Huldra

Den unge dreng Karu ikke ligefrem det, som man kalder et natur menneske. Han vil helst sidde indenfor med sin computer i skødet og tv'et kørende i baggrunden. Ikke desto mindre bliver han tvunget med på lejertur i Norge, hvor han skal tilbringe en uge i en lille hyttet ude i skoven. Underlige ting begynder at ske, og da en hvid hest bliver ved med at dukke op om aftnen foran hans vindue, indser han, at der er noget ved den skov, eller rettere noget i den skov, som han bliver nødt til at undersøge. Han opdager snart, at der er venter ham en helt ny verden under løvtræernes kroner.

16Likes
30Kommentarer
1795Visninger
AA

2. Jeg gider ikke!

Den morgen vågnede Karu, som alle andre morgner faktisk, ved at hans store rødbrune digitale vækkeur brød ud i en metallisk larm, som kunne vække de døde til live. Og ligesom en hver morgen fløj han forskrækket ud af sengen med pjusket rødorange hår, savl ned af kinden og søvn i øjnene, og så sig forvirret om. Alle tanker om nattens drøm, var slået ud af hovedet på drengen, og det eneste der var tilbage, var et par grønne øjne, der stirrede på ham dybt i hans underbevidsthed.

Vækkeuret tog nu sin ringen op på næste trin af Decibel skalaen, for at gøre yderligere opmærksom på sig selv. Hurtigt slog han stopknappen i bund, og tog sig til hovedet. Han stønnede højt, da det gik op for ham, hvor han var, og hvilken dag det var.

”For helvede da også,” mumlede han utilfreds med tung accent og tørrede hidsigt savlet af sin kind, som han lige var blevet opmærksom på. Stadig blændet af søvn søgte han hen mod sin kontorstol, hvor hans storebror aften forinden havde lagt et nyvasket sæt tøj frem til ham, som det var meningen at han skulle tage på. Klodset og balancerende på et ben, trak han i de blå cowboybukser, hvorefter han hev en tyk blå og sort stribet sweater ned over hovedet. Med trætte øjne, kastede han et blik på sig selv i hans vægspejl. Ikke fordi, at han gik op i, hvordan han så ud, det var mere fordi, at det var blevet en morgenrutine for ham. Hans hår var tjavset og havde et rødorange skær over sig, som stod i perfekt kontakt til den lyse hud, der ikke havde set solen i et kort stykke tid. Han rettet blikket mod hans spejlbilledes ansigt og mødte hans egne øjne, der var store og blå. Han mindede slet ikke om hans andre brødre, som alle sammen havde lyst hår og grøn gulige øjne. Når han stod side om side med dem, var det ikke til at sige, at han var i familie med dem. Hans mor beroligede ham altid med, at han havde arvet sine øjne fra hans far, som eftersignede, skulle være en stor betydningsfuld mand. Men Karu havde aldrig mødt ham. Faktisk havde ingen i søskendeflokken mødt deres rigtige fædre. Så det argument, var ikke det bedste i Karus øjne.

”Karu, du skal til at i gang, hvis du skal nå bussen,” lød en stemme ude fra gange, og Karu himle med øjnene og rakte tunge efter den lukkede dør. Stemmen tilhørte hans bror Heru. Den næsten ældste af familiens børn. Han var altid den, der vækkede de andre og sørgede for morgenmad, når deres mor ikke var væk på grund af hendes arbejde.

”Jeg gider ikke nå bussen!” råbte han tilbage, og se ned på den store pakkede sportstaske, der lå klar til ham på gulvet, ”jeg gider ikke af sted! Lad mig blive hjemme!”

   Der lød en høj sukken fra den anden side af døren, da dette var et emne, som heftigt var blevet debatteret de sidste par dage.

”Du skal. Tænk hvad mor ville sige, hvis hun vidste, at du gav os sådan et bøvl,” kom det fra den ældre bror, der stadig stod ude på gangen. Karu kunne ligefrem se, hvordan han stod med hænderne i siden og trippede utålmodigt med højre fod imens han nedstirrede døren.

