Bai

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2012
  • Opdateret: 10 jun. 2012
  • Status: Færdig
Historien udspiller sig omkring 1700 tallet i USA (Det Vilde Vesten). Det forgår hovedsagligt i de to fiktive byer: Haven og Lil'Town.
Abigail(Abby) er den yngste af tre piger. De to ældre søskende Diana og Elizabeth er meget interesseret i at finde sig en ægtemand. Abigail, der altid har været deres fars yndling, er mere interesseret i livet og gøre, hvad der passer hende. Dette gør, at hendes mor er meget streng overfor hende, mens hendes far(John) opmuntrer hende.
Da hun får en hest: Bai, til sin 18 årige fødselsdag, er moren(Louisa) ved at gå ud af sit gode skind, for nu vil Abigail deltage i væddeløbene. Problemet er bare, at løbene kun er for mænd. Så hvad gør Abigail for at deltage og undgå sin mors vrede? Hun klæder sig ud som en mand, men vil det nu også virke?

28Likes
90Kommentarer
3817Visninger
AA

9. Uventet møde

De har passeret Sandon og er nu på vej mod Paxton. Hun klapper lommen med den lille sølvmønt, der er hendes bevis for at hun har været i byen. Hende og Bai havde reddet i tre dage før de kom til byen, hvor hun fandt ud af, at hun lå på en otteogtyvende plads. Der var ingen begejstrede tilskuer ved hendes ankomst, men ved dem der kom efter hende lød der råb og skud. Et eller andet sted føler hun sig skuffet, men ryster det af sig. 

Nu har hun reddet i fem dage og kan mærke, hvordan solen brænder hendes hud. Den lysebrune skjorte er luftig og gør varmen lidt mindre genrende. Hun tjekker sin vandbeholdning og lader kun små slurke glide ned gennem halsen. De gange hun går ved siden af Bai for at lette vægten, kan hun mærke den stenede grund gennem sine læderstøvler. Flere steder er jorden sprækket og fuldstændig udtørret for vand. 

Abigail sørger hele tiden for, at Bai får væske og nogle af de rødder med lidt vand i, som samtidig mætter og giver styrke. De er endt nede i en kæmpe dal, der har en form som en stegepande. Bortset fra, at der hvor håndtaget sidder er der en udmunding, der fører ud til byen Paxton. Bredden på dalen er enorm, hvortil mange undrer sig over navnet Ørkendalen, men der er ikke rigtig nogen der har gidet at ændre det.

Heldigvis er der også klippeformationer, så der er lidt læ om natten. Det gør det dog mere besværligt, når de skal forcere dalen. Flere gange må Abigail hoppe af Bai og trække hende gennem terrænet, så de undgår de skarpe kanter. Abigail skygger med hånden og ser mod det sted, hvor mundingen burde være, men hun kan stadigvæk ikke se den. Hun sukker dybt og fugter sine sprækkede læber med tungen. Solen er også ved at gå ned, så hun trække Bai hen til en klippeformation, hvor de kan overnatte. 

Et udtørret lille træ er skudt op gennem den sprækkede jord. Hvordan det kan lade sig gøre, må forblive en gåde. Abigail binder tøjlen til træet, hvorefter hun krænger rygsækken af og strækker armene op mod himlen. Det giver et lille knæk et sted omme i rygsøjlen, så et lille suk bliver stødt mellem hendes læber. Selvom varmen er ulidelig, bliver hun nødt til at tænde et bål, så hun kan lave sin te og koge nogle af rødderne. Der er ikke rigtig nogle grene i nærheden ud over træet, men hun vil ikke til at knække grenene af, så hun går rundt om klippen for at afsøge området. 

Efter lidt tid har hun indsamlet nogle få grene - nok til et lille bål. Mens hun stiller det op, hører hun hoveslag et sted bag sig. Det er første gang i løbet af de fem dage, at hun møder andre ryttere, så hun løfter overrasket hovedet ved lyden og ser to skygger, der kommere nærmere. Rytterne har kurs mod hende, men hun gør ikke noget for at byde dem velkommen. De kommer tættere på, så hun kan se at de begge rider på rød og hvid brogede heste og er iført mørkt tøj. 

De hiver begge i tøjlerne, så hestene stejler og vrinsker. Selv fra denne afstand kan Abigail se, at hestene er blevet redet hårdt til og slet ikke taget hensyn til. Mændene lander begge to på jorden med et tungt bump, som hun tydeligt kan mærke gennem jorden. Hun lægger hovedet lidt på skrå og undrer sig over, hvor hun har set de to før. Den ene er glatbarberet, mens den anden har et fuldskæg sort som natten. Men hun behøver ikke at granske deres udseende for at være sikker på, at de to mænd er brødre.

Den glatbarberede nikker til Abigail og sender hende et smil, der afslører en række af gule og ikke særlig velplejet tænder.

"Man møder ikke særlig mange herude, så du har vel ikke noget imod, at vi slår lejr her sammen med dig? Jeg er ved at være træt af at høre kun på min bror."

Den anden skuler til den glatbarberede, som bare griner.

"Gnavpotten der er Denis og jeg er Rhett og som du nok kan regne ud, er vi brødre."

