Begravelse

Emma på 15 har lige mistet sin tvillingesøster, og eneste veninde i hele verden. Hun savner Sara rigtig meget og ved ikke, hvordan hun nogen sinde skal klare sig uden hende.

Det er en stil jeg skulle skrive i dansk. Jeg synes selv den er god, men ville lige høre hvad i synes om den :-)

5Likes
5Kommentarer
977Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Døren ind til kirken var ikke åben endnu og mens vi stod og ventede, kom der en masse folk hen og gav hånd og fortalte hvor kede de var af at Sara var væk. Men jeg ønskede bare at de ville forsvinde. De kendte hende jo slet ikke så godt som jeg gjorde. De ville hurtigt komme over det. Hurtigt glemme hende. I modsætning til mig.

 

Omsider blev dørene åbnet og vi gik ind i kirken. Vi gik helt op foran og satte os. Kun få meter væk fra kisten. Tænk at hun lå derinde, så tæt på og alligevel så langt væk. Tænk at jeg aldrig skulle se hende mere, aldrig snakke med hende mere, aldrig grine med hende mere, aldrig mere noget som helst med hende.

 

De andre gæster var kommet ind og havde sat sig ned. Klokkerne begyndte at ringe og der blev helt stille. Jeg sad talte klokkeslagene, men da jeg kom til 57, gad jeg ikke mere. Jeg begyndte i stedet at tænke på Sara og hvordan i alverden jeg skulle klare mig uden hende. Vi havde jo altid passet på hinanden. Hvis den ene var ked af det af en eller anden grund, var den anden altid klar til at trøste og vidste altid hvad der skulle siges. Og hvis den ene af os ikke kunne finde ud af lektierne var den anden også straks klar til at hjælpe. Jeg hjalp altid hende med engelsk og hun hjalp altid mig med matematik.

 

Klokkerne stoppede med at ringe. Så kom der nogle langsomme slag. Da den nåede til ni, begyndte orglet at spille. Jeg kunne ikke huske hvad sangen hed, men den lød bekendt. Da den var færdig begyndte præsten at snakke. Han stod i lang tid og snakkede om gud og himlen og alt mulig andet. Ind imellem nævnte han Saras navn. Jeg hørte ikke rigtigt efter. I stedet sad jeg og tænkte på Sara og alle de gode minder vi havde. Og de dårlige.

 

Den værste dag i vores begges liv. Jeg kan tydeligt huske den.

Sara havde ikke haft et så godt i et stykke tid. Det startede med at hun var mere træt end hun plejede. Så mistede hun også appetitten og til sidst fik hun også høj feber. Vi tog på hospitalet så hun kunne blive undersøgt.

Vi sad i venteværelset og ventede på at få resultaterne at vide. Mor sad og læste i et eller andet boligblad, far læste en bog og Sara havde fundet et Anders And blad. Jeg sad og drak en kop varm kakao som jeg lige havde været henne og købe. Lægen kom ind ad døren og jeg kiggede op. Jeg kunne straks se på hendes ansigtsudtryk, at det ikke var gode nyheder. ”Sara”, sagde hun, ”vi tror vi har fundet ud af hvad du fejler, og vi er ret sikre på at det er kræft”. Jeg tabte min kakao så der kom en kæmpe plet på gulvtæppet, men det var der ikke nogen der tog sig af. Mor sad som forstenet og far mumlede, ”det kan ikke passe, det må være en fejl”. Jeg kiggede over mod Sara. Hun så ud præcis som jeg følte mig. Hun så ud som om det ikke helt var gået op for hende at det var rigtigt, ikke bare en joke eller noget. Så kom overraskelsen og til sidst frygten. Hun så rigtig bange ud og jeg var også rigtig bange. Jeg fik øjenkontakt med hende, og vi sad og kiggede hinanden i øjnene. Vi vidste præcis hvordan hinanden følte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...