Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7479Visninger
AA

9. Den sidste koncert.

... Jeg træder op på scenen - aldrig før har jeg være så nervøs som jeg er i netop dette øjeblik. Det flimrer for mine øjne, og jeg har faktisk mest lyst til at rende på toilettet og kaste op. Mine hænder er svedige, og jeg kan ikke koncentrere mig. Inde i mit hoved, løber jeg sangene igennem igen - og mine solo'er. Jeg ved ikke om jeg kan huske dem, når jeg står på scenen. Drengene joker, som de altid har gjort inden de går på scenen, og som jeg plejede at være en del af. Jeg lytter mere til publikum, de råber vores navne, beder os om at kommer på scenen - og selvom der er mindst 5 minutter til vi skal på, overbeviser jeg drengene om, at de har fortjent en overraskelse. Det får de så. Jeg går først ind på scenen, fulgt af Liam, Harry, Louis og Zayn til sidst. De råber og skriger i munden på hinanden. Flere tusinde piger - der alle drømmer om at møde os, og i deres drømme bliver de sikkert gift med én af os. Jeg har sørget for at ''Moments'' bliver gemt så det er det sidste nummer. Vi starter med ''Na Na Na'' og fortsætter bare derud af. Jeg får den gamle følelse tilbage igen - følelsen som jeg har elsket siden jeg første gang stod på scenen til min X-Factor audition. Jeg ønskede at jeg ikke blev nød til at give slip på den - men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne holde til det meget længere. Efter nogle sange - jeg havde ikke styr på hvor mange, blev det besluttet at der skulle holdes en af de runder hvor vi besvarer en masse twitter spørgsmål. Der var utrolig mange beskeder til mig - om at de savnede Amelia, og at de forstod hvorfor jeg var så ked af det. Jeg fik tårer i øjnene, og kunne kun akkurat sige ''tak'' hver gang de poppede op. Derefter sang vi videre - jeg var på en mærkelig måde genforenet med drengene den aften. 

Nu manglede der kun en enkelt sang . ''Moments''... "Jeg vil gerne dedikere denne sang, til den eneste pige jeg har elsket, og den eneste jeg nogensinde vil elske. Amelia - jeg håber du kan høre det her hvor du er nu" jeg kunne næsten ikke så det sagt, uden at min stemme knækkede over. Gråd hobede sig op alle steder, og jeg måtte kæmpe for at holde det væk. Liam lagde sin hånd på min skulder, da han sang sin solo, det gjorde Harry også, og under omkvædet - ja det var så fyldt med følelser... Nu var det min solo. Det var svært for mig - jeg troede ikke jeg kunne få ordene over mine læber - men til min store overraskelse sang jeg den solo bedre end nogensinde. Louis' solo. Smukt... Omkvæd... Zayn's solo... Omkvæd.... Slut! Jeg kunne ikke fatte, at min sidste koncert nogensinde, ville ende så hurtigt, så smukt... Jeg græd en smule inden gruppekrammet - det obligatoriske gruppekram inden vi forlod scenen. Jeg vinkede til mine fans, som for at fortælle dem, at det var sidste gang de så mig på scenen - hvis bare de forstod... Alle kørte med hjem til mig, hvor jeg brugte en halv time på at skrive til Amelia - inden jeg sluttede mig til den lille fest de havde startet i min dagligstue. 

"Kære Amelia. Det er en mærkelig fornemmelse, at lave sin sidste koncert. Uvirkeligt - trist. For mig indikerer det slutningen på alt - som du ved... Jeg er lidt i tvivl. Har jeg mon truffet det rigtige valg - skal jeg leve længe, blive gammel som du ønskede for mig, eller skal jeg slutte mig til dig? Jeg ved det ikke - og jeg ved at du ikke kan give mig svaret på det. Desværre. Hvorfor skal livet være så kompliceret? Hvorfor bliver jeg ved med at stille så mange spørgsmål til dig, når du alligevel ikke er her til at besvare dem for mig... Jeg er naiv - et lille håb om at du faktisk ser hvad jeg skriver, og finder din måde at svare på, brygges inde i mit hoved. Jeg kan ikke give slip på håbet - håbet om at du er derude et eller andet sted, eller måske sidder ved siden af mig i dette øjeblik. Jeg kan ikke give slip. Det er det eneste håb jeg har - jeg håber ikke på andet. Jeg drømmer ikke om andet, end den dag vi bliver genforenet... Jeg er ikke stærk nok til at udsætte dagen, længere end højst nødvendigt - selvom jeg ved at drengene ikke kommer let over det. Jeg kæmper - kun for dem. Men det er en svær kamp, og jeg har på forhånd givet op. Jeg er en taber - har jeg altid været, det eneste jeg har vundet er chancen for at blive kendt, og ikke engang det var en overbevisende sejr... Jeg er ynkelig - det er netop det jeg er. Det ord har jeg længe ledt efter. Jeg er en ynkelig mand - dreng, der sidder på sin seng dag ud og dag ind, skriver til sin døde kone om hvor meget han savner hende. Ynkeligt. Simpelthen ynkeligt. Spørg hvem som helst, de siger at det er usundt, og længe har jeg ikke ville tro på dem,  men nu - i dette øjeblik, er det gået op for mig, at de har haft ret hele tiden... Jeg slutter mig ikke til dig - ikke lige foreløbig ihvertfald. Jeg skal leve livet med mine venner - stoppe alt det her ynkelige shit - komme ovenpå, inden jeg for altid kan tage væk. Du kommer nok ikke til at høre fra mig i lang tid. Kærligst Niall xx"

Jeg gemte bogen et sted, hvor jeg vidste at jeg ikke ville lede efter den. Bagefter gik jeg ud til drengene, tog en øl og hyggede mig - ligesom i gamle dage. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet deres selskab - det var dejligt endeligt at være rigtig sammen med dem igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...