Selvom hans stemme er venlig og hans kropsholdning afslappet, så virker det som om, der er en eller anden form for skjult atmosfære omkring de to brødre. Abigail har en dårlig fornemmelse, men hun kan ikke rigtig sige nej, så hun nikker og slår ud med hånden. 

Rhett griner og trækker sin hest med hen til Abigails lille lejr. Denis følger stille med. 

Først er der stilhed mellem de tre, så Abigail rejser sig med en pludselig bevægelse, der får både Rhett og Denis til at gribe ud efter deres revolver. Hun stirrer forskrækket på dem.

"Undskyld, men jeg vil bare se, om jeg kan finde noget mere træ, så bålet ikke går ud."

Rhett fjerne hånden fra revolveren og griner sagte. Denis stirrer bare på hende på en mærkelig nærmest uhyggelig måde. En kuldegysning gennemryster hendes krop, mens hun vender ryggen til de to mænd og prøver at lede efter mere træ. 

 

Da hun kommer tilbage er solen næsten gået ned. Hun ser sig forvirret om i den lille lejr, men hun kan ikke se Rhett eller Denis. Deres heste er der stadigvæk, og deres opbakning ligger stadigvæk ved bålet. Hun skal til at kalde, da noget blankt og koldt bliver presset mod hendes hals. Grenene i hendes arme falder til jorden idet hun griber ud efter hånden. Rhett drejer hende rundt og skubber hende ned på jorden, så hun skraber sine hænder i faldet. 

Rhett stiller sig foran hende med et bredt og sindssygt smil. Kniven i hans hånd er lang og glimter i solens sidste stråler. Bagved ham står Denis lænet op af en klippe. Hans kolde øjne stirrer på hende. Overvældet af frygt begynder hun at sparke ud med benene og kravle bagud. Rhett følger afslappet efter hende og ser ud til at nyde hvert et øjeblik. Pludselig ramler hun mod noget hårdt, og hun indser, at en klippe er i vejen for hendes flugt. 

"Vi har længe holdt øje med dig. Ventet på en mulighed, hvor du er selv, så ingen kan forstyrre..."

Hendes hjerte pumper blodet rundt med en sådan fart, at hun et øjeblik kun kan høre den dumpe lyd for sine ører. Rhett kommer nærmere. Desperat kaster hun en håndfuld sand mod ham og kommer op at stå. Hun fløjter på Bai, men hesten er bundet fast til træet - og det er ikke med den sædvanlige løse knude, men noget der ser langt mere avanceret ud. Noget hårdt rammer hende i hovedet, så hun falder til jorden.

"Vi har bundet din hest, så den ikke pludselig kommer løbende. Men bare rolig, når vi er færdige med dig, så er det dens tur." 

Han griner iskoldt og presser et knæ ned i ryggen på hende, mens hans hånd trykker hendes ansigt mod den sandede og varme jord. Hele hans vægt gør, at hun næsten ikke kan få vejret. Hun er klar over, at Rhett er lang større og stærkere end hende, så hendes eneste chance er revolveren i hylsteret. Rhett bliver ved med at tale, men hun hører ham ikke. I stedet griber hun fat om kolben og trækker den langsomt fri. Heldigvis har hun ladt den.

Rhett løfter knæet et øjeblik og vender hende brutalt om. Skudet går af i samme sekund hun vender ansigt til ansigt med ham. Hun rammer ham i brystet. Overrasket over revolveren stirrer han på hende, men vender så blikket mod den mørkere plet, der er ved at dække hele hans torso. Med et lille gisp vælter han til siden. Denis løber hen til sin bror, mens hun kæmper sig op at stå. Hun skal til at gå hen mod Bai, men Denis ser i det samme på hende med et morderisk glimt i øjet.

Med revolveren i hånden løber hun i den modsatte retning af Denis, men han er som sagt både stærkere og større end hende. Nok er hun lille og har måske lettere ved at løbe, men hun er ikke særlig hurtig. Derfor skriger hun, da han løber ind i hende med hele sin vægt og lander oven på hende, så hun ikke kan bevæge sig. Han løfter sig op, så der er en armsbredde imellem dem. Hun bøjer knæet og rammer ham hårdt i skridtet, så han får tårer i øjnene. Da han bukker sig ned, prøver hun at kravle væk fra ham. 

Han griber fat i hendes skjorte og hun hører, hvordan det tynde stof revner hele vejen fra kraven og ned. Men lige nu er det ikke tøjet, der er vigtigst. Hun vrider sig ud af skjorten, så hun kun er iført brystbindet. Denis griber fat i hendes ben og trækker hende tilbage. Desperat presser hun fingrene ned i jorden, men hun kan ikke hamle op med hans styrke. I et ryk vender han hende om, så hun ligger blottet under ham. 

Et vantro blik glider over hans ansigt, da han ser brystbindet og den tydelige kavalergang mellem de sammenpressede bryster. Et øjeblik mister han helt fokus, så han blinker flere gange med øjnene. Abigail begynder at græde, da hans ansigt flækkes i et skræmmende grin.

"En kvinde..."

Der lyder et højt brag som fra et skud, der er skudt fra lang afstand. Denis bøjer hovedet bagover og vender det hvide ud af øjnene. Hans krop laver en spasmebevægelse, hvorefter hele hans dødvægt lander oven på hende, så hun ikke kan komme fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...