Anoreksi - Mit nye liv

"Det her er dit værelse" Sagde sygeplejsken, og åbnede en dør ind til et lille værelese. Det var lidt mindre end mit normale værelse. Pigen Stephaine har anoreksi, hvilket ændre hendes liv meget. Man følger hende gennem den hårde tid.

2Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

1. Den trejde gang

"Vi skal denne vej" Sagde damen og svingede til højre. Jeg stoppede op, da jeg så skiltet: 'BØRN OG UNGE'. Min mor gav mig et lille puf og sagde: "Kom så, skat". Jeg gik stille og tænkte. På en dør, så jeg skiltet igen: 'BØRN OG UNGE', denne gang stod det med fede bogstaver. Da vi trådte ind ad døren, mødte vi tre nye sygeplejsker. "Vil du være flink at stille dig på pladen?" Spurgte en ung dame sødt, og pegede hen på en rød plade. Jeg stilte mig op på pladen. Damen hilste venligt, og begyndte så at tjekke alle mine lommer, og min krop. Jeg havde intet på mig. "Du må gerne gå ned fra pladen i igen" Sagde damen, stadig sødt. "Tak" svarede jeg lavt. Jeg kiggede over på de to andre sygeplejsker, som tjekkede alle mine tasker. De fandt ingenting. Det var jo ikke første gang jeg var blevet indlagt. "I må gerne fortsætte" Sagde en ældre dame, mens hun lagde resten af mine ting pænt ned i min taske. Sygeplejsken, der havde vist os rundt/her til, viste os også resten af bygning. Alle kiggede så mærkeligt på mig, når vi altså mødte nogle. Det er aldrig så mange mennesker fremme, når man går på sådan en afdeling. "Det her er dit værelse" Sagde sygeplejsken, og åbnede en dør ind til et lille værelese. Der var plads til to senge og nogle reoler. Det var noget mindre end mit normale væresle. "Tror du, du kan føle dig godt tilpas her?" Spurgte far. "Måske" Svarede jeg lavt. Ingen skulle høre mig snakke. Jeg begyndte så småt at pakke ud, mens sygeplejsken snakkede med min mor og far. Hvad lavede jeg dog her? Jeg åbnede den ene skabslåge, og fandt en lille sedel, hvor der stod:

 

Jeg er ked af alle de ting jeg har gjort.

Jeg er ked af alle de problemer jeg har

lavet, og hvor kede af det, jeg har gjort

jer. Markus og Malene: Pas nu godt

på mor og far.

Malou

 

P. S. Det er ikke jeres skyld

 

Jeg stark den lille sedel ned i baglommen på mine bukser. "Vi ses senere skat, jeg skal hjem og hente Emil og Anders" Sagde far og stak mig et kys på kinden. Mor hjalp mig med resten. Hun havde også selv pakket en taske til hende og far. Mor sad og læste nogle papir, hun havde fået fra afdeling, hvor alle reglerne, spisetider og de muligheder vi havde her på stedet. BIP BIP... Lød det fra min lomme. 'Hvordan har du det? Og er det et godt sted?' Skrev Katrine. 'Det er vel et meget godt sted' Svarede jeg bare, jeg magtede ikke at svare.

 

Døren åbnede og en sygeplejsk kom ind. "Så er der mad" Sagde sygeplejsken. Maden blev spist på den halv time, jeg havde at spise i. Mig og mor snakkede lidt og så noget fjernsyn. Så gik vi ellers i seng.

 

Dagene efter, kom alle mine veninder, for at se hvordan det gik. De fortalte hvad der var sket i skolen og alt muligt.

 

_____________________________________________________________________________________________

I må meget gerne skrive alt jeres ris og ros. Og hvad jeg kan gøre bedre og alt det der:)

Nogle kapitler kommer nok med et godt stryks mellemrum, og andre kommer måske lige efter hinanden.. Så i må altså selv lige holde øje med det:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...