Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7453Visninger
AA

4. Hun var... Mit liv.

... Men, jeg gjorde som de ville. Så et par dage efter, sad jeg i en bil sammen med Harry. Vi var på vej til psykologen. Jeg havde stadig ingen anelse om hvorfor det var nødvendigt. Jeg vidste godt, at jeg var langt nede, men SÅ langt. Det fattede jeg ikke. Så længe jeg ikke mødte nogen jeg kendte, så var det vel egentlig okay. "Hej. Jeg er Lavinia" min psykolog var en kvinde. Hun var egentlig ganske pæn. Harry ventede i bilen - og ville købe lidt ind imens. "Hej - Niall" svarede jeg kort, og vi gav hånd. "Nå, sæt dig ned, og fortæl mig så lidt om.. Amelia" sagde hun og kiggede i sine papirer. Jeg satte mig i en lænestol, overfor hende og begyndte at tænke. Hvad skulle jeg fortælle hende? "Øhm, altså. Vi mødtes på hospitalet, hun var døende. Og jeg var forelsket fra det første sekund, og det tror jeg også hun var. Altså, virkelig styrtende forelsket, hvor jeg kunne gøre alt, så længe jeg var sammen med hende. Jeg tænkte næsten aldrig på, at én dag ville hun ikke være der mere. Og når jeg gjorde, brød jeg fuldstændig sammen. Vi blev gift, hun var så smuk i kirken. Men vi nåede ikke at få lang tid sammen inden hun døde. Min verden smuldrede for mig i det sekund hun trak vejret for sidste gang" jeg kunne ikke få et ord mere ud, hvis jeg skulle undgå at græde. Hun noterede hvert eneste ord i sin journal, og lyttede koncentreret. Hun kiggede overrasket op, da min pause blev længere end hun havde forventet. "Niall. Jeg tænker at du har brug for at få dine tanker ud. Og du har sikkert ikke lyst til at sidde her og snakke med mig. Så. Jeg tænker at du måske skal skrive dem ned istedet. Helt på din egen måde - en slags dagbog." sagde hun venligt. "Du tænker meget hva'?" jeg blev nød til at sige noget sjovt, for at få afløb for min sorg "Men.. Jeg tror ikke det er nogen god idé. Jeg er her kun fordi mine 4 bedste venner tvang mig til det." forklarede jeg. Hun nikkede bare, og rejste sig op. Hun gik hen i et skab, og begyndte at lede efter noget. Et par minutter efter kom hun tilbage med en tom notesbog "Jeg insisterer" sagde hun bare og rakte den til mig. "Og så skal du komme en gang om måneden, så jeg kan læse den." sagde hun, og åbnede døren. Jeg gik bare.

