Magi i natten

Lille uddrag af en roman, jeg er ved at skrive. I uddraget følger man Jack Davis - tryllekunstner på den fattige del af Englands lokale værtshus - og danseren Jessabell. Kan ikke rigtigt sige mere uden af afsløre hele plottet, så læs dig til det.

3Likes
0Kommentarer
725Visninger

1. Ild.

 

"Can ye fathom the ocean, dark and deep, where the mighty waves and the grandeur sweep?"

-Fanny Crosby

 

Jack Davis sad på trappen der ledte ind til et for nylig lukket beskidt værtshus. Han kunne nemt høre latter, råb og lyden af glas der blev hamret i bordet fra forskellige andre krostuer i området, men i øjeblikket nærede han ingen lyst til at slutte sig til det støjende selskab i aften. Desuden var han slet ikke gammel nok til at spendere størstedelen af sin tid den slags steder. Ikke at alder gjorde den store forskel i hans del af England.

 

Han sad med nogle spillekort i hånden som han fraværende blandede med dygtige fingre.

For Jack var spillekort ikke bare en hurtig løsning hvis man ville fordrive kedsomhed. Det kunne de selvfølgelig også bruges til, men han tænkte mere på dem som rekvisitter, hvis muligheder end ikke var blevet udforsket af andre end ham.

Der var så mange tryllenumre, man kunne lave med kort. Jack havde lært flere af sin onkel, og da han var løbet tør, begyndte Jack selv at opfinde nye numre, man kunne lave med kortene.

Men det var ikke kun kort, han var fascineret af. Reb, nåle, blomster, ild og mange andre ting havde også fanget hans interesse gennem årene. Jack var vokset op med en onkel, der efter sin kones død ikke havde meget at tage sig til og derfor var begyndt at trylle. Da Jack var blevet ældre var onklen begyndt at lære ham et par numre og knægten havde hurtigt udviklet en forkærlighed for trylleri.

 

”Jack.”

Jack drejede hoved og opdagede til sin overraskelse, at en pige havde slået sig ned ved siden af ham på trappen.

”Jessabell,” mumlede han tilbage og vendte opmærksomheden mod sin kortblanding.

”Harrison vil tale med dig.”

”Om hvad?” Jack vendte blikket mod Jessabell. Hun havde karamelfarvet hud, mørkt hår der snoede sig i proptrækker krøller ned til livet og fyldige læber.

Jessabell trak på skuldrende. ”Det spurgte jeg ikke om. Han bad mig bare hente dig.”

Jack smilede en smule. ”Du tager ellers ikke imod ordre Harrison.”

 

Det var sandt. Jessabell arbejdede som danser på værtshuset, men selvom hun var ansat og Harrison var hendes – og Jacks for den sags skyld - chef, nægtede hun at tage imod ordre fra ham. Eller nogen anden for den sags skyld. Det kan godt være, hun var ligeså ung som Jack, men hun havde stolthed nok til dem begge to.

 

”Det er sandt,” svarede hun. ”Men jeg var på vej herud alligevel. Stanken derinde blev for stor.”

Det var en dårlig undskyldning. Hun levede nærmest på værtshuset og lugten af alkohol generede hende ikke spor.

”Du kom sikkert herud fordi du savnede mit selskab,” sagde Jack tankefuldt. Også tilføjede han: ”men det kan man nu ikke bebrejde dig.”

Jessabell rejste sig op igen. Hun krydsede armene over brystkassen og kiggede ned på Jack med et overbærende blik i øjnene. ”Nu skal du ikke smigre dig selv for meget, Jack. Hvis nogen ville savne nogen her, ville det være dig der ville savne mig. For jeg kan være væk hvert øjeblik.”

Hun skubbede døren til værtshuset op og sendte Jack et koket blik over skulderen før døren smækkede i bag hende.

 

Jack kiggede smilene efter hende. Han kunne godt lide Jessabell. Hun var stærk og ikke bange for at være sig selv. Det beundrede han hende for. Hun blev ikke altid behandlet lige respektfuldt af værtshusets mandlige gæster, men hun vidste hvordan man passede på sig selv.