”Men mor er her ikke!” svarede Karu barnligt igen og krydsede demonstrativt armene, selvom han vidste at, Heru ikke kunne se det. Det føltes bare godt at gøre det. Det var som om at den lille gestus på en eller anden måde, førte ham et skridt tættere på at vinde argumentet.

”Og derfor er det mig, der bestemmer,” lød en ny og mere autoritær stemme, og Karu blev pludselig meget glad for, at han havde læst døren. Den sidste han havde lyst til at møde i en afgørende diskussion, var den ældste i søskendeflokken. Han storebror Keru. Han havde en medfødt evne, til at få folk til at gøre, som han sagde. Han var den fødte leder. Hvilket Karu til tider hadede ham for.

”Karu, kom ud derfra. Tag din taske med, og så er det af sted.” Det var alt, han behøvede at sige. Keru vidste det. Karu vidste det. Så der var ikke mere at gøre. Autoriteten havde sejret… igen.

Utilfreds hankede Karu op i den alt for tunge taske, der i den næste uge skulle følge ham ind i et helvede, som var fyldt med forbandede norske træer, forbandede norske hytter og intet internet. Tung om hjertet kiggede Karu hen på sit skrivebord, hvor en Dell computer havde sin faste plads. Han fik næsten en klump i halsen ved tanken om, ikke at kunne bruge sin baby i den næste uge. Hvordan overlevede man overhovedet uden en computer? Hvad nu hvis man ikke kendte svaret på et spørgsmål? Hvis man ikke kunne finde vej? Hvis man begyndte at kede sig? Hvad gjorde man så? Desuden så var Karu jo slet ikke et natur menneske. Han ville hellere læse om den end selv at opleve den. Desuden så kunne han jo læse om steder, som han aldrig nogensinde ville kunne komme til at besøge. Han ville endda kunne finde et spil, der kunne simulere hvordan det ville være, for eksempel at være ude i Amazonas jungle. Og hvem behøvede mere end det?

”Karu, det er nu. Ellers springer du morgenmaden over.”

 

I køkkenet sad Keru allerede på sin plads for bordenden med sit toastbrød og sin sædvanlige kopkaffe. Ligesom hans stemme, udstrålede hans fremtoning også respekt og lederskab. Han grønne øjne var faste og beslutsomme og hans krop var muskuløs. Kort sagt, var han en mand. Henne ved komfuret stod Heru, der var som Kerus modsætning. Han havde langt lyst hår, der næsten grænsede over til en hvid nuance, og hans krop havde træk af kvindelige former. Derfor var det også helt naturligt for familie, at det var ham, der overtog morens pligter, når hun var ude.

En trykket stemning lagde sig over køkkenet, da den mindre bror smed tasken fra sig på gulvet og modvilligt satte sig ved bordet, hvor han gaflede sig et stykke toast, som han straks begyndte at fortære. Den første der turde vove at stikke en kniv ind i den tunge stemning, i et forsøg på at punktere den, var selvfølgelig Heru, med sin evige positive indstilling.

”Det skal nu nok blive sjovt Karu, bare vent og se,” beroligede Heru ham henne fra hans plads ved komfuret, hvor han var ved at klargøre Karus madpakke til turen, ”Norge er rigtig flot på denne årstid, og skolen har sørget for, at I kan melde jer til en masse aktiviteter,” forsatte han sit sidste forsøg på at sælge turen til den utilfredse teenager, der blot tog endnu et toastbrød og forblev helt tavs. Karu vidste godt, at han havde tabt. Men derfor betød det jo ikke, at han skulle tage det pænt.

Keru blev færdig med sin morgenmad og gav drengen overfor ham et afvejende blik.

”Når du er færdig, skal jeg nok køre dig hen til skolen,” sagde han og stak lillebroren et smil, ”og så må du have en god tur”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...