Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7407Visninger
AA

3. Get some help!

... Jeg kunne ikke sove. Hvorfor kunne jeg ikke sove? Hvorfor havde du påvirket mig sådan? Savnet af dig ville dræbe mig langsomt. Lidt ligesom en selvmordspagt - bare med den undtagelse at du ikke begik selvmord, og jeg ikke havde det i tankerne. Endnu. Der blev trukket lange skygger fra London's natteliv ind på loftet og væggene. Hvis jeg havde været ni år igen, så havde jeg været bange for skyggerne, og tro at det var spøgelser. Nu. Nu var det bare. Nej vent. Jeg måtte være søvnig. "Kom med mig". Skyggerne dannede en besked. Men det kunne jo ikke være rigtigt. Nej. Jeg måtte være søvnig, så jeg lagde mig til at sove. Jeg ved ikke hvor længe jeg sov, inden noget vækkede mig. En lyd. Hvilken lyd? En raslen. Den kom fra køkkenet. Nej, det var ikke Harry. Hvem var det så? En indbrudstyv? Jeg stod op. Lydløst sneg jeg mig ud i køkkenet. Intet. Hvad med resten af lejligheden? Heller ikke noget. Men. Hvad var det så for en lyd? Med ét stod det klart. Det var dig. Du stod der og lavede cornflakes. Alting var lyst. Du smilede. Jeg gik hen til dig. Åh, hvor havde jeg savnet dig. Jeg prøvede at kramme dig. Men så forsvandt du. Hvor blev du af? Jeg brød sammen på gulvet. Jeg kom til mig selv igen. Det havde været en drøm. En sølle drøm, fabrikeret af en sindssyg hjerne. Jeg skreg. Intet kunne overgå den sorg jeg følte. Jeg faldt om på gulvet. Jeg bemærkede Harrys tilstedeværelse. Selvfølgelig. Jeg havde vækket ham. Han satte sig ned ved siden af mig, og lage armene omkring mig. Jeg græd i hans skuldre. Han sagde intet, men aede blidt min ryg. Han havde altid været god til at trøste mig når jeg var ked af det. Jeg havde ingen anelse om hvor længe vi sad der, men på et tidspunkt lettede det. Han kiggede mig i øjnene, som om han ville have mig til at fortælle hvad der var sket. "Jeg ha-avde den her dr-røm. Først tro-troede jeg at de-det var en indbrudsty-tyv, men så stod hun der, og-og lavede cornflakes. Det var så virkeligt." snøftede jeg. Jeg kunne ikke sige mere, uden at jeg ville bryde sammen igen. Han sagde intet, men hjalp mig tilbage i seng igen. Jeg sov godt, resten af natten uden nogle drømme.

Jeg vågnede op ved siden af... Liam? Men det var Harry der havde hjulpet mig i seng. Hvorfor var det så Liam der vågnede op ved siden af mig. Jeg begyndte at forstå hvordan det måtte være at være så fuld, at man ikke kunne huske aftenen natten før, og hvad man havde lavet, og hvem man var faldet i søvn med. Men, det eneste var at jeg kunne huske det hele. Jeg vækkede Liam "Hvor er Harry?!" jeg var temmelig forvirret. "Bare rolig. Han skulle lige noget" svarede han søvnigt. Træt som kun Liam kunne være det. Det bankede på døren. Jeg skyndte mig op, og fik nogle shorts på. Det var Louis og Zayn "Vi fik ehm, advide at vi skulle komme herhen, af Harry" Louis undskyldte som sædvanlig, når han kom på uanmeldt besøg. Jeg trådte til side, så de kunne komme ind. Jeg undrede mig over hvad den skøre dreng, nu havde fundet på. Hvorfor skulle det absolut være idag, han vidste udemærket hvad der var sket om natten. Den dreng. Jeg lærer aldrig at forstå ham. De satte sig ind i sofaerne, og følte sig hjemme - som de plejede. Vi havde haft mange dejlige stunder i min stue, mest fordi jeg havde den største lejlighed, men også fordi den lå tættest på centrum, og på den måde kunne vi nemt gå i byen hvis vi havde lyst til det. Vi sad egentlig bare i tavshed. De vidste hvad der foregik, og ville ikke sige noget fordi de var bange for at røbe det, og jeg var tavs, fordi jeg ikke havde den fjerneste idé om hvad der foregik. Heldigvis kom Harry snart tilbage. Han brød tavsheden "Niall. Vi vil gerne have at du.. Ehhm.." Louis tog over "At du. Du ved." der var ingen af dem der kunne sige det. Fuldføre sætningen. Smide bomben. Jeg blev mere og mere uforstående. Jeg var væk. Hvis bare de kunne finde ud af at koordinere hvordan de skulle forklare det. Fortælle mig det. De sad og snakkede indbyrdes. Mit hoved var ved at sprænges, hvorfor kunne de ikke bare sige hvad der foregik? Var det virkelig så slemt? Jeg havde lyst til at råbe dem i hovederne, at de skulle fortælle mig hvad der foregik, men jeg beherskede mig. ENDELIG. Harry tog ordet igen "Du ved vi har tænkt på om du ikke skal have noget hjælp. Professionel hjælp du ved" jeg forstod stadig ingenting af situationen. Hvad mente de med professionel hjælp? "Du ved. En psykolog" Liam overtog. Psykolog. Var jeg virkelig så langt ude, at drengene var så bekymrede at de ville sende mig til psykolog. Det kunne de ikke mene. "Nej. Det kan i simpelthen ikke mene!" jeg var frusteret "Niall, vi ville ikke sige det her til dig, hvis ikke det var fordi vi virkelig bekymrede os. Harry fortalte os om episoden i nat. Du skal altså snakke med én. En der forstår dig, en der kan tolke dine tanker. En der kan hjælpe dig" Lou tog mine skuldrer, kiggede mig i øjnene og forklarede situationen.

Jeg mistede balancen, og blev nød til at sætte mig på sofaen. Psykolog?...

UNDSKYLD for det dårlige kapitel. Men guys, jeg har brug for jeres KONSTRUKTIVE KRITIK!!

Love, Rikke xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...