 

Han puttede kortspillet i en af hans slidte jakkes mange lommer og kom på benene. Det var dumt at lade Harrison vente alt for længe. Chefen lod ikke til at bryde sig specielt meget om Jack og Jack nærede heller ikke ligefrem venlige følelser for Harrison heller. Men han havde prøvet at sætte sig op mod Harrison som Jessabell gjorde det og dét var der ikke kommet noget godt ud af. Nogle gange føltes hans kæbe stadig øm efter slaget.

Han skubbede døren op og trådte ind i det lille velkendte rum. Det var ikke ligefrem noget prangende sted. Der hang spindelvæv i alle hjørnerne og flere af vinduerne manglede hele ruder. Men her på stedet var alle budt velkommen lige meget hvordan de se ud, hvor gamle de var eller hvor de kom fra. Og selvom der hyppigt opstod små slagsmål følte man sig hjemme her. – Eller, det gjorde Jack i hvert fald.  Og han var ret sikker på, de fleste andre af husets gæster havde det på samme måde.

 

En bredskuldret mand kom pludselig trampende ud bag et forhæng, der hang i den anden ende af lokalet. Han marcherede direkte hen mod Jack hvis øjne havde fået et køligt udtryk.

”Knægt!” snerrede manden bedre kendt som Harrison. ”Jeg har en høne at plukke med dig.”

 

Jack undrede sig i sit stille sind over, hvad han mon havde gjort, der havde gjort Harrison så vred. Selv kunne han ikke komme i tanke om noget, men han var sikker på, at Harrison nok skulle forklare det for ham.

”Hvor har du været hele aftenen, knægt?” Harrison havde lagt armene stramt over kors og Jack forestillede sig, at det var for at holde sin indre dæmon inde før den eksploderede i vrede.

 

”Udenfor,” svarede han roligt. Han vidste godt, at hans tonefald ville gøre Harrison mere irritabel, men han gad ikke vige tilbage i frygt for sin chef. Noget af Jessabells stolthed var smittet af på ham efterhånden.

”Du kan ikke bare vade rundt som det passer dig, knægt!”

 

Det var en anden ting ved Harrison, Jack ikke kunne lide: Manden havde tilsyneladende ikke hjernekapacitet nok til at udtale navnet Jack og blev derfor nødt til at referere til Jack som ”knægt” stort set altid.

Jack kiggede op på Harrison. Det irriterede ham, at chefen var højere end ham, for det var en del svære at tale op til nogen og prøve at holde en afslappet facade samtidig.

 

”Det har jeg da gjort før.”

Efter lukketid. Og der kan du for min skyld være hvor end det passer dig. Faktisk er hvert eneste minut, du ikke befinder der her, det rene Paradis. Så længe det sker efter lukketid.”

Jack hævede øjenbrynene. ”Var det det, du ville? Råbe af mig for at gå lidt før tid?”

Harrison kiggede op i loftet før han svarede. ”Ja. Det var det, jeg ville.” Han var stille lidt før det lod til at gå op for ham, at det lød, som om han ingen god grund havde til at råbe af knægten i første omgang og tilføjede derfor for at bevise sin autoritet: ”Du bør hellere tænke dig om næste gang du beslutter dig for at forsvinde. Det er trods alt mig, der bestemmer, om du har et arbejde at komme tilbage til.”

 

Jack havde lyst til at svare igen, men han bed tænderne sammen og bekæmpede trangen. Hans øjne mødte Jessabells gennem rummet. Hun stod og tørrede borde af med et gammelt hviskestykke, men stoppede kort bevægelsen for at sende Jack et skævt smil og rulle med øjnene af Harrison.

 

Harrison bemærkede hende ikke, ellers valgte han bevidst at ignorere hende så han ikke behøvede at hidse sig over for hende. Han kunne også meget bedre lide Jessabell end nogle af de andre, der arbejdede der. Måske var det, fordi hun turde sætte sig op mod ham. Men det havde Jack jo også selv prøvet, og det havde ikke ligefrem gjort noget positivt for Harrisons følelser om ham. Men Jessabell var charmerende og sensuel og det var nemt at komme til at holde af hende.

 

”Selvfølgelig,” mumlede Jack til svar.

 

Han syntes, Harrison overreagerede. Jack var trods alt ikke forsvundet midt i det hele. Næsten alle værtshusets gæster var forduftede, og han havde ikke haft noget at tage sig til. De talte først drikkepenge of den slags sammen når alle andre var gået og Jack arbejdede jo ikke som tjener – i hvert fald ikke officielt – så der var alligevel ingen grund til at han burde blive når han ligeså godt kunne spendere tiden andet steds indtil stedet lukkede.

