I fjendens lejr - 1D

Melanie er en helt almindelig pige, sådan næsten. Hun har sine crushes, men der er en ting, der gør hende unormal i forhold til så mange andre piger; Hun HADER One Direction. Sammen med et par venner har de oprettet en hadeklub, meget hyggeligt, især hvis man bliver sendt i Fjendens Lejr...
Synsvinklen skifter i hvert kapitel (1. prolog, 2. Melanie, 3. Zayn, 4. Melanie, 5. Zayn o.s.v)

21Likes
26Kommentarer
3164Visninger
AA

13. Forvirret - Zayns synsvinkel

Jeg vendte mig om for at holde om Melanie, men hun var der ikke? Mine øjne blev pludseligt store, jeg blev i det hele taget pludseligt meget vågen. Jeg så forvirret rundt i værelset, men hun var her altså ikke, hun var gået eller sådan noget. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, imens jeg hev tøjet på og løb ud af værelset, hun skulle bare være der - det kunne ikke have været en drøm, kunne det? Men nej, det var ingen drøm, før der stod hun. Hun stod bare og så ud ad vinduet, stod bare og strålede. Jeg listede om bag hende og pustede hende i nakken, som fik hendes nakkehår til at stritte op, mens et blid kulde gik igennem hele hendes krop.

"Nå, så det er her, du er?".

Melanie vente sig forvirret om og så på mig, med et underligt blik i øjnene. I et øjeblik blev jeg forvirret, havde hun forventet det var en anden eller sådan noget, hvorfor så hun så skuffet ud. Vi havde trods alt fundet sammen igår og derefter sovet sammen, så var det da ikke normalt, at være skuffet var det vel? "Jeg blev helt nervøs, da du ikke l i sengen", sagde jeg tøvende. Melanie smilte til mig, men det var som om, det ikke var et rigtigt smil, på en eller anden måde, så det helt forkert ud. "Du skal ikke være nervøs", sagde hun med et lille fnis.

Jeg tvang et smil frem på læben, men ligesom hendes var det ikke helt rigtigt. Det var ikke fordi, jeg ikke var glad for hende, det var bare. Hendes smil syntes ikke rigtigt, der var bare noget falsk over det. Jeg sukkede dybt, hvorfor kunne det ikke bare gå godt for mig? Hvorfor skulle jeg altid vælge forkert. Jeg besluttede at få noget mad, det ville måske hjælpe på tankegangen. Så jeg lod Melanie stå og gik ned i køknet, for at tilfredsstille min mave.

Så måtte problemerne, vente til senere.

I det jeg slugte den første bid mad, kom jeg til at tænke på igår, hvorfor var det egentligt, jeg var faldet for Melanie? Nå ja, det var det der billede. Faktisk var det hendes udseende jeg var faldet for, men det var måske ikke så underligt, nå nu mange går og siger, at jeg er lidt selvoptaget. Men hvad kan jeg sige - hvis man er selvoptaget, når man synes, man selv ser godt ud, så er verden fuld af selvoptagede mennesker. Men ja, personligheden vejer også meget, men jeg tror bare, jeg blev blændet af hendes skønhed... og stemme.

For var hendes personlighed egentligt vildt god? I går havde hun efterladt mig flere gange, det var noget, jeg normalt ikke ville "acceptere" fra en pige. Hun var også bare gået fra mig imorges og virkede overhovedet ikke glad, da jeg fandt hende. Desuden så var der det der med hendes smil, på en eller anden måde virkede de falske? Jeg kendte hende ikke særlig godt, så det kunne også godt være, at det bare var sådan hun smilte. Men der var bare et eller andet, der sagde mig, at de der smil, de var fake.

Men på den anden side, hvorfor skulle hun smile falsk til mig? Det kunne godt være, at hun ikke var fan af bandet og først havde skubbet mig væk igår, men stadig, det var ingen grund til at smile falsk. Hvis hun ikke kunne lide mig, kunne hun jo bare, have ladet være med at kysse mig igår og for den sags skyld, lade være med at tage med hjem. Men hun var taget med hjem og hun havde kysset mig, så måtte hun da have nogen følelser for mig. Måske var de bare skjulte? Måske var de smil, jeg antog for falske, bare generte smil. Fordi hun var genert og bange for at sige noget forkert.

Når jeg sagde det på den måde, lød det faktisk ret sandsynligt. Måske var hun bare genert.

Min tankestrøm blev dog hurtigt afbrudt af Harry, som forvirret gik ned imod mig. Han svajede lidt fra den ene side til den anden side, vidste ikke rigtigt hvilket ben han skulle stå på. Det lignede bestemt ikke ham, han plejede at have kontrol over det hele og være ret selvsikker. Okay, ikke helt selvsikker, men i hvert fald mere selvsikker end det her. "Z-zayn?", mumlede han og fumlede med hånden, for at finde stolen ved siden af mig. "Hvad er der Harry?", spurgte jeg forvirret, der her var faktisk gået hen og blevet ret så skræmmende.

Harry fandt frem til stolen og kastede sig med et bump ned i den, "Ehm... Der er noget, jeg bliver nød til at sige". Jeg vidste der var noget galt, men hvad var det han ville sige? Var det noget om Louis eller Niall eller... Liam! "Hvad?!", spurgte jeg en smule hysterisk, nu var jeg altså begyndt at blive bange. Det kunne også være, det var noget om den sang, jeg havde været med til at skrive forleden, måske synes Harry ikke han havde nok tekst i den? "Zayn... Jeg...", mumlede han, "Jeg tror Melanie er forelsket i mig". Først måbede jeg, men så kunne jeg ikke holde masken mere, jeg flækkede sammen af grin, "Haha, du var altså ved at gøre mig bange, men på den anden side, så god er du heller ikke til skuespil". Harry så forvirret på mig;

"Zayn, det er altså rigtigt... Hun... Hun kyssede mig".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...