Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
64Kommentarer
7564Visninger
AA

18. Genforenet i studiet.

Jeg stod og rystede kraftigt på hånden, inden jeg nikkede til Harry. Han åbnede døren, og trådte ind i det studie hvor jeg engang tilbragte de fleste af mine dage, det studie der en gang næsten var mit hjem. Jeg tøvede inden jeg forsigtigt gik efter ham. Jeg trådte varsomt, som om jeg troede at gulvet ville bryde sammen, hvis jeg lagde min fulde vægt i hvert skridt. Tåbeligt.

Først var der helt stille, jeg tvivlede næsten på om der overhovedet var nogen derinde. Det var der, for ligepludselig sprang drengene frem, fra deres improviserede skjulesteder. Mit hjerte sprang mindst ét slag over, hvis ikke også to, og jeg blev nød til at sætte mig ned på en af de sorte læder stole, der kunne køre rundt. De var så behagelige, og Gud hvor havde jeg savnet dem. 

Specielt Liam så nærmest lykkelig ud, over at se mig. Hans smil var så stort at det fyldte det meste af ansigtet, og øjnene - de brune øjne - blev forvandlet til små sprækker. Det var så længe siden, at jeg havde set lige præcis dét smil.

"Fedt du endelig er her. Vi har savnet dig" hviskede han i mit øre, da han krammede mig. Det var så uendeligt længe siden, han havde krammet mig sidst, at det var en helt fremmed følelse. Hans stærke arme, der bare lukkede alt ondt ude... 

"Jeg har også savnet jer, og studiet i det hele taget" jeg gik rundt, og pillede lidt ved alle knapperne, og kørte hånden over ryggene på de sorte læder stole. Jeg kiggede ud af vinduet, mens jeg hoppede op i karmen og sad der, fuldstændig ligesom i gamle dage. Jeg så frem til igen, at bruge alt for mange af livets dyrebare timer i netop dette studie.

"Nå, hvornår skal vi igang?" Zayn var ivrig. Førstehånds indtrykket af Zayn, var ikke ligefrem at han var ivrig, han virkede mere som den stille, mystiske og generte type, men når man mødte ham i musikkens verden, var han dybt seriøs og engageret. Intet skulle komme i vejen for ham, og ofte snerrede han af Louis og Harry når de fjollede for meget, men de var selvfølgelig stadig venner.

Jeg sendte ham et smil, og hoppede dramatisk ned fra vindueskarmen "Nu!" sagde jeg, lidt vel højt. De andre drenge brød ud i et flerstemmet latterkor, med Harry i spidsen.

Vi satte os omkring et lille rundt bord, og Harry havde taget alle de tekster jeg havde skrevet. De tog dem ivrigt, og undersøgte og analyserede dem grundigt. Hver eneste mening, der kunne læses og fortolkes blev læst og fortolket, og der blev læst imellem linjerne.

Alle sangene handlede om én ganske bestemt person. Amelia. Det var vældig tydeligt, selvom jeg havde forsøgt at maskere det. Nogle var glade, skrevet dengang Amelia stadig var her, andre var triste de dage hvor jeg lå på randen til selvmord.

Men eftersom vi levede af at skrive kærligheds sange var det jo intet problem. 

"De er utrolig gode. Findes der en melodi til nogen af dem?" Simon var kommet ind, uden at jeg havde opdaget det. Jeg havde sat mig op i vinduet, og kiggede ud over alle de travle mennesker i London, som jeg altid gjorde når drengene skulle kigge på mine tekster, så jeg havde slet ikke opdaget ham.

"Ja, det gør der jo nok" sagde jeg fraværende. Jeg overvågede en mand nede på gaden. Egentlig var han ikke hverken interessant eller særlig bemærkelsesværdig som han gik der med sit grå jakkesæt, den monotone buissness-man frisure og den sorte mappe. Han virkede nærmest ensom, som om hans arbejde - der uden tvivl gav godt i kassen - havde opslugt hans sociale liv, han var i en mærkelig trance.

Han gik bare i en lige linje, bumpede ind i folk til højre og venstre, fordi ingen gad at undvige fra deres specielle gå bane. Underligt... Jeg havde aldrig været en del af det ståhej dernede, men Amelia havde betragtet det hele, siddende på de kolde grå sten og kigget på fra sidelinjen.

"Det lyder godt, jeg vil gerne høre dem en dag" sagde Simon koldt. Han gik og lukkede forsigtigt døren bag sig. Aldrig havde jeg behandlet ham sådan, aldrig havde jeg behandlet ham så dårligt, at jeg ligefrem fik dårlig samvittighed af det. Men jeg havde ikke set ham i over tre måneder nu, og jeg havde slet ikke lyst til at han skulle være en del af mit liv igen... Han kunne ikke fordrage Amelia, han mente at hun distraherede mig i sådan en grad, at jeg ikke var i stand til at tage mit arbejde seriøst.

Drengene kiggede bebrejdende på mig. Ja, selvfølgelig var det min skyld, og ingen undskyldning kunne gøre det godt igen... Så jeg gad ikke engang at forsøge.

"Hør her. Jeg tager hjem, sover ud og kommer igen i morgen. Det er lidt meget på en dag, behold teksterne" sagde jeg. Jeg rejste mig op, og gik ud af døren. På mindre end én time, havde jeg allerede opbrugt alt min energi, og havde mistet overblikket totalt. Forrykt!

Jeg gik ud på gaden, det regnede lidt... Intet nyt, så jeg fandt et bus stoppested hvor jeg kunne stå i ly for regnen. Det ville tage en evighed med bus, men det var den evighed i totalt stilhed, hvor det var aller nemmest at koncentrere sig, at jeg havde brug for. Alle tankerne kunne bare flyve afsted, uden at jeg skulle bekymre mig om at tænke dem. 

Endelig kom bussen, og jeg fandt et ensomt sæde nede i enden. Der satte jeg mig, med hovedet op af vinduet og så kiggede jeg bare ud. Kiggede ikke på noget specielt, men søgte ind i mig selv, til det punkt hvor alle lyde kunne udelukkes. En slags meditation.

Jeg lagde mærke til alle de gange bussen stoppede, og tog fremmede mennesker med. Jeg tænkte på, hvad de bekymrede sig om, siden de alle gik med ens rynkede øjenbryn. De alvorlige udtryk fik mig til at blive lykkelig over, at jeg aldrig nåede at opdage den verden, hvor mennesker var slaver af deres arbejde. 

Jeg havde aldrig været slave, for jeg gjorde det frivilligt. Jeg havde selv bestemt at jeg ville, og jeg havde selv bestemt at jeg ikke ville længere. Nu havde jeg bestemt at jeg igen ville - måske. 

Jeg forsvandt ind i trancen igen.

Hej mennesker. Selvom jeg egentlig lovede, at der ikke ville gå særlig lang tid inden dette kapitel kom ud, kom der alligevel til at gå lang tid. Det er jeg ked af! Håber i kan lide dette kapitel, selvom det langt fra er noget af det bedste jeg endnu har lavet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...