 

Harrison så ud til at ville sige noget mere, men endte bare med at sende Jack et utilfreds blik før han drejede om på hælen og marcherede tilbage bag forhænget.

En af Jessabells meddansere sagde på et tidspunkt, at han havde sit soveværelse derinde.

 

”Tænk at han sover derinde.” Jessabell havde lydløst stillet sig ved siden af Jack. Hun kiggede på forhænget og rystede på hoved.

”Sover du her ikke også halvdelen af tiden?”

Jessabell slog med nakken. ”Ikke hele tiden. Og når jeg gør, har jeg i det mindste gjort det en smule anstændigt. ”Hun sænkede stemmen, så Harrison ikke ville kunne høre hende.

”Det var rigtigt.”

 

I den ene ende af rummet var der en scene, som Jack brugte til alle sine tryllenumre og Jessabell og de andre til at danse på. Bag ved den var der et lille rum, som Jessabell havde indrettet som en mellemting mellem et soveværelse og et klædeskab. Selvom hun levede i den beskidte del af England satte hun pris på orden i tingene.

 

Jessabell kiggede på ham. ”Hvor tager du så hen nu? Hjem?”

Jack trak på skuldrene. ”Det tror jeg ikke. Min onkel sover sikkert og jeg vil ikke vække ham.” Han mødte hendes blik. ”Hvad med dig?”

Jessabell var stille lidt mens hun tænkte sig om. ”Måske tager jeg med Lily.”

 

Lily. En af Jessabells dansepartnere. Jack havde aldrig rigtigt brudt sig om hende. Hun var for selvhøjtidelig.

 

”Er hun ikke allerede gået?” Der var ingen andre end de to tilbage. Hvornår resten af værtshusets arbejdere var forsvundet, var han ikke klar over. Han havde ikke lagt mærke til nogle af dem gå.

”Nej. Hun og de andre sidder ude bagved scenen.”

Så var det klart, han ikke havde set nogen gå.

”Gider du virkelig tage med hende hjem?” spurgte han. Jessabell lod ikke til at have noget imod Lily, men Jack havde en mistanke om, at det bare var en facade.

”Hun er ikke så slem, når man lærer hende bedre at kende,” forsvarede Jessabell halvhjertet sin veninde.

”Løgner.”

Jessabell smilede svagt af han anklage. ”En smule, ”svarede hun. ”Men Lily kan give mig husly, og hun kan have gode øjeblikke.”

 

Jack havde en smule ondt af Jessabell til tider. Hun havde intet fast sted at tage hen, når værtshuset lukkede og selvom Harrison havde givet hende lov til at overnatte der, hvis hun virkelig havde brug for det, var det tydeligt, at hun ikke altid var velkommen. Der var nogle få gange, hvor hun ikke kunne finde husly og derfor var blevet oppe hele natten. Det var heldigvis ikke sket ofte, men når det gjorde, var hun tit for udmattet til at optræde næste dag, selvom hun prøvede at skjule det så godt hun kunne.

 

”Hvorfor tager du ikke med mig hjem?” Jack var ikke klar over, at han havde sagt ordene højt før Jessabell fik et kort overrasket udtryk i ansigtet.

Hendes øjne funklede i mørket. ”Jeg troede ikke, du ville vække din onkel?” Det var svært at se, men det lød, som om hun smilede.

”Det ville jeg heller ikke, men din søvn er vigtigere end hans. Han kan sove når han er død.”

”Men det kan jeg ikke?”

Jack hævede det ene øjenbryn, selvom Jessabell sandsynligvis ikke kunne se det. ”Afslår du mit tilbud?”

”Dét sagde jeg ikke noget om,” svarede hun. Hun ville gerne afslå og lade, som om hun kunne klare sig selv, men tanken om en seng at sove i var alt for lokkende.

”Så kom,” svarede han og gjorde sig umage med, ikke at lyde for glad.

Sammen gik de ud af døren, der stillede lukkede i bag dem.

 

(Jeg undskylder for de dårligt opdelte afsnit.Stinker til den slags. O.o

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...