I fjendens lejr - 1D

Melanie er en helt almindelig pige, sådan næsten. Hun har sine crushes, men der er en ting, der gør hende unormal i forhold til så mange andre piger; Hun HADER One Direction. Sammen med et par venner har de oprettet en hadeklub, meget hyggeligt, især hvis man bliver sendt i Fjendens Lejr...
Synsvinklen skifter i hvert kapitel (1. prolog, 2. Melanie, 3. Zayn, 4. Melanie, 5. Zayn o.s.v)

21Likes
26Kommentarer
3137Visninger
AA

4. Iskold - Melanies synsvinkel

Endelig fik jeg maset mig ud af mængden. Jeg kunne bare ikke holde det ud længere og hvis jeg havde været derinde meget længere, ville jeg højst sandsyneligt, have eksploderet. Så det var da godt, at jeg kom ud. Jeg prøvede i hærdigt at finde Jasper, men han var som synket i jorden. Og lige meget hvor meget, jeg gik rundt og kiggede, kunne jeg bare ikke få øje på ham. Det var ellers ham, jeg aller helst ville se lige nu, han ville sikkert give mig et stort knus og sige, hvor synd det var for mig... Hvor ville jeg gerne have det!

Efter at have danset med et par tilfældige drenge og slugt nogle drinks, besluttede jeg mig for, at nu vil jeg altså finde ham! Vi var til fest og man kunne altså ikke bare forsvinde sådan, det var jo ligefrem uhøfligt. Jeg stilte mig oppe på et eller andet bord, jeg lige pludseligt havde fået øje på. Måske var det først lige kommet? Jeg havde i hvert fald ikke lagt mærke til det før. "Der er hun!", lød en stemme pludselig, "Er hun ikke?". Men jeg tænkte ikke nærmere over det, desuden kendte jeg ikke stemmen - Havde hørt den før, men vidste ikke hvem den tilhørte. Jeg stod bare og spejdede videre efter Jasper, som stadig ikke var til at se.

"Hey! Dig der", råbte en højt, "Er du Melanie?". Mine øjne blev udviddet, det var den samme stemme fra før... og den kaldte på mig! Jeg drejede nervøst om, mere nervøs end spændt og det var der også god grund til. For der stod en smilende dreng, en dreng som lige havde været på scenen, en dreng med helt lyst hår med et blændende smil. Jeg begyndte pludseligt at svede, hvordan kendte sådan en som ham mit navn, "Hvad rager det dig". Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering af, at han skulle smutte nu, hvilket han åbenbart ikke fattede.

For i stedet for at smutte, smilte han stort og rækte en hånd frem for at hjælpe mig ned. Jeg himlede bare med øjnene og trådte selv ned fra bordet, det behøvede jeg skam ikke hans hjælp for. Han begyndte at kigge meget indgående på mig og jeg gik frastødt væk. Ligemeget hvad de andre piger sagde, jeg kunne altså ikke se, hvad det skønne var i denne lyshårede dreng, han var jo ikke engang pæn! Pludselig tog han fat mig og begyndte at slæbe mig væk, jeg prøvede desperat at flygte, men han var for stærk, ellers var jeg bare for slap.

Endelig slap han mig og jeg skyndte mig et par skridt væk fra ham, så han ikke kunne nå mig længere, "Jeg tror, jeg har fundet hende Zayn!". Med et fik jeg øje på denne Zayn, endnu en dreng fra One direction! Hvad var det lige der skete her, det var ikke et maridt var det? Denne Zayn gjorde store øjne da han så mig og ligesom den lysehårede dreng, studerede han mig meget, "Du har ret Niall... Det er hende!". Jeg slog ud med armene, mere til mig selv end til dem, havde de på noget tidspunkt tænkt at forklare mig situationen.

Zayn begyndte at nærme mig med små forsigtige skridt, mens Niall langsomt forsvandt i menneskeflokken, "Hvor har du været hele mit liv?". Spørgsmålet fik mig til at tabe både næse og hage, hvor jeg havde været hans liv, langt væk fra ham i hvert fald! Jeg trådte et par skridt tilbage, frastødt. Det fik ham bare til at grine og træde nærmere, hvorfor gjorde han det her, han kendte mig ikke og jeg kendte ikke ham. Han grinte højt, "Nå... Så man spiller hard to get? Men fint, hvis det er den leg du vil leger, så leger vi den".

Jeg kiggede underligt på ham, var han skør eller sådan noget? En ting var i hvert fald klart; Han kunne ikke læse krops signaler. Mine ben bevægede sig hurtigt, i et forsøg på at komme væk fra ham, men han fuldte efter mig og var tydeligvis i ret god form, hvilket jeg ærligtalt ikke var. "Jeg har dig", råbte han højt, da han fangede min hånd, som han derefter trak indtil sig selv. Jeg prøvede at hive min hånd tilbage, men det var umuligt og det vidste jeg også godt, så til sidst måtte jeg give op. "Nå... Har jeg så vundet dig nu?", fniste han. Jeg himlede med øjnene, var det ment som romantik, i såfald var det virkelig dårlig romantik, hvilken pige ville dog hoppe på den. I samme øjeblik fik jeg øje på de mange One Directions fans, som var begyndt at flokkes om os - Okay, det ville de!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...