I fjendens lejr - 1D

Melanie er en helt almindelig pige, sådan næsten. Hun har sine crushes, men der er en ting, der gør hende unormal i forhold til så mange andre piger; Hun HADER One Direction. Sammen med et par venner har de oprettet en hadeklub, meget hyggeligt, især hvis man bliver sendt i Fjendens Lejr...
Synsvinklen skifter i hvert kapitel (1. prolog, 2. Melanie, 3. Zayn, 4. Melanie, 5. Zayn o.s.v)

21Likes
26Kommentarer
3178Visninger
AA

17. En rigtig ven - Zayns synsvinkel

Jeg vidste ikke rigtigt hvilket ben, jeg skulle stå på. Jeg havde godt nok forventet, at hun ville gøre noget, måske indrømme det overfor mig, men det her havde jeg godt nok ikke forventet. Tårerne blev ved med at løbe ned ad mine kinder, men jeg gjorde heller ikke noget, for at forhindre det. Var det virkeligt sandt, at hun ikke elskede mig, men var forelsket i Harry. Var det virkeligt sandt, at Harry havde kysset hende og løjet for mig. Nej, det kunne ikke være sandt. Det måtte være hende, der løj. Harry ville altid være min trofaste ven, som jeg altid kunne stole på.

Han kunne ikke finde på at lyve for mig, kunne han vel?

Jeg satte mig træt ned, det kunne også bare være ligemeget det hele. Jeg havde håbet på, at hun ville gå til bekendelse, jeg ville tage imod undskyldningen også ville vi være sammen forevigt, eller i hvert fald lang tid. Men sådan ville skæbnen det åbenbart ikke, den tog hende væk fra mig og efterlod mig grædene. I det samme kom Harry og afbrød mine tanker, "Jeg så lige Melanie løbe ud af...", råbte han, "sig mig... græder du?". Min hånd følte efter tårer i mit ansigt og dem var der mange af, jeg snøftede et par gange og tørrede størstedelen af tårerne væk, prøvede at få bare en smule kontrol over mig selv. Harry så heldigvis ud til at forstå det, for han stod bare og ventede, sagde ingenting, kiggede ikke engang underligt på mig. Nej han var en rigtig ven, en ven som ikke stod og pegede mig ud, når jeg havde et svagt minut. Han var en rigtig ven, som ikke kunne finde på at kysse Melanie.

"Melanie... hu-hun", stammede jeg og tørrede lidt flere tårer væk, "Hun siger, hun er forelsket i dig... og aldrig har været forelsket mig". Men Harry reagerede ikke som jeg troede han ville, jeg havde troet han ville ryste stille på hovedet og sige at det var synd for mig, men at hun nok skulle komme tilbage. Men nej, det gjorde han ikke, han grinte. Med ét stoppede mine tårer med at løbe, det her var overhovedet ikke sjovt, rigtige venner stod ikke og grinede af hinanden, når den ene havde det svært og rent faktisk græd! "Hvad fanden sker der for dig?!", udbrød jeg irreteret, mens mit ansigt langsomt blev rødere og rødere.

Harry smilte bare stort til mig og grinte videre.

Jeg trak irreteret på skuldrene, hvorfor kunne han ikke bare sige, hvorfor han grinte. "Det er bare", grinte han stort, hvilket bare gjorde mig endnu mere sur, "Det er så tydeligt, at hun lyver og... du kan ikke se det". Jeg glemte hurtigt, at jeg rent faktisk var sur på ham, "Hvad... hvad mener du dog?". Der var intet, der var tydeligt, især ikke det han sagde, det var nærmere... utydeligt! Harry rystede sukkende på hovedet, "Hun elsker dig, det er det, der er problemet. Hun elsker dig, selvom hun ikke ville. Hun havde ikke forventet at blive forelsket i dig, så derfor prøver hun at kæmpe imod, ved at sige de her ting og kysse mig. Det er bare forsvar fra hendes side, fordi hun er bange for at lade tingene ske". Jeg måbede, var det virkeligt det der skete?

"Hun...", mumlede jeg og smagte på ordene, "elsker mig?".

Det kom mere ud som et spørgsmål, men det gjorde intet. For på en eller anden underlig måde, syntes det rigtigt, det føltes rigtigt i munden, hvis det altså kan gøre det. Ikke bare fordi, at det var det, jeg gerne ville høre, men fordi... Fordi skæbnen havde bestemt det. Jeg nikkede tilfredst ved mine tanker og besluttede mig for, at nu skulle det være, nu skulle jeg gå all in. Jeg måtte finde hende, finde Melanie og fortælle hende hvad jeg følte, hvad jeg håbede og troede hun følte og at hun ikke havde noget at være bange for. Jeg nåede ikke at sige tak til Harry, jeg løb bare, vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle løbe hen. Men det viste sig, at jeg ikke fik brug for en destination, for i døren mødte jeg en pige, en pige jeg elskede. En pige jeg ville opgive alt for, på trods af at jeg overhovedet ikke kendte hende. I døren stødte jeg på en pige, jeg trods alt muligt lort var håbløst forelsket i.

I døren stødte jeg på Melanie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...