Huldra

Den unge dreng Karu ikke ligefrem det, som man kalder et natur menneske. Han vil helst sidde indenfor med sin computer i skødet og tv'et kørende i baggrunden. Ikke desto mindre bliver han tvunget med på lejertur i Norge, hvor han skal tilbringe en uge i en lille hyttet ude i skoven. Underlige ting begynder at ske, og da en hvid hest bliver ved med at dukke op om aftnen foran hans vindue, indser han, at der er noget ved den skov, eller rettere noget i den skov, som han bliver nødt til at undersøge. Han opdager snart, at der er venter ham en helt ny verden under løvtræernes kroner.

15Likes
30Kommentarer
1748Visninger
AA

3. Væsner i tusmørket.

Da Karu blev sat af på skolens store parkeringsplads og fik sagt farvel til Keru, steg drengens humør en smule. Henne foran den bus, som Karu gættede på skulle transportere dem til Norge, var en af hans gode veninder Stina. Med en al for stor taske og alt for lidt plads møvede hun sig igennem menneskemængden. Flere gange måtte de andre elever springe til side, for ikke at blive tromlet ned. Det var tydeligt at den blonde pige overhovedet ikke havde styr på situationen, og derfor var det nok også klogt, at holde lidt afstand.

”Bare rolig, jeg har styr på det,” hørte han hende forsikre buschaufføren om, i det hun begyndt at presse den store taske ind i bussens dertil indrettede bagagerum. Flere af de allerede stablede tasker svajede voldsomt og truede med, at vælte hvert øjeblik det skulle være. Det var tydeligt at chaufføren ikke stolede besynderlig meget på hende men havde indset, at der ikke vart noget af gøre, for at standse den stædige pige. Efter Karus mening passede Stinas stædighed utrolig godt med hendes eget selvbillede. Stina mente nemlig, at hun med hendes lange kornblonde hår og alt for blå øjne, var en ægte nordisk viking, med alt hvad det indebar. Det var måske også en af grundene til, at Stina altid var blevet set som en af drengene, og behandlet som en af dem.

”Problemer Stina?” spurgte han drilskt, da han kom helt hen til den lyshårede pige, der stadig kæmpede med hendes taske. I det hun hørte den velkendte stemme vendte hun sig storsmilende om og glemte alt om tasken, der nu truende hang halvt på plads og halvt ud i ingenting.

”Jamen, jamen. Er det ikke min lille computer nørd,” kom det drillende fra hende , idet hun besvarede hans highfive, ”kunne du nok løsrive dig fra skærmen?” spurgte hun og gik så i gang med at bakse videre med den abnormt store taske. Hvad havde hun overhovedet alt i den?

”Du var nu ikke helt frivilligt,” informerede Karu hende og uden videre problemer skubbede han sin taske ind på plads. Stina kiggede bare på ham med et bebrejdende blik.

”Jeg er rimelig sikker på, at din taske tog min taskes plads,” kommenterede hun i et forgæves forsøg på at lyde snobbet og give ham sit mest kolde blik. Hun fejlede endnu mere, da hun ikke længere kunne holde masken og grinende slog ham hårdt i ryggen, ”jeg driller bare. Vil du hjælpe mig, med at få min på plads?”

Det var det, som Karu godt kunne lide ved Stina. Hun var altid positiv og gad ikke dvæle ved kedelige detaljer. I fælleskab fik de den besværlige taske ind på plads og kunne nu, som de sidste, tage plads i bussen.

 

   Inde i bussen var der et inferno af larm fra spændte højt jappende unge og diverse mp3 afspillere, hvor dårlige hovedtelefoner lukkede lyden direkte og næsten ufiltreret ud i rummet. Karu havde bevidst placeret sig ved vinduet, så han kunne læne sig op af det, og monotont stirre ud af den fedtede busrude, imens den larmende maskine førte ham tættere og tættere på det teknologihæmmede område, der lå gemt dybt inde i den norske skov. Stina havde plapret løs lige siden, de placerede dem i de hårde ubekvemt sæder, og den evindelige talestrøm var stadig ikke stoppet efter flere timers kørsel. Den var faktisk bare taget til, efter de var kørt over Storebæltsbroen. Det viste sig at Stina var et rigtig natur menneske, og hun havde virkelig glædet sig til denne tur. Hun blev ved med at snakke om, alle de ting hun skulle prøve, og hvor fedt det ville blive, samt hvor meget hun vidste, at Karu bare ville elske det… hvilket han selv tvivlede meget på. Først da bussen nåede til de første fjelde i Norge, blev der ro. Det så nemlig ud til, at energien havde forladt vikingen, og hun var gået til ro med hovedet lænet tilbage mod sædet og munden vidt åben. En svag snorken kom fra hende, og alt hvad Karu kunne gøre, var at ryste på hovedet. Selv når hun sov, var hun larmende. Endnu en gang lænede Karu sig op ad vinduet og gav sig til at stirre ud på naturen, som han snart skulle være en del af. Imens han sad og kiggede på de mange fjeldskrænter og store træstammer, kom han i tanke om, noget hans lærer havde sagt i en af deres mange forberedelses timer. Hvis man kiggede efter i skoven, ville man med meget stor sandsynlighed får øje på en elg. Karu havde kun set billeder af elge på nettet og en enkelt gang, havde han set en i tv’et, da der for nogle år tilbage var en udsendelse om elg, der havde svømmet over til København. På det tidspunkt kendte Karu slet ikke til elge, men da han så den udsendelse, blev han nødt til at se lidt nærmere på dyret, hvilket han selvfølgelig gjorde via internettet; den bedste og hurtigste måde at få informationer på.

Han blev revet ud af sin tankestrøm, da han så noget ude i tusmørket, som med sikkerhed ikke var en elg. Lidt længere inde i skoven, hvor træerne havde flyttet sig til fordel for en å, stod en stor hvid hest, der så ud til at reflektere månes stråler i sin pels, så det lyste op. Den stod midt i åen, og så yderst veltilfreds ud, hvis en hest overhovedet kunne det? Karu gjorde store øjne, da han registrerede, hvad der stod ved siden af den oplysende hest. En skikkelse, der kunne ligne et menneskes. Men i modsætning til mennesket havde dette væsen ikke dækket sin krop af smarte klæder produceret i Kina. Det var helt nøgent. Lyset fra hesten dansede hen over den blege hud, og fik den til at frem stå, som noget af det smukkeste og rene, Karu længe havde set. Væsnet vippede langsomt hovedet og så op mod den larmende bus, og det var lige i det øjeblik, Karu glemte hvordan man trak vejret. Fra bækkens kant stirrede et par store fængslende smaragd grønne op på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...