Bai

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2012
  • Opdateret: 10 jun. 2012
  • Status: Færdig
Historien udspiller sig omkring 1700 tallet i USA (Det Vilde Vesten). Det forgår hovedsagligt i de to fiktive byer: Haven og Lil'Town.
Abigail(Abby) er den yngste af tre piger. De to ældre søskende Diana og Elizabeth er meget interesseret i at finde sig en ægtemand. Abigail, der altid har været deres fars yndling, er mere interesseret i livet og gøre, hvad der passer hende. Dette gør, at hendes mor er meget streng overfor hende, mens hendes far(John) opmuntrer hende.
Da hun får en hest: Bai, til sin 18 årige fødselsdag, er moren(Louisa) ved at gå ud af sit gode skind, for nu vil Abigail deltage i væddeløbene. Problemet er bare, at løbene kun er for mænd. Så hvad gør Abigail for at deltage og undgå sin mors vrede? Hun klæder sig ud som en mand, men vil det nu også virke?

28Likes
90Kommentarer
3797Visninger
AA

10. Opdaget

Hendes hænder prøver at skubbe dødvægten væk, men adrenalinen er fuldstændig sluppet op, så hendes ihærdige forsøg falder tungt til jorden. Denis' krop er så stor i forhold til hendes, at der hvor hendes hoved er, er hans brystkasse der tynger hendes hoved, så hun kun lige kan skimte de røde farver, som pryder himlen. 

Selvom Denis krop skygger for solen, mærker hun tydeligt svedperlerne der dannes over hele hendes krop og især omkring brystbindet. En rædselsslagen tanke slår ned i hende. Den person, der har skudt Denis, er måske på vej herhen og denne person vil opdage hendes hemmelighed. Hun kan umuligt skjule den. 

Der lyder hoveslag og hun kan mærke vibrationer i jorden. Personen er meget tæt på nu. Hun prøver endnu engang at skubbe lige væk, men det vil ikke flytte sig. Hendes små eder og forbandelser får en eller anden til at le i nærheden. Hun stivner, da hun genkender latteren. James.

"Jeg er reddet herhen som en tordenvind, da jeg ikke kunne se om du rejste dig. Jeg var bange for at jeg havde skudt dig, men jeg kan godt se problemet nu."

Hun siger ikke noget, er bare stivnet under Denis' livløse krop. Hendes tanker farer rundt i en virvelvind, det er først da James er ved at skubbe kroppen væk, at hun indser, at hun ikke kan gemme sig nogle steder.

"Du må nu godt hjælpe mig lidt..."

Hans stemme svinder ind til en hvisken, da han får skubbet kroppen væk og vender blikket mod Abigail. Han ser først på hendes brystbind, derefter på hendes ansigt og så tilbage til brystbindet. Hendes vejrtrækning er hurtig, hvilket tydeligt kan ses på hendes brystkasse der hæver og sænker sig lidt for hurtigt. James blinker og ryster lidt på hovedet, hvorefter en rødmen skyder op i hans kinder. En rødmen hun ikke har set hos ham før. 

Han drejer hovedet, hvorefter han begynder at knappe sin vest op.

"Du er en kvinde..."

"Ja..."

Han krænger vesten af og begynder at knappe sin grålige skjorte op, hvorefter han rejser sig op, så han bedre kan få den af. Hun stirrer på ham i forvirring. Hans stemme er følelsesforladt og helt neutral. Hendes øjne glider henover hans brystkasse, hvor små mørke hår dækker det meste, men ikke på en frastødende måde. Hans brystkasse hæver sig i takt med, at han trækker vejret. Og hun kan se, hvordan svedperlerne glider ned over hans torso, så den glimter lidt i dagens sidste lys. Hun får en lille kriblende fornemmelse i maven, da hun ser, hvordan han spænder musklerne.

Han kaster skjorten hen til hende og bukker sig ned for at samle vesten op og knappe den igen. Hendes indre giver et lille suk fra sig, men hendes ydre tager hurtigt skjorten på og knapper den. Der er en lille akavet stilhed mellem dem begge, men det er James der bryder den.

"Er... Er du kommet noget til?"

Han ser stadigvæk ikke på hende, men et sted mod vest. Hun kan høre en lille røst i hans stemme, hun ikke helt kan placere. 

"Nej, det tror jeg ikke."

Mørket lukker sig om dem, og hun kan kun se hans silhuet. Inderst inde takker hun for mørket, for lige nu kan hun ikke rigtig se James i øjnene. Hun kommer op og stå og svajer lidt, men begynder så at gå tilbage til lejren. James trækker Harvey med sig, men siger ikke noget. 

