Huldra

Den unge dreng Karu ikke ligefrem det, som man kalder et natur menneske. Han vil helst sidde indenfor med sin computer i skødet og tv'et kørende i baggrunden. Ikke desto mindre bliver han tvunget med på lejertur i Norge, hvor han skal tilbringe en uge i en lille hyttet ude i skoven. Underlige ting begynder at ske, og da en hvid hest bliver ved med at dukke op om aftnen foran hans vindue, indser han, at der er noget ved den skov, eller rettere noget i den skov, som han bliver nødt til at undersøge. Han opdager snart, at der er venter ham en helt ny verden under løvtræernes kroner.

16Likes
30Kommentarer
1803Visninger
AA

4. Djævle Danserne

 

Den efterfølgende morgen kunne Karu stadig ikke glemme, det han havde set den forgående nat. Havde det bare været et resultat af træthed blandet med Stians ustoppelige talestrøm, eller var det virkelig sket? Han kunne ikke sige det med sikkerhed. Det var sikkert noget i naturens luft, som han ikke kunne tåle, og derfor udviklede hallucinationer, når han var for træt. Det var ikke sket, hvis han havde fået lov til at blive hjemme i sikre og vante omgivelser.

  Han vendte sig i det ubehagelige sæde og kom ansigt til ansigt med Stina, der tydeligvis lige var vågnet. Hendes hår var en stor ulden klump, der var placeret på toppen af hendes hoved. Hendes øjne var delvist skeløjede og ufokuserede. Hun kløede sig træt i håret, hvilket blot gjorde det endnu mere ustyrligt, og formåede endelig at se nogenlunde klart. Hun smilede stort, da hun fik fokuseret ordenligt på Karu.

”Du ligner en, der har set et spøgelse,” kom det søvndrukkent fra hende. Hun smaskede kort, og skar en grimasse, der tydeligt fortalte, at hun ikke havde børstet tænder inden hun kig i seng.

”Jeg ville nu ikke gå så langt, at kalde dig et spøgelse… men nu hvor du selv nævner det,” svarede han og stak hende et provokerende smil, der resulterede i en lammer på skulderen.

  Ikke ret lang tid efter ankom de til stedet og flokken af unge, der efterhånden havde opbygget store mængder af ubrugt energi, som de skulle have brændt af, væltede alle ud af bussen. Karu trippede langsomt ned af bussens trappetrin og kiggede skeptisk på de nye omgivelser, i modsætning til Stina der overvældende gjorde store øjne. Campingpladsen var placeret i bunden af en dal omringet af store bjerge, med skove op og ned af siderne. I midten af dalen var der en gigantisk bjergsø, så blå at det gjorde det næsten gjorde ondt at stirre på den i længere tid. Fra skovene løb der små vandløb ned og blandede sig med søens klare vand. Her lugtede underligt. Luften var al for let og for frisk, og den havde en duft af jord, mos og skov over sig. Det kildede i næsen, og gav ham en følelse af, at han skulle nyse hele tiden.

”Ja! Der er kanoer! Det bliver for fedt,” udbrød Stina højt og pegede med voldsomme bevægelser hen mod søens kant, hvor der var en lille bro, men otte kanoer tøjret til den. Karu løftede det ene øjenbryn, da han fik øje på de små træstykker, der var skåret ud så man kunne sidde i dem.

”Vi skal herre meget sejle om kap i dem,” udfordrede Stina, og fik straks opbakning fra nogle af de andre drenge, der tydeligvis også var med på ideen. Karu smilede bare, og lavede en mental note til sig selv om, at hvis det blev til et kapløb, skulle han, for sin egen sikkerheds skyld, sørge for at være i sammen båd som Stina. Alt andet ville sikkert ende med en pagaj i hovedet.

   Hele den dag blev brugt på at eleverne fik en rundvisning i området og blev inddelt i fem forskellige hytter, og fik pakket deres ting ud. Karu var kommet i en hytte, hvor han ikke snakkede med størstedelen af de andre beboere, men til hans held var Stina placeret i en pigehytte lige ved siden af deres. Og hvis han kendte den blonde viking ret, ville hun meget hurtigt pakke hendes ting sammen igen, og flytte ind på deres sofa. Og ganske rigtig, da det var ved at nærme sig aftentid stod Stina i døren med sin gigantiske taske slæbende bag sig.

”Må jeg sove her?” hun havde ikke behøvet at spørge to gange. De lukkede hende straks ind, og tildelte hende sofaen, på den ene betingelse, at hun ikke ville rode så galt, så de ikke kunne være i den lille hytte.

