Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
64Kommentarer
7567Visninger
AA

8. Dag 11 og dag 16

DAG 11:

"Min familie er på besøg. De insisterede på at komme, efter Louis skrev til dem, at jeg havde det virkelig dårligt. Jeg selv var meget imod, at de skulle se mig sådan her. Men, når først min mor har sat sig noget i hovedet, kan ikke engang et jordskælv og en brækket hofte stoppe hende. Og selvfølgelig tager hun hele slænget med... Typisk min mor. Egentlig er jeg glad for at hun kom, så hun kunne få sin gave. Hun kunne godt lide den, og det ville du også kunne. Det var en halskæde, jeg kan ikke beskrive den uden at komme til at tænke på dig. Og i dag vil jeg ikke blive ked af det. Du spolerer hvert forsøg jeg gør på at være glad. Det er som om, du ikke vil have at jeg nogensinde bliver glad, som om du er bange for at jeg glemmer dig. Men jeg glemmer dig aldrig. Lavinia - min psykolog siger at jeg må give slip på dig. Jeg vil gerne give slip på dig, folk synes jeg hænger mig for meget i fortiden, og i dig. Men jeg kan ikke glemme dig. I den korte tid vi var sammen, var du mit liv. Du er stadig mit liv, og du bliver ganske sikkert også årsagen til min død. Jeg er igang med at planlægge den, men jeg vil vente til efter den ene koncert jeg har sagt ja til at lave. Drengene vil savne mig, selvfølgelig vil de det, de vil også blive sure på mig, fordi jeg ødelagde deres karriere, men jeg håber også at de kan forstå hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde - eller hvorfor jeg gør som jeg gør. Min bror spørger efter mig. Jeg lader ham komme ind, og han ser min notesbog. Han spørger hvad det er - min bror er den eneste jeg ikke kan lyve for, og som jeg samtidig har det godt med at fortælle alt til. Jeg siger at det er min dagbog - eller mere en brevsamling til dig. Han spørger om han må læse det, indeni har jeg mest lyst til at sige nej, jeg er bange for hvad han finder deri, og hvilke mistanker han får. Men jeg siger alligevel ja. Han sidder og læser den, mens han får et mere og mere bekymret ansigtsudtryk. Han rækker mig bogen efter han har læst den, og siger ikke andet end "Du må virkelig have elsket hende!" og går. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at han forstår hvad jeg tænker, eller at han er så mundlam at han intet har at sige. Der er snart aftensmad. Liam og Harry er gået i køkkenet, selv har jeg det bedst med at sidde i mit soveværelse det meste af tiden, og være så social som jeg nu orker. Det forstår de heldigvis. Min mor bliver i nogle dage, så hun får en chance for at snakke lidt med mig. Det er okay, vores kontakt er lidt begrænset, og det har den været i flere år nu. Jeg kan egentlig godt lide at snakke med min mor, det er bare ikke blevet til så meget, efter jeg flyttede hjemmefra. Liam kommer nu, han siger jeg skal hilse. Så det gør jeg. Kærligst Niall xx"

DAG 16:

"Der er gået 5 dage. Min mor er lige taget hjem. Heldigvis fristes jeg til at sige, men det må jeg hellere lade være med. Jeg er glad for endelig at være lidt alene, selvom jeg har nydt min mors selskab. Jeg har det bare bedst alene. Amelia, jeg ved aldrig om jeg kommer over dig, jeg ved ikke om jeg virkelig ønsker det! 12 dage til min sidste koncert. Jeg både glæder mig, men afskyer også idéen. Jeg ved virkelig ikke om jeg magter at stå på scenen, og lade som om alt er okay, når det i virkeligheden ikke er det. Dagene går hurtigere og hurtigere, det føles som når man ligger og kigger på himlen, og skyerne på en dag hvor det blæser rigtig meget, og skyerne bare farer forbi i en fandens fart. Sådan har jeg det. Det er bare mit liv, der driver fordi og ikke skyer. Hver gang jeg tænker på dig, får jeg tårer i øjnene, selvom jeg ikke vil. Jeg kan ikke tænke på dig, som du var de dage du havde det godt, jeg kan kun få billeder frem af de dage du lå i sengen, og havde det dårligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne slette de billeder i mit hoved - kun have de glade minder tilbage, men sådan virker den menneskelige hjerne desværre ikke. Jeg skal med Harry og hans søster med til London og shoppe imorgen, det bliver godt at komme lidt ud af huset - jeg føler at jeg har fået bare en lille smule mere overskud. Jeg skal også snart have en ny bog, mine ord til dig fylder alt for meget. Det giver mig en syg tilfredsheds følelse at skrive ord efter ord, sætning efter sætning, komma efter komma og punktum efter punktum til dig. Jeg føler mig som en poet, der skriver digt efter digt til sin udkårne. Haha, som om jeg levede i 1800 tallet... Du var min udkårne, og jeg var klar til at vi skulle blive gamle sammen. Selvom du fra starten havde sagt, at der ikke var noget håb, nogen chance for at du overlevede din sygdom, men alligevel gik jeg med et lille håb, jeg var så naiv. Håbet om at du ville overleve, gør sorgen så meget sværere, der var så mange ting, jeg skød til side, fordi jeg håbede vi havde mere tid, og lige pludselig var du der bare ikke til at dele det hele med mig. Jeg føler mig tom for ord - igen. Jeg håber virkelig at du har det meget bedre der hvor du er nu - at du aldrig mere skal være syg eller skal lide. Jeg håber ikke du savner mig, på samme måde som  jeg savner dig, jeg håber ikke at du har et sort hul, der hvor dit hjerte skulle have været. Kærligst Niall xx"

Guys! Jeg håber I forstår, at det er meget svært for mig, at skrive den her novelle, og det er bland andet også derfor, hvert kapitel tager så lang tid at skrive, og derfor de ikke er så lange. Bær over med mig - og jeg håber at I kan lide den!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...