I fjendens lejr - 1D

Melanie er en helt almindelig pige, sådan næsten. Hun har sine crushes, men der er en ting, der gør hende unormal i forhold til så mange andre piger; Hun HADER One Direction. Sammen med et par venner har de oprettet en hadeklub, meget hyggeligt, især hvis man bliver sendt i Fjendens Lejr...
Synsvinklen skifter i hvert kapitel (1. prolog, 2. Melanie, 3. Zayn, 4. Melanie, 5. Zayn o.s.v)

21Likes
26Kommentarer
3137Visninger
AA

16. Løbende - Melanies synsvinkel

Jeg himlede med øjnene, selvfølgelig skulle Zayn misforstå det Harry sagde, selvom jeg ikke rigtig kunne forstå, hvordan han kunne misforstå det.

Jeg traskede en smule nervøst hen til Zayn, nu stolede han vel også på mig. Der var ingen grund til at gøre det fra hans side, men jeg skulle gerne have hans tiltro. "Vi er okay ikke?", hviskede jeg i hans øre, "Du stoler vel ikke på ham vel?". Zayn sendte mig et lille smil, "Jeg har jo sagt, at vi er okay. Du er så fantastisk sød, så hvordan skulle jeg kunne lade være, med at stole på dig smukke?". Det var måske meningen, at disse ord skulle få mig til at smile, men tværtimod jeg prøvede at sende et smil, men det var umuligt, jeg kunne ikke få mig selv til at smile. Istedet tog jeg flugten ind på badeværelset.

Hvorfor skulle Zayn også sige sådan noget til mig? Prøvede han ubevidst at få mig til at få skyldfølelse, over det jeg havde gang i. Hvis han gjorde, så virkede det i hvert fald ret godt. Ligesom før Jasper ringede var jeg igen i tvivl om jeg nu også gjorde det rigtige, eller om det bare spildt arbejde. Jeg kørte hånden gennem håret, ligemeget hvor charmerende Zayn var, måtte jeg tage mig sammen og stå ved mine egne handlinger. Jeg blev simpelthen nød til at slutte, hvad jeg havde begyndt.

Mine tanker blev afbrudt af Zayn, som bankede på døren, "Er du okay, prinsesse?".

Hvad, kaldte han mig nu prinsesse?! Hvorfor skulle han absolut gøre alt så svært for mig. "Søde, sig nu noget, jeg bliver helt bekymret for dig", mumlede han og bankede nervøst på døren, hans tonefald fortalte mig, at han var bekymret for mig og virkeligt holdte af mig. Jeg tog mig til hovedet, tænkte hele tiden den samme sætning om og om igen, 'Jeg blev nød til at slutte, hvad jeg havde startet, ligemeget hvad! Ligemeget hvor sød, charmerende og fantastisk Zayn er. Ligemeget hvad han gør og siger af søde ting. Ligemeget hvormeget jeg end bliver forelsket i ham...'

Jeg rystede tankerne ud af hovedet, jeg måtte ikke engang tænke på, at jeg måske var blevet en smule forelsket i ham. Desuden kunne man altså ikke være forelsket i to forskellige drenge, især ikke når de var så forskellige. Og især ikke når den ene forelskelse startede på en løgn.

I det samme bippede min lomme, jeg tog irreteret og frustreret mobilen opad lommen, det var fra Jasper. Men denne gang blev jeg ikke glad, der løb ingen behagelig fornemmelse gennem min mave, ingen gnister. "Hej Melanie. Skynd dig nu at få det gjort, har en stor overraskelse til dig, når du kommer hjem. Møs<3". Hvad kunne overraskelsen være? Egentligt var jeg ligeglad, den dejlige fornemmelse der plejede at flyve gennem min mave, når jeg tænkte på Jasper, var helt væk. Den var blevet afløst af en fornemmelse af tomhed og ubehag. Alligevel endte det med, at jeg svarede tilbage, "Hej Jasper. Er hjemme om 15 minutter, missionen er snart fuldført".

Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, eller om jeg overhovedet tænkte noget, men min krop reagerede i  hvert fald. Pludseligt havde jeg åbnet døren og stod nu ansigt til ansigt med Zayn, som så bekymret på mig. Det var ikke min mening at sige det, men min mund talte bare derud af, "Jeg har aldrig kysset Harry, Zayn. Han kyssede mig. Men den fornemmelse der fløj gennem min mave da han kyssede mig, var... ubeskrivelig. Jeg er forelsket i ham Zayn, ikke i dig og det har jeg aldrig været. Men nu... bliver jeg nød til at løbe".

Så løb jeg væk, efterlod Zayn helt stille, mens tårerne stille begyndte at løbe ned ad hans kinder. Det var tydeligt at han havde forventet noget, men ikke det her.

Mens hans tårer løb, gjorde jeg det også. Mit ansigt var helt stift, ingen tårer løb ned af mine kinder, det var kun mine ben der løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...