendes arme. Hvordan kunne jeg være så svag? Jeg kunne intet sige, og før jeg vidste af det, kom Harry gående. Han havde ikke taget bilen - fordi han vidste at jeg var kørt hen til hospitalet.

"Kom" sagde han bare, og tog den ene arm omkring mig. Han havde altid vidst hvor skrøbelig jeg var, og han var god til at tage vare på mig, og trøste mig. Han sagde intet på vej hjem, men fulgte mig op i lejligheden og blev. Han vidste at det kunne være farligt atlade mig være alene nu, selvom det var det jeg allerhelst ville. Jeg lagde mig i min vandte position på sengen. Det var helt utroligt jeg ikke havde fået et ligge sår endnu, så meget som jeg havde ligget den sidste tid. Jeg tænkte på barnet, tænk hvis Amelia ikke skulle dø - så kunne vi have været forældre om 8 måneder. Jeg ville gerne have været far - selvom nogle nok ville mene at jeg var alt for ung, men med Amelia følte jeg mig klar. Jeg vidste at hvis vi kunne, ville vi have været sammen resten af livet, og have fået masser af børn - men det kunne vi ikke. Harry sad i stuen, og læste vidst en avis. Klogt nok valgte han ikke at informere mig om hvad der stod - der skulle nok være et eller andet der mindede mig om hende. Alt gjorde. Når solen skinnede kom jeg til at tænke på hvor meget hun elskede det. Når det regnede kom jeg til at tænke på, at solen i grunden aldrig skinnede mere - ikke efter hun døde. Når der var stille, mindede det mig om den måde vi kunne ligge i timevis, og kigge hinanden i øjnene uden at sige noget. Når der var larm - hvilket var sjældent - mindede det mig om hvor mange sjove samtaler vi havde haft. Hun havde humor, hun kunne altid få mig til at grine. En sjælden egenskab. "Harry?" jeg kaldte. Jeg vidste egentlig ikke om han var gået, eller hvor han var. Han virkede overrasket, og styrtede ind til mig. "Hva' så?" spurgte han, og satte sig på siden af min seng. "Jeg... Er sulten" svarede jeg. Han begyndte at grine - et af hans hysteriske latter anfald - der sommetider var værre end mine. "O-ok-a-ay" gispede han. Han havde så travlt med at grine, at han knap kunne svare. Han gik. Snart vendte han tilbage, med Nando's. Han vidste at når jeg var ked af det var svaret på mine bønner en ordentlig portion Nando's. Også denne gang - eller det tog ihvertfald noget af det...

Guys! Jeg ved godt, det ikke er den bedste start - og jeg har VIRKELIG haft problemer med at komme igang! Men læs det, og kommenter nedenunder - husk at give KONSTRUKTIV KRITIK!!

Love, Rikke xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...