Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7437Visninger
AA

14. Dig på samvittigheden.

Jeg vågnede op med en hovedpine der sagde spar to. Men det var ikke den eneste følelse, jeg havde ondt i maven - igen - et stort sort hul der opslugte alt. Det var vidst det man kalder dårlig samvittighed, men hvorfor havde jeg det sådan? Jeg kunne dårligt huske aftenen, jeg havde vidst drukket lidt for meget... Ups!

Jeg huskede en pige, en smuk pige, hvad var det nu hun hed? Natalie tror jeg. Hun havde vidst også drukket meget... Jeg kørte hende vidst hjem, og vi sad i hendes sofa. Hvorfor skulle jeg få dårlig samvittighed over det? Nej, der skete noget da jeg gik. Vi stod i dørkarmen... Hvad var det der skete? Min hjerne kæmpede for at huske, men det gjorde så ondt. Vi kyssede.

Ja, det var derfor jeg havde dårlig samvittighed, jeg havde gjort noget som jeg aldrig ville have gjort hvis Amelia stadig var i live. Men hun var død, og jeg skulle komme videre, det havde hun selv fortalt mig. Hvorfor var det så svært for mig? Jeg forrådte hende, sådan følte jeg. Men det var jo absurd! Amelia var død, punktum, jeg kunne ikke sidde alene resten af mit liv og have ondt af mig selv. Jeg var Niall Horan, succes fuld musiker der blev nød til at være okay!

Sorggruppe - det var det første google skrev da jeg søgte på en måde at komme over døde mennesker. Jeg skar en uhyggelig, væmmelig grimasse. Sorggruppe, det lød fandme ikke som noget jeg skulle til! Ikke før jeg fandt mig selv i rendestenen, fuldstændig ædru, og snakkede med Amelia. Selvom det havde jeg nu gjort før - men ikke i fuld offentlighed. Dér trak jeg grænsen!

Jeg tog mine bukser på, og tog en bus hjem. Selvom turen ikke tog mere end 10 minutter, nåede jeg at falde fuldstændig i staver og fantaserede mig langt væk. Langt væk fra det sorte hul i maven, og det døde hjerte, hen til et sted hvor alt var godt. Hen til det sted hvor Amelia var. Hvis bare Amelia var ved min side, kunne intet gå mig på. Livet var nemt, og smukt med hende, og uden hende flød det hele sammen til en grå masse der bare skulle overståes.

Bussen stoppede udenfor mit hus - vores hus - og jeg steg ud. Det regnede igen, som om det skulle være noget nyt. Typisk engelsk vejr, det gjorde det ikke ligefrem nemmere at komme over ens livs kærlighed med sådan et vejr. Jeg låste døren op, smed skoene og jakken i entréen og lagde mig på sofaen. Fjernbetjeningen lå bag en af puderne, men der var ikke noget se værdigt i fjernsynet. Det var heller ikke noget nyt.

Rutiner og vaner var to ting jeg aldrig havde haft det godt med. Hver dag skulle være forskellig, ellers blev livet for kedeligt, og livet er bestemt ikke langt nok til at man kan spilde det ved at kede sig. Man dør jo af det i sidste ende! Jeg slukkede for fjernsynet igen, og vendte mig om på den anden side. Livet er derimod aldrig for kort til at sove! Eller spise, men det er en anden sag.

Ud på aftenen vågnede jeg igen. Min nakke var fuldstændig stiv, sammen med resten af min krop. Mit hoved derimod, var friskt som en havørn. Alle mine tanker kørte rundt i hovedet på mig, sammen med små film fra min hukommelse. Jeg genoplevede den dag i Dublin sammen med Amelia, hvor vi lå en parken, efter at have skåret vores initialer ind i det træ, hvor mine forældre havde gjort det samme mange år før. Det var nærmest smukt at opleve det endnu en gang!

Jeg har med vilje lavet dette kapitel en smule kort - eller jeg kan ikke finde på mere og jeg vil have skylfølelsen ud af hovedet. Håber dog I kan lide det alligevel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...