Bai

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2012
  • Opdateret: 10 jun. 2012
  • Status: Færdig
Historien udspiller sig omkring 1700 tallet i USA (Det Vilde Vesten). Det forgår hovedsagligt i de to fiktive byer: Haven og Lil'Town.
Abigail(Abby) er den yngste af tre piger. De to ældre søskende Diana og Elizabeth er meget interesseret i at finde sig en ægtemand. Abigail, der altid har været deres fars yndling, er mere interesseret i livet og gøre, hvad der passer hende. Dette gør, at hendes mor er meget streng overfor hende, mens hendes far(John) opmuntrer hende.
Da hun får en hest: Bai, til sin 18 årige fødselsdag, er moren(Louisa) ved at gå ud af sit gode skind, for nu vil Abigail deltage i væddeløbene. Problemet er bare, at løbene kun er for mænd. Så hvad gør Abigail for at deltage og undgå sin mors vrede? Hun klæder sig ud som en mand, men vil det nu også virke?

28Likes
90Kommentarer
4088Visninger
AA

6. Det andet løb

Nerverne sidder ude på tøjet og det føles som om, der er en sandstorm igang nede i maven. Hun er bange for at kaste op, så derfor drikker hun en masse vand, for at dulme kvalmen. Det hjælper lidt, men nervøsiteten er der stadigvæk. James deltager ikke i dette løb, han vil vente til det næste. Det glæder hende egentlig, for hun har ikke rigtig lyst til at ride mod ham. Hun kan godt lide manden, der er et eller andet over ham.

Bai napper hende kærligt i ærmet, og vækker Abigail fra dagdrømmeriet. Der er igen fyldt med mennesker, der alle råber op omkring, hvem de mener kommer i top ti. De fleste navne kender hun ikke, og selvom hendes navn ikke er blandt de opråbte, føler hun ikke modet falde. Nej, hun har tænkt sig at vise dem, hvad hun kan og overraske dem alle.

En stor hånd klapper hende på skulderen, så hun forskrækket hopper på stedet og lader en lille forskrækket lyd komme over læberne. James klukker af grin og sender hende et strålende grin.

"Du skal ikke blive så forskrækket, det er bare mig."

"Det kan du sagtens sige. Du er dobbelt så stor som mig! Og så sneg du dig ind på mig - Selvfølgelig blev jeg forskrækket."

Han griner igen, og det går op for hende, at hendes stemme er efterfulgt af en lidt vred tone. Men hendes ansigt følger ikke helt stemmen, i stedet er det flækket i et stort grin, der sikkert får hende til at se fjollet ud.

"Det har du så ret i. Undskyld... Jeg ville bare tjekke, om du har styr på det hele?"

Hun nikker og sender Bai et kærligt blik, mens hun stryger hestens manke. De skal nok klare dem. Bai er godt klar over, at der skal til at ske noget, og selvom Abigail har prøvet at forklare det, så ved hun inderst inde godt, at Bai ikke har nogen anelse om, hvad der skal ske lige om lidt. I det mindste bliver hun ikke bange, når hun hører skud. Forskrækket, men ikke bange.

James giver hende endnu et skulderklap efterfulgt af et "held og lykke". Før hun ved af det, har hun sadlet op og står nu ved stregen, der fungerer som start- og målstreg. Hun får øjenkontakt med rytteren til sin højre side. Manden lugter stærkt af spiritus og ser i det hele taget ikke særlig hygiejnisk ud. Hans tænder er gule og sorte og det ser ud som om, der er madrester i skægget. 

Abigail vender blikket ligeud, så hun ikke lader sig distrahere af de andre ryttere. En svedperle løber langsomt fra panden og ned over næseryggen. Hun tørre den flygtigt bort og fugter sine læber med tungen. Dommeren er igen igang med sin tale, men hun lytter ikke. Hun tager en dyb indånding efterfulgt af en lang udånding. Bai skraber utålmodigt i jorden med den ene hov. 

Abigail er klar til at hive i tøjlerne. Hun er ikke sikker på, hvordan Bai vil reagere, når der er så mange heste der løber, men indtil videre er det gået fint. Dommeren har færdiggjort sin tale. Langsomt løfter han revolveren og skuddet lyder få sekunder efter.

