Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7459Visninger
AA

17. Grin til du dør.

Harry bankede på min dør - jeg så ham fra vinduet - og jeg skyndte mig at åbne op. Det var længe siden, han havde været her, og jeg havde savnet ham så ubeskriveligt meget. Hans øjne lyste op og han smilede da han så mig.

"Hey... Længe siden!" sagde han, og krammede mig. Jeg følte mig ærlig talt overvældet. Han gik bare forbi mig, og følte sig tydeligvis hjemme. Det var han selvfølgelig også, det var en regel - uskreven - vi havde vedtaget da One Direction startede.

"Ja det er... Jeg henter lige noget at drikke" sagde jeg, og forsvandt ud i garagen hvor jeg havde kolde dåse sodavand stående. Det var trods alt, lidt for tidligt til en kold øl, selvom jeg godt kunne trænge til det. Jeg hentede omkring ti, og satte dem direkte i mit køleskab, med undtagelse af to som jeg hældte op i glas og satte ind på bordet.

Harry sad allerede i sofaen og tog glasset og drak grådigt. "Gud hvor var jeg tørstig" bemærkede han, da han igen satte glasset fra sig. Et skævt smil bredte sig ubevidst på mine læber, og jeg lænede mig tilbage i den bløde sofa.

"Hvad bringer dig hid?" spurgte jeg nysgerrigt. Harry plejede ikke at besøge mig, uden at ringe først, hvis ikke der var noget vigtigt. Jeg kiggede i hans øjne, og afventede et svar. Jeg kunne se hvordan han tænkte sig om, hvordan han overvejede hvordan han skulle formulere sit svar. 

"Jo altså ser du... Vores manager vil gerne have at... At... At vi skal lave en koncert. Jeg ved godt du ikke har lyst, men jeg lovede at snakke med dig" sagde han. Han havde allerede opgivet at få mig med, og havde det været for to uger siden, havde jeg da også sagt nej med det samme. Han kiggede forsigtigt på mig.

"Jo, det lyder fedt. Det vil jeg gerne" han tabte underkæben af bar overraskelse. Derefter smilte han, mere end han nogensinde havde gjort før.

"Fedt! For vi kan jo ikke gøre det uden dig" sagde han og klappede mig på skulderen. Jeg tvang et smil frem, for egentlig gjorde jeg det mest for dem - egoisten i mig vandt ikke denne gang. Jeg havde egentlig ikke lyst, jeg vidste at jeg ville blive et nervevrag bagefter, alt for mange minder - alt for meget Amelia.

"Nej... Nej det kan I jo ikke" sagde jeg mut. Jeg tog en slurk af min cola, og forsvandt ind i tanke tågen. Jeg savnede den tid, hvor jeg aldrig havde mistet, hvor jeg ingen bekymringer eller sorger havde, dengang hvor jeg følte mig ung og havde det sjovt med drengene. Dengang hvor scenen var blevet mit andet hjem, hvor alle vores fans var mine veninder. Nu følte jeg mig gammel, brugt, slidt op. Jeg havde ikke lyst til mere, men jeg kæmpede. Mest for Amelia.

"Niall. Er der noget galt?" spurgte han med en pludselig omsorg. Han kiggede bekymret på mig, og insisterede med sit blik på at jeg fortalte ham alt. Men det kunne jeg ikke. Det var min sorg, ikke hans, og ligeså snart jeg havde det skidt, var trist, blev han det også. 

"Nej. Tankerne er bare farlige i dag" sagde jeg og undslap med nød og næppe hans psykolog identitet. Han elskede at udspørge mig, om alt og alle, og få alle mine følelser revet ud af hjertet, hvor de lå og var organiserede så fint, for bare at smide dem ind igen, uden nogen form for orden. Sådan var Harry også.

Han nikkede, og vidste at jeg ikke ville snakke om det. Vi sad i tavshed i mange minutter, men det blev på intet tidspunkt akavet.

"Du ved, vi skal også have gang i et nyt album. Skal vi betragte dig som en del af 1D igen?" spurgte han så. Et nyt album - det ville blive hårdt arbejde. Jeg vidste godt det ville komme, jeg havde endda nogle tekster liggende i en skuffe til det album, men jeg havde ikke ventet at det ville komme nu.

"Ja I skal. Jeg har faktisk noget vi skal kigge på" sagde jeg, og rejste mig op. Jeg gik ind i kontoret, der mere var indrettet som et hjemmestudie - ikke at jeg brugte det - men det var meget dejligt at have. Just in case. Jeg hev en skuffe ud af det lyse træ skrivebord, og tog en hel stak krøllede, gamle papirer ud. Jeg tog også min guitar - igen just in case - og gik ind i stuen igen.

Harry var overrasket, jeg tror ikke engang jule aften som lille havde gjort ham mere overrasket end hans besøg hos mig den dag. Jeg kastede papirene i hovedet af ham, og han begyndte besværet at læse min meget utydelige håndskrift. Hans øjenbryn hævede sig, og han var imponeret. 

"Det her er godt. Virkelig godt! Specielt 'Kiss Me Again' den er bare... Jeg mangler ord" hans roser gjorde mig forlegen - på en god måde - og jeg begyndte at slå nogle akkorder an på guitaren. Jeg sang det første vers, mens Harry bare kiggede på mig - med åben mund og polypper. 

"Jeg tager den med til SYCO i dag, og så kommer jeg og henter dig i morgen ikke?" sagde han, og kiggede på sit ur. Vi havde siddet i sofaen i næsten tre timer - klokken var et om eftermiddagen. 

"Ja gør du det. Skal du afsted nu? For jeg vil egentlig gerne med" sagde jeg. Han tænkte sig om.

"Ja jeg tror jeg kører nu. Skal du med?" spurgte han så. Jeg nikkede, og smed guitaren fra mig i sofaen, og så satte vi os ud i hans bil, og kørte til SYCO.

Hahaha! Jeg stopper midt i et handlingsforløb... Hvor er jeg ondskabsfuld, ikke? Nå nå, jeg lover at der ikke går alt for længe inden anden halvdel af dette handlingsforløb kommer! Hyg jer, og skriv noget konstruktivt til mig tak! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...