”Jeg roder da aldrig,” forsøgte hun at overbevise drengene om, i det hun smed tasken ned på gulvet og slængede sig i sofaen. Resten tog plads enten i sofaen eller på nogle af stolene, som ellers var beregnet til spisebordsstole. Der gik ikke mange øjeblikke førend det lille sofa bord var dænget med åbnede chipposer og diverse hjemmebag, som bekymrede mødre havde givet dem med til turen.

”Jeg håber vi skal på elgjagt i morgen,” kom det sleskt fra Søren. En lidt popsmart dreng, der altid havde en kommentar til alting.

”E-elgjagt?” pippede en mindre dreng henne fra sofaen. Det var Lucas. En noget tilbageholdt og nervøs elev. Karu havde aldrig rigtigt snakket med drengen, men Stina sagde altid, at han var en fin fyr.

”Ja, Lucas, prøv lige at forestille dig det. Du står i skoven. Du ser dyret. Du hæver dit gevær” begyndte Morten skadefro og lod som om han holdt et gevær, ”ra bang!” Lucas blev helt bleg ved den kommentar, og Karu kunne ikke undgå at føle med ham. Hvem havde lyst til at skyde et dyr?

”Rolig nu Lucas,” beroligede Stina. Ud af øjenkrogen gav hun Morten et harmefuldt blik, da han udmærket godt vidste, at Lucas var lidt sart i det, hvad dyrevelfærd angik, ”hvor sejt det end kunne være at lege ’B.S. Stina og drengene’, tror jeg ikke vi får lov til at skyde et dyr,” hun tog en ordentlig håndfuld chips fra bordet, proppede dem i munden og fortsatte så med munden fuld, ”og hvis det endelig var, skulle jeg dælme ikke stå foran nogle af tøserne.” Ved det grinede alle højt, for det var et velkendt faktum, at ingen af pigerne, dette inkluderede selvfølgelig ikke Stina, kunne sigte, om det så galt deres liv. Hvilket de flere gange havde bevist i idrætstimerne.

Resten af aften blev der hygget med slik, diverse kortspil og rolig snakken. Da klokken efterhånden nærmede sig midnatstid, besluttede hytteboerne sig for, at det nok ville være en god ide, at smutte i seng, da der ventede dem en lang dag i morgen. Stina belejrede sofaen og drengene fordelte sig i de to køjesenge. Karu havde frivilligt meldt sig til at tage en underkøje, da han var yderst overbevist om, at han ville falde ud af den øverste i løbet af natten. Karu trak dynen godt op omkring sig, da nattekulden lige så stille var ved at finde vej ind i hytten. Det havde været en trættende dag, og søvnen overtog ham hurtigt.

 

Det var helt mørkt næste gang Karu åbnede sine øjne. Alle i den lille hytte var faldet i søvn, og det eneste man kunne høre, var en lav snorken, som kom fra de sovende skikkelser. Med langsomme bevægelser, der var usikre på grund af den omtågede hjerne, satte drengen sig op i køjesengen, og kiggede træt rundt i rummet. Alt var mørkt. Men ikke så mørkt, så man intet kunne se. For ude på nattehimlen lyste fuldmånen klart og kraftigt. Dens stråler banede sig vej ind igennem husets vindue og kastede sit blege lys over Karus skikkelse. Han gned sig søvnigt i øjnene, og forsøgte at få sin hjerne til at fungere optimalt. Pludselig gik det op for ham, hvad det var, der havde vækket ham. En sagte musik bevægede sig smidigt og yndefuldt igennem den kølige natteluft, og fortryllede de vågne væsner med dens blide toner og forsigtige kærtegn. Han blinkede et par gange for at være sikker på, at han ikke stadig sov. Han lod sit blink falde på den blanke rude, som fungerede som en mur mellem ham og den vilde natur. Næsten forblændet af musikken steg drengen ud af sengen, og gik lydløs hen mod døren, og så ud i natten.

