Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7481Visninger
AA

13. Et kys.

... Så var det nu. Skulle jeg ringe eller, skulle jeg lade være? Jeg stod allerede med mobilen i hånden, og havde tastet hendes nummer ind, men overvejede om det nu var klogt. Lige pludselig talte nogen til mig. Det var en kvinde, og jeg vidste at jeg burde genkende stemmen, men jeg gjorde det ikke. ”Niall. Er du sikker på at det er klogt?” så genkendte jeg den. Amelia’s stemme talte til mig i mit hoved. Min hjerne spillede mig et puds, fordi den i virkeligheden ikke var klar til noget nyt. Den var ikke klar til forandring endnu. Jeg lyttede til den, og lagde telefonen ned på bordet ved siden af mig. Derefter indtog jeg min vandte stilling i sengen og græd. Ligesom jeg troede at jeg havde det bedre, skulle jeg absolut gøre noget dumt, så jeg fik det værre igen. Det var som om jeg ikke rigtig ønskede at jeg skulle komme videre. Mit sind var splittet. Noget af mig, ville videre, men der var også en del af mig der ikke kunne komme videre, ikke kunne komme over hende. Sorgen havde tæret for meget på mine kræfter, og på mine følelser til at jeg kunne komme over hende. Skrøbelig, jeg var yderst skrøbelig… Forhelvede altså, hvorfor skulle jeg absolut være sådan? Nogle gange hadede jeg mig selv så meget at jeg faktisk fik det fysisk dårligt. Det var ikke måden jeg så ud på, men mere hvem jeg var inderst inde. Inderst inde var jeg den skrøbelige dreng, der da han var 9 år havde set da hans ven blev skudt på gaden. Den dreng der så det, men lod som ingenting og talte aldrig med nogen om det. Udenpå var jeg den voksne, ansvarlige mand, der kunne klare sig selv, og som var stærk. Da Amelia døde, blev den ”facade” ligesom revet ned, og omverdenen fik kendskab til min indre skrøbelighed – men ikke til mine traumer…

Jeg kunne ikke ligge der hele dagen, sæt nu en eller anden besluttede sig for at komme forbi, og så troede at jeg slet ikke havde fået det bedre overhovedet. Jeg stod op. Jeg havde ligget der i tre timer, uden at jeg havde opdaget det. Hmm, det var jo ikke overraskende – jeg havde jo gjort det før… Det var stadig varmt udenfor, så jeg satte mig ud på græsset med en blok og en blyant. Der var så stille, og jeg begyndte at skrive. Først var det bare bogstaver, der ikke ville tage nogen form som ord, jeg kunne ikke få dem til at give mening, men efterhånden som jeg skrev videre kom der et helt vers ud af det. Det havde ikke nogen mening, men det var vidst ret godt. Jeg var ude af træning, med at bedømme tekster, så jeg kunne ikke selv sige noget om det… Jeg foldede papiret sammen, og puttede det i lommen, så kunne drengene se det en eller anden dag. Det var ved at blive mørkt, men jeg blev siddende i haven, indtil jeg opdagede to billygter der pegede på mig. Jeg kunne ikke se bilen, så jeg vidste ikke hvem det var. Jeg rejste mig op og tog imod. Det var Zayn – han havde endelig fået sit kørekort, så han skulle da lige vise det frem…

Han tog mig med ind til byen, vi kørte op til hans lejlighed. Jeg havde ingen anelse hvorfor – men de fandt jeg da snart ud af. Han holdt en fest, og han vidste at jeg plejede at elske fester – så selvfølgelig skulle jeg da med. De var der alle sammen, og også hende. Natalie. Jeg tog en øl i hånden, og stillede mig hen til Liam. Vi snakkede om vind og vejr, eller vi råbte nærmere da musikken var ret høj. Det var egentlig sjovt, Zayn havde aldrig fået nogen klager over den høje musik, men han holdte fester næsten hver weekend. Det var nok fordi han var som han var – eller måske fordi underboen var bange for at han var terrorist. Ja sådan var der nogen der tænkte… En gang imellem kiggede jeg kort over til Natalie, som stod ret alene og så mere eller mindre fortabt ud. Jeg gik over til hende, og bed mig nervøst i læben. Hvad skulle jeg dog sige til hende? ”Hey” var alt hvad det blev til. Flot Niall… ”Hey, du er ham fra min rute” sagde hun venligt. Heldigvis sagde hun ikke noget om at jeg var ’Niall Horan’. ”Haha ja. Så hvem kender du her?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Øhm, jeg er en af Zayn’s veninder’s veninde” sagde hun, og kiggede nysgerrigt inden hun fortsatte ”Hvem kender du?” jeg stod lidt og overvejede hvordan jeg skulle sige det ”Zayn” sagde jeg bare kort. Hun nikkede og smilte til mig.

”Skal vi danse?” spurgte hun. Jeg nikkede, og vi gik ud på ”dansegulvet” der ikke var andet end hans stuegulv, som havde fået tæppe på i dagens anledning.  Hun var en langt bedre danser end jeg, og jeg stod bare og betragtede hende. Hun smilte konstant til mig. Jeg opgav det der danse ting, og stillede mig ud til væggen sammen med Harry. Han var vidst sur ”Hey. Du ved godt at jeg har haft kig på hende i flere måneder ikke?” spurgte han halvfuld ”Nææh, du ville jo aldrig ud med hvad hun hed” svarede jeg bare tilbage. Man skulle ikke tage Harry så alvorligt når han var halv- eller hel fuld. ”Nå nå. Men det er sgu også lige meget. Hun ser mig slet ikke.. Tag du hende bare” sagde han så, og vaklede over til en anden gruppe piger. Typisk ham… Jeg stod lidt og smilte af ham. ”Hey hvor blev du af?” spurgte hun ”Uhm, jeg blev jo totalt ydmyget derude” sagde jeg med et glimt i øjet. Hun grinte, hun havde en dejlig latter… ”Er du sådan en pivskid?” spurgte hun. Jeg nikkede og hun grinte igen.

Vi stod og snakkede hele aftenen, og det meste af natten. Hun drak lidt mere, og som den gentleman jeg var, tilbød jeg at køre hende hjem, selvfølgelig i Zayn’s bil, for hun havde ikke bil med, og det havde jeg heller ikke. Da vi kom til hendes hus spurgte hun om jeg ikke ville med ind. Jeg gik med ind, og vi sad og snakkede i et par minutter. ”Natalie, jeg bliver altså nød til at gå nu” sagde jeg med blandede følelser. Hun nikkede og fulgte mig ud. Vi tog afsked i dørkarmen, og inden jeg vidste det havde jeg plantet mine læber på hendes. Hun gjorde inden modstand, og vi kyssede længe, indtil jeg trak mine læber til mig og gik. På vej hjem til Zayn tænkte jeg kun på det. Hun havde dejlig bløde læber. Zayn var allerede gået omkuld i sengen, og de andre drenge lå på madrasser. Kun sofaen var ledig til mig, og der lå endda et tæppe og en pude. Jeg tog mine bukser af, og lagde mig til at sove...

Jeg tror længden blev lidt bedre i dette kapitel, men jeg er ikke helt sikker på kvaliteten. Jeg føler faktisk lidt jeg svigter jer, for det går så dårligt lige nu... Men I skal vide at jeg gør mit bedste, og jeg håber at det bare er en fase jeg skal over... EFTERLYSNING: Konstruktiv kritik, og meninger om det nye cover! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...