Bai

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2012
  • Opdateret: 10 jun. 2012
  • Status: Færdig
Historien udspiller sig omkring 1700 tallet i USA (Det Vilde Vesten). Det forgår hovedsagligt i de to fiktive byer: Haven og Lil'Town.
Abigail(Abby) er den yngste af tre piger. De to ældre søskende Diana og Elizabeth er meget interesseret i at finde sig en ægtemand. Abigail, der altid har været deres fars yndling, er mere interesseret i livet og gøre, hvad der passer hende. Dette gør, at hendes mor er meget streng overfor hende, mens hendes far(John) opmuntrer hende.
Da hun får en hest: Bai, til sin 18 årige fødselsdag, er moren(Louisa) ved at gå ud af sit gode skind, for nu vil Abigail deltage i væddeløbene. Problemet er bare, at løbene kun er for mænd. Så hvad gør Abigail for at deltage og undgå sin mors vrede? Hun klæder sig ud som en mand, men vil det nu også virke?

28Likes
90Kommentarer
3741Visninger
AA

11. Partnerskab

"Så du siger, at hvis vi slår os sammen, så har vi en større chance for at vinde? Og ligemeget hvem af os der vinder - hvis en af os vinder - så vil vi dele 50/50?"

De har redet et stykke tid nu, men har fundet skygge mellem nogle klipper ved middagstid. Nu hvor James rider i bare arme, skal de hele tiden sørge for, at han ikke bliver solbrændt af den skoldende sol. Abigail har most nogle af urterne, som hun derefter smører på hans røde overarme. Han sukker højlydt af lettelse, da den kølende effekt fra urterne virker med det samme. Hun kan ikke lade være med at smile smørret og nyde, hvordan hans hud føles mod hendes hænder. Varm, men alligevel dejlig.

Hun har taget parykken på igen, selvom det faktisk var rart at have håret hængende frit. Men hvis de møder andre ryttere, er det bedst, at hun har parykken på. James bliver ved med at se på hende med sådan et underligt blik, hun ikke rigtig kan placere. Men han overraskede hende, da han spurgte om de skulle blive partnere.

"Ja, på den måde kan vi også hjælpe hinanden og... Ehm... Vi kan beskytte hinanden."

Hun er godt klar over, at hun ikke rigtig kan beskytte ham og at han egentlig mener, at så kan han beskytte hende. Et sted inderst inde, hvisker hendes gamle tanker om mænd, at hun skal sige nej, for hun vil jo være en fri kvinde. Men de nye følelser der er dukket op, mens hun har været sammen med James, er de højeste stemmer inde i hendes hoved, og hun kan ikke lade være med at lytte til dem.

"Det lyder meget fornuftigt. Desuden har du brug for mig, så du ikke bliver alt for solbrændt, og jeg tvivler på, at du spiser nok. Og jeg vil have dårlig samvittighed, nu hvor jeg har lånt din skjorte."

Han klukker på sin karakteristiske måde.

"Det har du ret i. Men når vi når frem til Paxton, så kan jeg anskaffe mig en ny skjorte."

Hun nikker samtykkende og smører det sidste lag af urterne ud.

 

Efter adskillige timers ridt er de endelig kommet tæt nok på udmundingen, så de kan se byen. Det er en hel befrielse, da de rider ind i byen og modtager krus fyldt med vand fra de mange tilskuer. Flere af dem fortæller, at ikke mange har overlevet turen over Ødemarken, og at der går rygter om, at turen gennem Rødstensslugten har sørget for, at flere af rytterne har mistet livet. Få af deltagerne er også sprunget fra, efter de er ankommet til Paxton.

Byens smed ordner Bai og Harvey's sko, imens nogle af byens staldknægte strigler og tjekker hestene for skræmmer og sår. Samtidig går Abigail og James ind i den nærmeste kro og får udleveret deres sølvmønter. Der bliver skålet for dem begge, og de får at vide, at de nu er på forholdsvis plads nummer atten og nitten. Inden de forlader byen køber de proviant, og James anskaffer sig en ny skjorte. 

 

Selvom Rødstensslugten er en lang slugt med røde bjergsider, der når så langt op mod himlen, at solens stråler ikke rigtig kan varme jorden. Eftersom solens stråler ikke kan ramme jorden, vokser der ingen planter, så Bai og Harvey må leve af rødder og andet fodder, som Abigail og James har købt i Paxton. Skyggen er en befrielse, selvom alt de rører ved bliver farvet af de røde sten. Deres støvler er blevet helt støvet af den røde farve, og man kan se, hvordan den røde farve sætter sig i håret.