"Hva' så?" Harry var mere end nysgerrig, da jeg steg ind i bilen igen. Jeg orkede ikke at svare ham. Jeg var ærlig talt lidt sur. Sur på, at Lavinia ikke havde lyttet til mig. Sur på drengene for at have overtalt mig til at gå til den psykolog i første omgang. Jeg nikkede bare til ham, selvom det ikke rigtig kunne tolkes som et svar. Heldigvis, spurgte han ikke ind til det, og vi kørte hjem i tavshed. De andre drenge ventede hjemme i min lejlighed... "Hvordan gik det?" Louis var over spændt, men Harry signalerede - skjult - at det ikke var noget vi skulle tale om. Jeg satte mig ned på sofaen, og smed den fordømte notesbog fra mig. Egentlig havde jeg mest lyst til at græde, men jeg ville ikke bryde sammen foran drengene, for så forlangte de at få advide hvad der var sket. Så jeg satte mig bare, og stirrede tomt ud i luften, og sagde intet. Harry og de andre, gik ud i køkkenet, og jeg var dem taknemmelig for at de lod mig være alene. Jeg var ikke typen, der kunne bede folk om at gå, hvor gerne jeg end ville være alene. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det, det virkede så ubehøvlet. Det tog åbenbart utrolig lang tid, at pakke købmands varene ud, og jeg vidste at de snakkede om mig bag min ryg. I det mindste gjorde de det i køkkenet, og ikke lige foran mig. Jeg gik ud til dem "Jeg har tænkt på at flytte. Jeg kan simpelthen ikke bo her mere" sagde jeg fraværende. De havde ikke opdaget at jeg var kommet ud i køkkenet til dem, og Liam sprang mindst en halv meter op i luften. "Vi kan tage ud og kigge på noget imorgen, hvis det er" Harry meldte sig straks på banen, og Zayn antydede at han også gerne ville med. Jeg nikkede. Jeg ville gerne flytte ud på landet, i et stort hus. Selvom jeg levede der alene, virkede det bedre end, en lille lejlighed i London. Jeg kunne simpelthen ikke bo der. Ikke når Amelia ikke var der længere. Hver centimeter af lejligheden bragte minderne frem. Hver knast i trægulvet, bragte hendes øjne og hendes smil frem. Jeg kunne ikke være i fred for hendes minde i den lejlighed, og selvom jeg havde svært ved at slippe den, ville det gavne mig at flytte væk. Men jeg ville ikke sælge lejligheden. "Det lyder godt. Skal jeg lave aftensmad?" spurgte jeg sådan totalt overskuds agtigt. De virkede temmelig overraskede, og det bebrejdede jeg dem skam ikke for. De overlod køkkenet til mig, og jeg begyndte på aftensmaden. Jeg lavede kylling - Amelia's livret. Den kom vidst til at smage ganske okay, men jeg havde ikke appetit, til at spise noget. Jeg sad der og stak lidt til kyllingen, og selvom jeg altid plejede at være sulten, kunne jeg ikke spise det.

Efter aftensmaden, gik de. Undtagen Zayn, det var åbenbart hans tur til at babysitte mig. Klog som han var, satte han sig ud i køkkenet, og lod mig være alene. Jeg kastede et blik på notesbogen, og begyndte at tænke. Hvordan kunne det skade? Altså, jeg kunne lige så godt gøre det, og slippe for vrøvl med Lavinia. Jeg tog den op, og ledte panisk efter en kugle pen.

"Dag 1: Jeg savner dig Amelia. Virkelig. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal forklare dig det, men... Det er vel egentlig også ligemeget nu. Jeg stopper aldrig med at tænke på dig, du er faktisk det eneste jeg tænker på. Drengene siger at jeg har tabt mig, hvilket egentlig ikke er underligt. Jeg spiser ikke mere. De skiftes til at være hos mig, de er så bange for hvad jeg kunne finde på, hvis de lod mig være alene, at de ikke tør. Ligenu er det Zayn der sidder i køkkenet. De prøver aldrig på at snakke med mig, medmindre jeg gerne vil snakke med dem, og det er ret så sjældent. Dit gravsted er så flot. Jeg har ikke selv været der, men Harry passer det, og tager billeder af det til mig hver gang han har været derude. Jeg glæder mig lidt til den dag, hvor jeg igen er stærk nok til selv at tage til din grav, og passe den. Men der går nok lidt tid. Jeg har tænkt lidt på at flytte. Jeg skal rent faktisk ud og kigge på noget imorgen, bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at sælge lejligheden, jeg kan bare ikke være her. Alt ved denne lejlighed, minder mig om dig, og hvis jeg nogensinde skal komme over dig - selvom jeg aldrig glemmer dig, og vil altid elske dig - skal jeg væk. Jeg vil aldrig stoppe med at elske og ære dit minde, og jeg vil aldrig elske en anden kvinde. Så meget kan jeg love dig. Hvor er du nu? Har du det godt hvor du nu end er? Jeg glæder mig til den dag, hvor vi igen skal genforenes. Den dag kan måske komme før end, vi begge havde regnet med. Hvem ved?.

Din forevigt, Niall, xx."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...