Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7461Visninger
AA

10. Back to life.

... En af de næste dage, besøgte jeg Amelia's gravsted. Jeg havde ikke været der siden begravelsen, og det så heller ikke ud til at der havde været andre der. Jeg rev noget af de græs, der var groet op omkring hendes gravsten væk, og satte nogle roser i en lille vase i siden. Dér lavede jeg en aftale med mig selv - istedet for at skrive breve til hende hver dag, der var en ynkelig ting, ville jeg ære hendes minde her, ved at besøge hende en gang om ugen - hverken mere eller mindre. Jeg satte mig på græsset, der var ikke nogen bænk i nærheden, kiggede lidt rundt for at se om jeg var alene - og det var jeg heldigvis. Jeg begyndte at synge ''Moments'' - det hjalp mig lidt med at give slip på hende. Bagefter gik jeg hjem - på vejen handlede jeg lidt ind, og stødte på et par fans, der fik taget et par billeder. Jeg var faktisk i godt humør - det var en forandring... Det føltes som om jeg var vendt tilbage til livet, efter hvad - næsten to måneder i koma. London var et gladere sted, end det plejede at være. På vej ned til min bil - som holdt lidt væk - så jeg en ejendomsmægler. Skæbnens ironi - men jeg gik ind og fik da også sat min lejlighed til salg - ejendomsmægleren fik nøglen, så han kunne gå ind, tage nogle billeder - og selvfølgelig vise den frem. Zayn havde hentet de sidste ting fra min lejlighed - så det var ikke noget problem... Jeg fløjtede - også noget nyt, det overraskede mig at jeg ikke havde glemt hvordan man gjorde endnu. Solen tittede frem bag skyerne - for første gang de sidste to måneder, og jeg besluttede mig for at haven skulle have en kærlig hånd derhjemme...

Ud på eftermiddagen kiggede Louis forbi. I ''gamle dage'' var han faktisk den der besøgte mig mest - vi grinte en del sammen, og lavede bare en masse spas. Jeg lå med røven (undskyld mit sprog) i vejret i et blomsterbed, og det fandt han også sjovt. Jeg hørte en latter - som ikke kunne forveksles med nogen andens, og sprang op. " 'Sup bro?" spurgte han, og vi krammede - sådan som vi altid gjorde "Haha, ikke meget... Haven er noget rod... Hvad med dig?" spurgte jeg og smilte. Han virkede overrasket over mit smil - på den gode måde. Vi satte os på terassen, og snakkede over en kold øl - en øl eller to drak vi altid når vi var sammen. Det var normalt for os. Da det blev aften, satte vi os indenfor, og jeg lavede lidt mad til os. Det var lang tid siden, at jeg havde snakket - sådan rigtigt i så lang tid. Jeg opdagede hvor meget jeg havde savnet det - og hvor dårligt humør jeg havde været i. Nu var der ingen bekymringer - Louis fik mig til at grine, og glemme alle mine trængsler. Det var dejligt! Vi snakkede længe om alt mellem himmel og jord - og jeg fik endda mod til at vise ham dagbogen. Jeg rakte den til ham, og lod ham læse den i fred - mens jeg stod ude i køkkenet og overvejede om det nu var den rigtige beslutning. Omkring en halv time senere kom han ud i køkkenet til mig, lagde sin hånd på skulderen af mig og sagde: "Jeg vidste ikke det havde taget så hårdt på dig... Hvorfor snakkede du ikke med os - med mig om det?" med gråd i stemmen. Jeg var lige ved at græde "Jeg ville gerne... Virkelig - men det var bare så svært, jeg mener I er mine bedste venner, og... Ja.... Jeg ved det ikke engang...." sagde jeg. Min stemme knækkede over "Det er okay - så længe du har det bedre" sagde han i en pludselig munter tone. Vi satte os i sofaen, igen som i gamle dage og så fjernsyn til langt ud på natten. Louis faldt i søvn på sofaen, så jeg lagde et tæppe over ham, og lod ham sove der. Selv sad jeg inde i min seng i lang tid og tænkte. Havde jeg det virkelig bedre? Burde jeg egentlig ikke bare smide den skide bog ud? Var det smart at gemme på den - gemme på den ynkelig person der skrev deri? Var det smart at vise den til Louis? Burde jeg også vise den til de andre? Ja det ville jeg gøre - de fortjente at se den...

Jeg tændte min computer - for at gå på twitter. Det var også længe siden... "Dejligt endelig at få ryddet op i sit liv. Godnat til alle fantastiske mennesker! xx" jeg tweetede en enkelt gang, og tjekkede ellers alle de tweets jeg havde fået fra fans de sidste tre uger. Det var mange - jeg orkede ikke at svare dem, så jeg re-tweetede nogle få udvalgte og slukkede computeren igen. Jeg lagde mig til rette i min dobbeltseng, men jeg kunne ikke rigtig falde i søvn... Jeg havde alt for mange tanker i mit hoved, som skreg på at blive tænkt... Hvad havde jeg egentlig gang i? Jeg kunne ikke bare få det bedre fra den ene dag til den anden... Jeg elskede i virkeligheden ikke Amelia.... Jeg gav slip for hurtigt.... Ja, de selvdestruktive tanker var der nok af, men det var ikke lige dem jeg havde brug for. Et gammelt trick min mor lærte mig at bruge, når jeg ikke kunne falde i søvn igen efter et mareridt, var at tænke på enhjørninger og regnbuer. Gode ting - jeg prøvede men de lede, onde tanker overdøvede min positive tankegang... Det var frustrerende... Enhjørninger og regnbuer... Kom nu Niall, du kan fandme godt tænke på enhjørninger og regnbuer - tænk højt, men undgå at vække Louis.... Det lykkedes endelig at få overdøvet de onde tanker, der kun havde et formål - at ødelægge mig, og jeg kunne sove som et lille barn. Så det gjorde jeg....

Ikke det bedste - eller længste - kapitel fra min side, men jeg håber I kan lide det alligevel! Tak for de mange søde og rosende kommentarer - det betyder virkelig meget for mig, og I motiverer mig til at skrive videre. TAK! Tak for alle dem der mener at jeg en dag kan blive til noget stort - selvom jeg ikke selv tror på det, betyder det virkelig meget for mig... Der er dog én ting jeg savner - konstruktiv kritik, jeg mener denne novelle kan umuligt være perfekt - det er der ingen der er... Love you guys!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...