 

Bai slår med hovedet og vrinsker glad, da Abigail slår armene om hesten. Hun kan ikke rigtig tilgive sig selv, at hun forlod Bai bundet til et træ. Inderst inde vil det altid jage hende og hun vil nok aldrig rigtig tilgive sig selv. Bai er bare glad for at se hende og skraber i jorden og puster Abigail i hovedet, da hun giver hende nogle godbidder i form af tørret frugt. James samler Rhett og Denis' opbakning sammen og begynder at lede efter nyttige ting, de to heste har han sluppet fri og ladet løbe ud i det fri. 

Bålet er ved at gå ud, så Abigail samler de tidligere tabte grene op og smider dem på det døende bål, der få øjeblikke efter vågner til live igen. James sætter sig på den modsatte side, så hans ansigt er skjult af flammerne. Hun begynder at forberede til suppe og da ilden er som den skal være, stille hun det lille stativ klart, så suppen kan koge. Hendes vandbeholdning er ved at skrumpe ind, så hun kan snart ikke lave mere suppe eller te.

Hun rører lidt rundt med kniven og stikker i rødderne for at se om de er nok, der går noget tid før hun opdager, at James følger hendes bevægelser. Langsomt sænker hun kniven og placerer hænderne i skødet. Hendes kinder begynder at brænde, og en følelse af dårlig samvittighed begynder at fylde hendes mave.

"Jeg vil gerne vide, hvorfor du har klædt dig ud som en ung mand, og hvorfor du deltager i dette løb."

Hans stemme er stadigvæk uden den varme den plejer at være fyldt med.

"Jeg er ked af det James, du må ikke hade mig."

Hun lægger armene omkring sine ben og gemmer ansigtet ved knæene. Derfor ser hun ikke det forvirrede udtryk, som James får ved hendes ord.

"Jeg... Jeg hader dig ikke. Det har jeg aldrig sagt, hvorfor tror du det? Men jeg må indrømme, at jeg nok føler mig lidt underlig og jeg har denne følelse af at blive snydt. Det vil nu også være rart at vide, hvad du virkelig hedder..."

Den sidste sætning bliver sagt med en anden og nærmest hviskende stemme. Hun løfter hovedet og ser ham i øjnene. Han sender hende et lille opmuntrende smil.

"Mit navn... Jeg hedder Abigail."

Han nikker og det ser ud til, at han er ved at blive sig selv igen. 

"Jeg tænkte nok, at det var noget i den stil. Noget med Gail."

Hun kan ikke lade være med at smile, det kan hun aldrig når han er i nærheden, går det op for hende. Langsomt begynder hun at fortælle om sit liv - om sit virkelige liv. Hun fortæller om sin drøm, om at være fri og gøre hvad man vil. Han løfter overrasket det ene øjenbryn, da hun fortæller dette, men han ler ikke ad hende. Så hun fortsætter med at fortælle om sit liv, og til sidst sidder de bare i tavshed og skutter sig foran bålet. Selvom de er i ørken, er natten kold og kan være dødbringende uden en eller anden form for varme.

James gnider sin hage, hvor der er begyndt at vokse skægstubbe.

Gad vide, hvordan det vil føles mod min hud? tænker Abigail, mens hun betragter hans hage. 

Hun ryster på hovedet og giver sig selv en lussing inde i hovedet. Hvordan kan hun tænke sådan? James og hende er venner og det vil hun ikke ødelægge. 

Det må kradse, men også føles rart...

Hun slår sig for panden, så James løfter hovedet med et spørgende blik, hvilket bare får hende til at gemme ansigtet i hænderne. James løfter det ene øjenbryn og mellem fingrene kan hun se, hvordan det trækker lidt i hans ene mundvige. Hun kan ikke gøre for det, men hun begynder at fnise, sådan et fnis, som kun hendes søstre laver, når de ser nogle unge bejlere i byen. Fniset udløser endnu et, og det ender med at James også griner, selvom han ikke rigtig forstår hvorfor.

Efter lidt tid spørger han, "Er det virkelig dit eget hår, eller er det en paryk?"

Hun piller ved kanten af parykken og trækker den langsomt af. James følger hver og en af hendes bevægelser, da hun piller de små hårnåle ud, så hendes lange tynde hår falder ned over skuldrene. James' mund åbner sig lidt på klem, og hun kan ikke lade være med at grine. Han ryster på hovedet og blinker en masse gange.

"Se, nu ligner du en kvinde endnu mere!"

De begynder begge at grine, så tårerne begynder at sløre blikket. Abigail begynder at få en dejlig fornemmelse i maven, og det ser ud til, at den samme fornemmelse har ramt James. De smiler begge til hinanden henover bålets flammer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...