ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7151Visninger
AA

10. Velkommen hjem

I et ganske kort øjeblik stod vi alle tre, Katou-kun, Takaya Ren og jeg som frosne ofre efter en barsk bølge af akavethed. Da Sekunderne gik et efter et mens gadernes larm flittigt fulgte med tiden, overvejede jeg at give slip på det hele. Opgive den ene opgave, som min herre havde bedt mig om at løse. En opgave som han havde pålagt mig.

 

Gad vide hvad der så ville ske med mig? Gad vide om jeg bare, bare ville forsvinde. Uden en grund til at 'leve', hvad var jeg så?Hvad var jeg, hvis ikke han havde skånet mig? Hvad var jeg, hvis han ikke kunne bruge mig til noget?

 

Jeg var ikke bange. Selv ikke døden, som jo allerede var hændt mig, kunne ikke skræmme mig. Jeg frygtede bare, at han ville blive skuffet på mig. Uduelige jeg, som ikke kunne udholde varme, som efter 2 dage ikke engang var begyndt på sin opgave. Gad vide hvorfor, han havde ladet mig blive. 

 

Langsomt. Langsommere end det egentlig var. Trætheden jog i mig, og lidt efter lidt syntes jeg, at billederne fra verdenen uden for min hinde blendede sammen til ingenting, idet mine øjenlåg lukkede sig om mine søvnige øjne. 

 

Undskyld.

 

"Ren, tag hende med hjem. Jeg har lige noget, jeg skal ordne. Jeg kommer tilbage om lidt."

 

Dødsriget:

 

Han befandt sig nu mellem bekendte omgivelser. Et ganske smukt sted, ville de færreste kalde det. Et kunstnerisk miljø, hvor den brændnede varme fra jordens kerne bragende steg op i form af hede dampe. En syrlig lugt af løgn og bedrageri vandrede lystigt omkring de skumle hjørner. Der var ingen form for musik, som blev spillet på disse udødelge gader, men lyden af smerte og pinsel, gjaldt hernede som en højst hyldet genre, der efter rygterne var smukkere end selve engelsang. 

 

Katou Lucan, eller nærmere sagt Lucansus, betragtede nænsomt hans barndomsgade, mens han stille gik forbi gade efter gade. Det var længe siden han havde været her sidst, men aldrig, aldrig havde han glemt musikken. Den havde fra da han var barn af, vokset sig fast i han ikke-eksisterende hjerte. Nej, den ville nok aldrig slippe ham igen. Ikke efter al det, der var sket og skete til hverdag på disse hjørner.

 

De kiggede alle på ham. Hans smukke ansigt var dem bekendt. Hans skønhed var noget, som de altid havde syntes var en selvfølgelighed. Den fortalte dem, hvem han var. Den fortalte dem, hvad han var i stand til. Men alligevel fyldte synet dem intet andet end had. Han ville ikke hjælpe dem. Deres håb var visnet for længst. De havde ikke andet end den musik, de selv lavede, og ville blive ved med at lave til uendeligheden.

 

På ingen måde var han nervøs. På ingen måde havde han lyst til at gemme sig i mørket, som et lille forskræmt barn. Lige nu stod han øje til øje med den massive bygning, som han engang havde kaldt sit hjem. De dystre minder så ikke ud til at røre ham. Ikke engang en lille smule. Dog sukkede han.

 

De majestætiske døre åbnede sig for ham, og en isende vind kom ham i møde. En ganske bekendt vind, som fortalte ham, at  nu var der ingen vej tilbage. Maids'ne stod allerede klar til at tage imod ham. Mon ikke de havde længtes efter at se, hvor stor han var blevet siden de mødte hinanden sidst. 4 år. Der var vist gået 4 år. 

 

"Velkommen hjem, min unge herre. De er da godt nok blevet stor." 

 

Maids'ne stod som altid i deres løse hvide kjoler, lige så unge som de havde været, lige siden han var barn. Han kunne se de var glade for at se ham, og da den ældste maid, Louisa, bød ham velkommen hjem med tårer i øjnene, kunne han alligevel ikke lade være med at fremtvinge et lille skævt smil.

 

"De ser lige så smuk ud som altid, Louisa-san."

 

Lucansus trådte et skridt nærmere de tudende maids, og mødte den endnu mere tudende Louisa med et lille varmt klem.

 

"Åh min unge herre. De har altid været så høflig mod alle skabninger. Det har de altid været, siden De var barn. Vi har ventet  dage og nætter på Deres hjemkomst! Hvis De dog bare havde en anelse om, hvor glade vi er for at se Dem. I forhold til deres broder, har De såd-"

 

Han satte sin ene finger på Louisas læber, for at forhindre flere ord i at komme ud af hendes mund.

 

"Shh. Jeg vil nødig have, at De bliver sendt ud til den brændende damp, Louisa-san. De ved, hvor nemt min broder har det med at misforstå ting, ikke sandt?"

 

Lucansus smilede en sidste gang før han forlod de overbegejstrede maids, og begav sig videre hen til salen.

 

De arktiskudsmykkede døre åbnede sig langsomt for ham, mens han skridt efter skridt trådte ind i en gigantisk sal, som engang havde tilhørt hans faders.

 

"Jeg er hjemme."

 

Lucansus knælede brat foran det kæmpe isbjerg, som skulle forestille en trone. En velbekendt ung mand sad øverst oppe iført en sort skjorte, et par sorte bukser og et løsbundet slips. Han havde ingen sko eller strømper på.

 

"Det er længe siden."

 

Den sortklædte herre, fjernede sit sølvfarvede hår fra sine dystre mørke øjne. Hans hud var krid hvid, og hans ansigtsudtryk var ulæseligt.

 

De to brødre stod pludseligt over for hinanden.

 

Ansigt til ansigt efter 4 lange år.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...