Støvskyen står op bag de mange heste, men Abigail ser kun ødemarken foran sig. Presset fra de andre ryttere vækker hende dog, så hun klikker med tungen, hvorefter Bai sænker farten lidt. Hun holder sig i midten af ryttere, på den måde presser hun ikke Bai for hårdt lige fra starten. Der flyver flere spydige bemærkninger mellem de andre ryttere, men hun lukker af for dem. Det eneste hun har for øje, er den sorte plet i horisonten, som er posten, hvor sandsækkene står. 

Solen står højt på himlen, så alle rytterne inklusiv heste sveder, men ingen stopper op. Langsomt får Abigail Bai til sætte farten op, så de kommer op omkring spidsen af flokken. Ingen lægger mærke til knægten på den hvide hoppe. 

Da de er en kilomet fra posten, sætter nogle af rytterne i galop og laver endnu en støvsky. Abigail nyser, men hun sørger for, at Bai holder tempoet. Hun springer af Bai og løber hen mod sandsækkene. Hun ser sit nummer: 47. En stor mand skubber hende omkuld, så alt luften bliver slået ud af hendes lunger. Et øjeblik ruller hun rundt på jorden og prøver at komme op. Bai sænker hovedet, så hun kan hive fat i tøjlen. 

Sandsækken er tung, men hun får den bundet fast til sadlen. Det er først, da hun sætter Bai i galop, at hun mærke noget vådt i ansigtet. Hun tørre irriteret ansigtet med ærmet og griber derefter tøjlen. De er kommet lidt bagud, men får hurtigt indhentet gruppen. Abigail mærker, hvordan Bai's muskler arbejder under hende, og hun kan ikke lade være med at beundre dyret. 

Da Haven kommer til syne, begynder spændingen at tage til. Dem der er for langt bagud, har allerede givet op, men Abigail og Bai har stadigvæk en chance. Det går langsomt, men de kommer tættere på de forreste ryttere, samtidig med at Haven kommer nærmere. Der lyder et hyl, da en af rytterne modtager et knytnæveslag fra den store fyr, der også havde væltet Abigail omkuld. Blodet strømmer ud fra mandens næse, der sikkert er brækket. Abigail trækker længere væk fra kæmpen.

Omkring en kilometer. Hendes åndedræt er hurtigt, men sindet er roligt. Hun bøjer sig forover og er helt tæt på Bai's hoved.

"Stræk ud."

Et kort øjeblik er hun bange for, at parykken vil flyve af, men den sidder godt fast. Vinden gør, at øjnene løber i vand, og endnu engang mærker hun noget vådt omkring næsen. Hun tæller rytterne foran sig, og kan se, at hun skal overhale to mere, for at komme med i top ti. Bagved hører hun endnu et hyl, og hun kan sagtens regne ud, hvem hun skal holde sig væk fra.

Bai slår med hovedet, og pludselig er der kun én mere de skal overhale. Larmen fra publikum når dem, og Abigail er klar over, at tiden er knap. Bai kan mærke Abigail's anspændthed. Målstregen er tæt på. Før hun ved af det, er hende og Bai reddet i mål. Hun hiver i tøjlerne og ser sig hurtigt omkring. Hun kom ikke i top ti, hvilket betyder, at hun skal ride i morgen. James sidder på kassen, han også sad på ved det første løb. Han løfter et krus til skål og sender hende et opmuntrende smil.

Flere af rytterne skyder op i vejret og publikum hilser deltagerne. Abigail sukker og tørrer sveden af ansigtet. Da hun ser ned, opdager hun blodet på ærmet. Hun må åbenbart have slået næsen ved faldet.

Der lyder et anderledes skrig. Et skrig der får hårene til at rejse sig. Abigail drejer hovedet mod lyden og ser en af de ti ryttere falde af hesten. Hans opspærrede øjne der er tomme og livs forladte stirrer direkte på hende. Hans hånd er presset mod brystet, hvor blodet pletter hans jakke. Der lyder et tungt bump, da hans krop rammer jorden.

Abigail begynder at smage galden i maven og har lyst til at kaste op. Dommeren løber hen til den døde mand og et underligt udtryk glider henover hans ansigt.

"Et vådskud?"

"Men så er der kun ni deltagere... Hvem er den elvte ?"

"Det var ham knægten, ham den unge på den hvide hoppe." 

Der lyder en mumlen fra mængden. Flere par øjne vendes mod Abigail, der stadigvæk sidder på Bai. Dommeren kradser sig i skægget og vender så også blikket mod Abigail.

"Jamen så er det afgjort."

Hun er i top ti...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...