Rævefjæs (thg)

I denne historie følger man rævefjæs, der håber på at vinde... hun er ikke stærk, men hun er hurtig og har trods alt en hjerne...Det meste af det kommer til, at passe til bogen, men jeg har lavet et par ændringer :)

9Likes
20Kommentarer
3274Visninger
AA

9. Sulten (dag 13)

"Jeg tager buen." Der opstår en lang stilhed, før Peeta kommer med en lilla latter. "Hey, det  var bare for sjov. Jeg går ud og ser, om jeg kan finde nogle bær." Jeg ligger på min mave bag en busk ca. hundrede meter væk fra dem. Jeg tror at min mave gør det med vilje. Den knurre som en ulv, og jeg er flere gange bange for, at de kan høre det. 

Mit tøj sidder stadig fugtigt til min krop, fra gårdagens store regnskyld, og jeg blev nøst til, at smide de fleste af mine egendele, da de blev ubrugelige efter regnen. Det kan umuligt have været naturligt, for idag skinner solen ned på mig og gør mit tøj ulækkert og varm uden rigtigt at blive tørt. Omkring mig er der fredeligt, og flere fugle synger. Jeg ligger så stille, at et firben kravler forbi mig uden, at opdage mig. Et øjeblik overvejer jeg, om den kan spises, men jeg lader være. Den kunne jo være giftig eller sådan noget.

Enlig burde jeg ikke være så tæt på. Det er meget farligt, men jeg har også en grund. En grund der for mine tænder til, at løbe i vand. Da de gik ud ad hulen, lagde jeg mærke til en stor kurv de gik rundt med. Senere fandt jeg ud af, at der var mad i. Ikke bare kiks og tørret kød, men rigtig mad. Boller, ris, æbler og ost. I capitol gjorde min menter altid grin med mig, fordi jeg de første par dage altid studerede maden grundigt, før jeg spiste det. "Rolig nu Melissa. Ingen grund til bekymring. Alt hvad du ser på bordet er spiseligt og på ingen måder giftigt. Det skal du også huske når du er i arenaen. Får du noget spiseligt fra Capitol behøver du aldrig at tvivle. Alt hvad du får er spiseligt." Jeg husker hans ord, og det er derfor, at jeg skal have fat i maden der. Det er sikkert og mætter garanteret også.                                                                                                                                                                                           Jeg ligger der i et par minutter. Selvom Katua ikke har været der i et stykke tid bliver Peeta ved med, at komme frem og tilbage flere gange. Først efter tyve minutter lader det til, at han bliver væk. Hurtigt, men stille, piler jeg hen mod deres ting der ligger på en stor sten. Ha', det er da for nemt. Det hele ligger frit. Der er ost, boller, ris, bær, og et stykke æble tilbage. Hurtigt tager jeg et lille stykke ost og smager på det. Årh, jeg kunne besvime. Efter hun naturligt mad,  er det som at komme i himlen efter, at have smagt deres perfekte ost. "Peeta!" Det giver et sæt i mig, da jeg hører Katuas stemme ikke langt herfra. Hun lyder panikslagen og selv herfra kan jeg høre  hendes skridt hamre hårdt mod jorden. Hun er ikke langt væk, og nu kan jeg også hører Peeta komme den anden vej fra. Hvad skete der? Hørte de mig? Et øjeblik står jeg bare og hopper på stedet, hvorefter jeg hurtigt snupper en håndfuld bær og løber alt hvad jeg kan væk. Dog må jeg erkende, at efter bare hundrede meter er jeg så forpustet, at jeg må stoppe op. Det må også være nok, ik?. De kan i hvert fald ikke se mig mere, men jeg kan sagtens høre dem: "Peeta, hvorfor svarede du ikke?" "Jeg... jeg hørte dig ikke. Jeg var hende ved vandløbet og..." "HAR DU TAGET NOGET AF OSTEN?" Et snedligt smil breder sig på mine læber, da jeg hører Katuas vrede stemme, og Peeta der prøver på at forklare sig: "Jeg har ikke taget noget. Jeg var jo nede ved vandløbet og plukke bær. Vil du have nogen?" Jeg sætter mig på huk, da min vejrtrækning er kommet under kontrol. Da han siger det kommer jeg i tanke om de bær jeg har i hånden. Langsomt tager jeg en og ser på dem. Peetas bær har han i hånden, og de her var med fra Capitol. Altså må de være sikre nok. Jeg smider hurtigt fire-fem bær i munden og tygger dem grådigt. De er saftige og stikker svagt på tungen, som små bløde torne. Man de er gode. 

Pludselig i samme øjeblik som jeg synker, får jeg pludselig svært ved at få vejret. Jeg rejser mig op og tager mig selv om halsen imens jeg prøver på, at få luft gennem mine lunger.Hvad sker der. De er da sikre, ik'? Det føltes som om en stor tromme slår mod indersiden ad min pande, og sorte væsner danser let og lystigt i ydersiden ad mit synsfælt. Modvilligt falder jeg til jorden, imens jeg vrider mig som en orm, imens jeg stadig holder mig selv for halsen. I det fjerne kan jeg se et af kamererne der holder øje med mig. I det fjerne kan jeg igen hører Katuas paniske stemme: "Det er natblokkere dit fjols. Du er død inden de når ned i maven på dig!" I samme øjeblik jeg hører kanonen brage bliver alt sort for mine øjne.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...