  Udenfor var vinden kold og græsset fugtigt. Et sted i det fjerne kunne han høre, en ugle tude et par gange, hvorefter en anden fugl svarede på tiltalen. Han fortsatte hen over græsplænen indtil han kom til skovbrynet. Han stoppede op med en underlig ambivalent følelse inden i sig. På den ene side havde han slet ikke lyst til at gå ind i skoven. Hvem kunne vide, hvad der ventede ham derinde? På den anden side, var det netop den uvished og mystik der dragede ham imod skovens tusmørke. Med tøvende skridt søgte han ind i mørket, og det var der, han så det. Lidt længere fremme inde imellem træstammer glødede en blålig lyskilde behageligt. Han kunne ikke se hvad det var, kun at lyset dansede op mod træstammer og bevægede sig med en hypnotiserende ynde i takt til musikken, der nu var blevet højere og mere livlig. Langsomt gik han tættere på lyskilden, og opdagede at det stammede fra menneskelignede kvindekroppe, der alle glødede med et behageligt lys, imens de dansede rundt i en stor cirkel. Kvinderne eller pigerne, som Karu nok nærmere ville kalde dem, nu hvor han var kommet helt tæt på, havde helt lys skinnede hud og hår, som havde sammen overflade som månen på en skyfri nat. Deres kroppe havde de indsvøbt i en hvide silke kjoler, der løst omfavnede deres kroppe. De var skønne, og de havde tydeligvis set ham. Store runde oplysende øjne, der passede til deres hår, var alle vendt imod ham, og alle væsnerne smilede et forførende smil. En af pigerne kom stille gående hen til ham, men hofter der stadig gyngede i takt til musikken. Hun holdt sin hånd med lange elegante fingre frem mod ham, og lavede et hovedkast hen mod de andre dansende figurer. Usikkert lagde Karu sin skælvende hånd i hendes. Han kunne ikke undgå at lade et gisp undslippe hans læber, da hans varme hud kom i kontakt med hendes kolde. Følelsen mindede ham om marmor. Hvidt, koldt marmor. Hun strammede sit greb om hans hånd, og hev ham med ind i den dansede cirkel. Det var som om hans ben havde udviklet deres eget sind, og de førte ham af sted i et hjertehamrende tempo. Pigerne sprang omkring ham i takt med musikken, der blev hurtigere og hurtigere. Først holdt han den ene i hånden, så den anden, inden han snurrede rundt sammen med den tredje. Til sidst kunne Karu ikke længere skelne den ene pigehånd fra den anden, han lod bare dem føre, hvilket de gjorde i stor stil. Rundt og rundt i cirklen. Hurtigere og hurtigere. Karu kunne mærke, hvordan hans hjerte arbejde på højtryk for at følge med. Det føltes som om, det kunne sprænge hans brystkasse hvert øjeblik, det skulle være. Hans åndedræt kom i små stød, det begyndte at flimre for hans øjne, og han kunne snart ikke mere. Sved piblede fra hans pande og ned i hans øjne, som begyndte at svi. Udmattet forsøgte han at standse, men pigerne hev ham videre, imens de grinede på en venelig, men dog omklamrende måde. Han kunne snart ikke mere. Hans syn blev langsomt mere og mere tåget, og han havde svært ved at trække vejret. Udmattelsen var ved at overvinde ham. Hans ben gav efter, men pigerne hev ham videre og videre og videre. Hans krop ville snart give op.

Et sted i det fjerne kunne han høre noget, der ikke var den munter, hurtige musik. Det var en vrinsken. Fra en hest. Med øjne, der rendte i vand, så han op, og inde mellem træerne kunne kan skimte det store hvide dyr komme løbende frem mod ham. Pigerne stoppede deres dødsdans og så alle forskrækket op. Et hårrejsende hvin, der fik blodet i den unge drengs vener til at stive, skød igennem natten, da hesten galoperede ind i midten af pigernes efterhånden opløste cirkel. Pigen, der havde fat i Karu gav pludselig slip i ham og flygtede ind mellem træerne sammen med de andre piger. Nu da støtten var forsvundet fra Karus side, kunne han ikke længere holde sig oprejst. Hans ben gav efter under ham og han faldt på knæ. Hans omtågede blik fæstnede sig på hesten, som han straks fra den lille å. En ny skikkelse dukkede op bag hesten og gik hen imod ham. Karu gjorde store øjne, da han så de smaragd grønne øjne, som han efterhånd var støt på en del gang. Øjnene tilhøret en ung kvinde. Hendes hår var ildrødt og krøllet. Store lokker af det slængede sig ned over hendes skuldre og dækkede hendes nøgne bryster. Hendes hofter var fyldige, på en charmerende fantastik måde, som Karu havde tvivlet på var muligt, eftersom han hele hans liv havde fået sin opfattelse af skønhed fra fotoshoppede bikini modeller i ungdoms blade. Om hofterne hang et grønt klæde, der så ud til at være lavet af sammenfiltret græs. Klædet dækkede hendes mest private område, hvilket Karu var meget taknemlig for. For alene tanken om det nøgne bryst, havde fået en rød farve til at kysse hans kinder. Hans blink gled ned af hendes blege ben og ramte noget, som drengen ikke havde forventet. En busket rævehale, der passede ind i samme farveskema, som hendes hår. Den unge kvinde hvæsede lavt, da hun kunne føle blikket på halen. Karu mødte hurtigt hendes blik, og sagde, det første hans iltmanglende hjerne kunne fremmønstre.

”Du er godt nok smuk.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...