ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
243Kommentarer
7350Visninger
AA

3. Underholdning

"Herre." 

Jeg knælede for ham. Han sad og smilede fra sin 'stol'? Stol? Nej. Nok mere en trone. Gigantisk trone af glas. Ude i siderne stod hans 'maids' eller ja, nærmere sagt var de mere hans legetøj. Elegante og smukke kvinder, klædt i løstsiddende hvide kjoler. De var der altid, og han gjorde præcist, hvad han havde lyst til at gøre ved eller med dem. De var hans underholdning.

Men somme tider bliver man vel træt af sit slidte og brugte legetøj? Og så er tiden vel inde til, at man igen skal skaffe sig noget nyt. Jeg udførte mit job perfekt hver gang. Hvis Han først fandt mig unyttig, så ville chancen for, at jeg ville blive en af dem blive væsentlige større.

"Det var da hurtigt? Hvornår regner du med, at han kommer, Shi?" 

Hans stemme var som en giftig slange, der listende snoede sig om mig. Holdt mig fast. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Skærende. Forførende. fristende. Han kunne gøre, hvad der passede ham. 

Jeg rejste mig, og mærkede at mine ben rystede unde mig.

"Matthew Nilson vil være her om et stykke tid. Han er stadig ikke indforstået i, hvad der er sket ham. Herre, du har da ikke tænkt dig at skåne ha-"

"Eish. Lad os nu se. Det er altid sjovt at se dem bede, tigge for deres liv. Heh. Nu håber jeg da ikke, at du ønsker at han skal slippe? Gør du, Shi? Har du allerede glemt det? Du var den eneste af dem, som jeg lod undslippe fra det helvede udenfor."  

Mi herres mørke øjne ramte mit blik, og jeg kunne på ingen måde se, hvilket humør han var i. Han smilede igen, og gav tegn til at hans maids skulle forlade rumme. De adlød uden at tøve. Mine øjne var fastsat det gennemsigtige loft over os. Det var lavet af glas, og deroppe var der liv. Det var virkeligheden. Fra dette rum, kunne han se alt, hvad der skete i nutiden. Livet. Jeg huskede intet. Tanken om, at jeg også havde været en af dem var nær utænkelig. 

Fra den dag, han forærede mig de tre bogstaver som mit navn bestod af, forsvandt alle de minder, jeg havde fra dengang.  Fra den dag af, tilhørte jeg ham.  Jeg lignede dog stadig mig selv. Min krop var min egen, eller rettere sagt havde den ikke ændret sig. Jeg ejede ikke andet end mit navn. Det eneste der havde forandret sig ved mit udseende var min hårfarve og mine øjne. En af maid'sne havde engang fortalt mig, at det var ham, der havde gjort det. At jeg, da jeg kom ind for at tale min sag, ligesom Nilson også ville komme til at gøre om lidt,  havde noget brunt bølgende hår og også brune øjne. Han hadede mørkhårede kvinder, og det kunne man sagtens se på hans maids, som alle var Lyshårede ligesom jeg.

Mit hår gik mig til hoften, og mine øjne var fyldt op med en skærende lyseblå farve, der engang i mellem også skræmte mig lidt, hver gang jeg fik øje på min egen refleksion. Men alt i alt, var jeg også engang et bytte. En kristen. Troende. Jeg havde aldrig fået at vide, hvorfor herren valgte at skåne mig.  Men vi er vant til ikke, at stille for mange spørgsmål her. Dog er der noget der varmer mig indeni, bare tanken om, at der stadig er nogen, der kan huske mig, som den jeg var før alt dette.

 

Jeg gispede. Pludselig stod han bag mig. Hans hænder havde omringet min krop. Jeg kunne ikke se hans ansigt, fordi han holdte mig fra min ryg. Mit hjerte hamrede af spænding. Nysgerrighed. Men også af frygt.

 

"Du er min. Jeg ejer dig, Shi. Det må du ikke glemme." 

 

Han hviskede ordene i mit øre, mens han legende snoede nogle tråde af mit lyse hår rundt om sin finger. Mine krop nægtede at adlyde mig. Jeg var fanget i hans favn. Hans iskolde ånde, som fik hårene på min nakke til at rejse sig, satte en sitrende følelse til at løbe igennem min dirrende krop og helt ud til mine fingerspidser. Jeg vendte mig for at møde hans blik. Han var så smuk. Så umenneskelig smuk, med hans sølvfarvede hår, som faldt ind over hans perfekte ansigt. De mørke øjne, som mindede mig om, at jeg ingen frihed havde. For jeg var hans. Men han var sin egen.

 

Det kunne ses i hans blik. Grådighed og begær kunne ses i hans lokkende øjne. Han var forkælet. Kunne gøre hvad der passede ham. Min herre som kun var sølle 19 menneskeår. Alligevel overstrålede hans skønhed al det grimme, al det onde uden for hans majestætiske hjem, der lå så smukt i midten at det, som folk ville kalde Dødsriget. Han havde arvet alt. Stedet hvor de fortabte sjæle blev pint i evighed. Det var her, man kunne høre skrigene fra mordere, løgnere og pædofile, hvis man åbnede de kolossale vinduer. 

Klangen af en nervøs banken lød i den store sal. Hans hænder forsvandt fra min krop, og pludselig sad han igen på sin trone. Han bevægede sig med lynets hastighed, måske hurtigere, og jeg nåede aldrig at bemærke det. Blikket i Hans mørke øjne, var som det altid havde været siden min tid. Han viste ingen følelser. Han havde ikke nogen. Den unge mands skinnende hår var perfekt som altid. Jeg sukkede, for jeg vidste, hvem det var der bankede på døren. Indbydende åbnede jeg døren da min herre gav mig tegn til at gøre det. Han bad også lige en af maid'sne om at hente ham nogle popcorn. Underholdning. Første klasse.

"Velkommen hertil, Matthew Nilson. De kan tage plads på den-"

Han smilede venligt, lavede en hurtigt håndbevægelse, og ud i den blå luft voksede der en stol af glas op ved siden af den stakkels Nilson, som ikke havde en anelse om, hvad han skulle gøre.

"-stol på Deres højre side."

Han afsluttede sætningen, maid'sne kom automatik ind og bød skræmte Nilson på en kop te. Alle virkede så høflige og imødekommende, og han var så forvirret, den stakkels mand. Han spildte den kogene te over det hele på sig selv, fordi hans hænder rystede som en eller anden ... retarderet .... retarderet cirkusklovn? Eish, han mindede mig så meget om cirkus, men nu blev det altså alvor. 

"Du er da også noget af en gris, hva'?"

Han smilede slet ikke. Min herre hadede rod så utroligt meget. En af maid'sne skyndte sig at tørre teen op fra gulvet, mens de smilende prøvede at berolige Nielson fra sin gråd. Mens sad Herren bare og åd af sine popcorn. 

"J-jeg forstår intet. De må da forstå, at jeg er kristen! Jeg beder dem, der må være sket en fejl, De kan da ikke lade mig havne her? Jeg har en familie. To dejlige børn. Hvis jeg absolut skal dø, vil jeg blive genforenet med min barmhjertige skaber!"

Nilson faldt på knæ, tårerne løb ned af hans kinder, og hans næse løb også. Hvor ynkeligt.

Han var færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...