På et tidspunkt er slugten så smal, at de må hoppe af hestene og trække hestene gennem den smalle passage. Da passagen bliver bredere igen er de begge inklusiv hestene dækket af den røde farve. Lige meget om de prøver at tørre det væk fra ansigtet, så kommer der bare noget nyt, eller også så tværer de det bare ud. Abigail løfter ærmet op til ansigtet og prøver at gnide støvet af ansigtet, men det fremkalder kun et latterudbrud fra James, der er rød fra top til tå. Hun indser det latterlige i det, og lader støv være støv.

 

Mørket er nogle gange så dybt, at de ikke kan se noget som helst og må stoppe op for at orientere sig. Heldigvis har slugten ingen forgreninger. De har ikke rigtig nogen form for tidsfornemmelse, så de er ikke sikker på, hvor mange dage de har redet denne ensformige vej.

James gnider sig i øjnene, og Abigail sukker flere gange. De har ikke rigtig ført nogle samtaler disse dage. Kun nødvendigheder som: "Lad os holde pause.", "Jeg skal lade vandet.", "Vi må snart være ved enden." og "Vand."  Et eller andet sted er det rart med stilheden, men de begynder begge at savne de vante omgivelser og lyden af den omgivende natur. Her i slugten er de afskåret fra verden, og det er kun de lyde, de selv laver, der kan høres.

James rider forrest, så da han kommer med et overrasket udbrud, ser Abigail forrundret op. Foran hende er der ikke det tyngende mørke, men et lys for enden. Hun kan se James, der vender ansigtet mod hende, og med et grin sætter i trav hen mod lyset. Abigail følger efter. Hurtigere og hurtigere kommer lyset nærmere. Hun kan ikke vente med at mærke vinden mod ansigtet.

Før hun ved af det, er hun reddet ud af Rødstensslugten og lige ind i en oase. Græsset vokser spredt omkring i sandet for til sidst at blive til et tæppe omgivet af skyggende træer. Hun indrømmer at det måske ikke helt er en oase, men det kunne godt minder derom. Der er stadigvæk sand mellem græsset, og ørkensolen skinner. James springer bogstaveligt af Harvey og styrter mod den lille sø, der er omringet af træer. Hun behøver ikke engang at klikke med tungen, Bai er allerede på vej mod vandet. 

Hun kravler lettet ned fra Bai og løber ud i vandet til James, der har nået midten af søen. Han har allerede været under vandet, så det røde støv drypper af ham. Hun skal til at sige noget, da han pludselig plasker vand i hovedet på hende. Overrasket plasker hun vand tilbage. Selvom hun er mindre og vandet går hende til lige under brystet, så kan hun stadigvæk sprøjte så meget vand mod James, at han rækker hånden i vejret for overgivelse. 

For at fjerne alt støvet dykker hun under og gnider støvet af ansigtet. James gør det samme. Parykken bliver alt for tung, så hun tager den af og kaster den ind mod breden, hvor Bai og Harvey står. Hun læner hovedet tilbage og nyder, hvordan hovedet føles lettere. Da er det, at James dykker under og griber hende om livet, hvorefter han løfter hende højt over vandoverfladen. Hun kan ikke lade være med at skrige og grine på samme tid. 

Hun prøver at vriste sig fri, men James mister overbalance, så han vælter bagover, hvilket vil sige, at Abigail ryger under vandet med hovedet først. De kommer begge spruttende op til overfladen med store grin klistret over hele ansigtet. Da er det, at det sker. James griber ud efter hende og trækker hendes ansigt helt hen til sidst. Hun når ikke at reagere før hans læber presses mod hendes. Fuldstændig lammet mærker hun ham trække hende tættere på, og langsomt begynder hun at svare hans kys. Forsigtig lægger hun hænderne på hans brystkasse lige over hans hjerte. Begge hans hænder er gledet ned til hendes hofter, hvor han presser hende længere ind til sig. 

Han trækker langsomt hovedet lidt væk fra hendes, uden at hun rigtig lægger mærke til det. Det er først, da hun åbner øjnene og ser ind i hans, at det går op for hende, at hun står med hovedet stukket lidt frem og munden lidt åben og hævet. Hans hoved er bøjet ned mod hendes, så hans mørke hår glider ind over hans pande og dermed henlægger hans øjne i skygge. Men hun kan tydeligt se glimtet, der stråler ud fra dem. Hans mundviger sitrer, da han ser det samme udtryk i hendes øjne. Han læner sig ned mod hende igen og lukker mellemrummet mellem deres læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...