ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7150Visninger
AA

9. Sved

Efter en yderst udmattende dag med både psykiske og fysiske udfordringer; de værste af slagsen, var første skoledag endelig overstået. Igen takkede jeg tilfældighedernes magt og mit held for, at jeg, når jeg var færdig med min opgave, aldrig nogensinde behøvede at vende tilbage til denne bygning. Alle de overflødige navne og ansigter, ville efter mindre end 100 dage bare være et fjernt minde. Der var absolut intet at miste.

 

Katou Lucan, en elev som også var startet i samme klasse, insisterede på at følge mig hjem, selvom jeg gentagende gange havde sagt ham, at jeg sagtens kunne finde rundt mellem Tokyo's travle gader. 

På den anden side var jeg ganske træt, og man skulle ikke tro, at jeg i sidste ende fulgtes med Katou-kun, for jeg plejede at holde mig langt væk fra fremmede mennesker; især nogle mystiske typer som Katou-kun. Men det endte det så med alligevel.

 

Katou-kuns japansk var ualmindeligt godt af en udvekslingstudent, som vist kun havde opholdt sig i Japan i en uge. Underligt.  Men vigtigst af alt boede han  hjemme hos Takaya Ren, så vi skulle alle 3 samme vej. Det undrede mig også tidligere, at de to allerede var på fornavne med hinanden, som man jo ikke lige er i Japan, hvis man lige har mødt hinanden. Der fandt jeg så ud af hvorfor. Alligevel undrede det mig at Takaya Ren havde en udvekslingsstudent boende. Han virkede ikk så åben eller snaksalig. Mere som en "Menneskehader" - lidt ligesom mig.

Men på trods af det så de ud til at komme godt ud af det med hinanden, selvom det dog ikke så ud som om, Takaya Ren fulgte os af egen fri vilje. Akavet? Måske var det akavet for ham, siden han gik lidt bag os, da vi banede os vej gennem skolegården.

 

Med hvert skridt vi tog, lod jeg mærke til hvordan folk pludselig samlede sig rundt om os. Der var så mange spørgsmål til både jeg og Katou-kun. Vi var jo nye. Vi var anderledes. - eller jeg vidste at det var jeg hvert fald. Fra første øjekast havde jeg lagt mærke til, at der var  noget underligt ved Katou-kun, jeg havde bare ikke chancen til at finde ud af, hvad det var.

"Er I lige flyttet hertil?"  "Hvilken klub har I tænkt jer at vælge?" "Er det virkelig jeres rigtige hårfarve?"

 

Takaya Ren holdt sig diskret i baggrunden, mens de spørgende elever samlede sig om Katou-kun og jeg. Takaya Ren havde nogle blå høretelefoner foran ørerne, lod jeg mærke til. Det må have været et andet par, for jeg havde stadig hans andre høretelefoner, som han havde tabt ude i parken, fordi mit ansigt vist forskrækkede ham. 'Jeg troede, du var en anden’ havde han sagt. Men jeg havde ikke tid til den slags gættelege. Alt det han havde sagt, det han gjorde da vi mødtes for første gang, havde jeg lagt bag mig. Det var ikke dét min opgave gik ud på.

Alligevel var der noget mystisk over det.

Tilbage til Takaya Rens tabte høretelefoner, som faktisk var ret dyre! Selvom de så ud til at betyde en del for ham, havde jeg dog ikke i sinde at give ham dem tilbage, for hey? - de var faktisk ret gode. 

 

I modsætning til mig nød Katou-kun den opmærksomhed, som nye elever, eller nærmere pæne drenge nu får. Pigerne var helt vilde med ham, og stod nærmest i kø for at udveksle telefonnumre. Jeg var nu heller ikke helt upopulær, men lidt efter lidt syntes jeg at have skræmt alle drengene som ivrigt stod og spurgte mig om alle mulige personlige spørgsmåle, som nok ike ragede dem en bønne. Sådan nogle tabere. De var intet.

Jeg gøs dog lidt ved tanken om at Katou-kuns charmerende smil, forfriskende personlighed overraskende nok, også tiltrak  drenge. Eller sådan så det ud fra min vinkel. Alligevel indrømmede jeg til mig selv, at han så ret cool ud med sine solbriller og brune hår. Cool, heh? Jeg huskede ikke hvornår jeg sidst brugte det ord. Katou-kun var den type person, som alle kunne lide. Han virkede så åben og venlig. Jeg kendte ingen som ham. 

 

En ting undrede mig dog mere end alt andet, da vi stod der midt i mængden af gymnasieelever.

 

"Det er en skam at Takaya-kun er blevet så associal efter..efter det der skete."

"Han plejede at være ham, som drengene så op til. Desuden har jeg hørt, at han plejede at være virkelig populær blandt pigerne!"

"Ja, det er virkelig ærgeligt at ulykken har tæret så hårdt på ham. Det er svært at skimte hans pæne ansigt, når han altid går rundt med en hættetrøje over skoleuniformen!"

 

Nogle piger et stykke meter stod og snakkede om Takaya Ren. Mit bytte. Hvad var der mon sket med ham? Det irriterede mig enormt at jeg endnu ikke vidste noget som helst om ham. Det faktum ville først ændre sig, når jeg havde startet det.

 

Det var utrolig varmt, da vi bedrog os hjemad. Jeg hadede varme. Men jeg var vel også alt for vant til den lave temperatur derhjemme hos min herre. Gentagende gange spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke havde bedt om en eller anden form for aircondition, som jeg kunne bære rundt på.  Det ville rigtig nok have set lidt galt ud, men i det mindste ville jeg ikke gå rundt og ligne en døende gris blandt de andre døende grise. For ikke nok med at varmen, som lidt efter lidt fik os alle til at smelte, vrimlede det selvfølgelig også med andre svedige mennesker. Lækkert.  Jeg var jo heller ikke så høj, selvom jeg nok måtte have været næsten på samme højde som pigerne her i Japan. Og selvfølgelig skete det. Ligefrem for mig, så jeg en flok behårede machomænd med korte røde shorts og våde pandebånd, løbende hen mod mig i en ganske fin fart. Og lad mig gentage: løbende. Hen. Mod. Mig. 

 

En fast hånd lukkede sig om min, og trak mig ud til siden, så jeg ikke blev fuldkommen trampet ned af marathonet. Jeg mærkede varmen blive overført fra hans varme hånd til min iskolde hud.

Jeg havde i det øjeblik lyst til takke ejeren af den fantastiske hånd som havde 'reddet mit liv' fra de svedige machomænd af hele mit noneksisterende hjerte, og derefter tilbyde ham evigt liv. Hvilket jeg dog forståeligt nok ikke var i stand til.

 

Men dog frygtede jeg, at min hånd var svedig eller beskidt, for før jeg nåede at se ham i øjnene, før jeg havde nået at indføre et ord af taknemmelighed, havde han allerede trukket sin hånd ind til sig igen. Han kiggede væk, så jeg ikke kunne se hans ansigtsudtryk. Hans sorte hår skyggede for hans øjne. Takaya Ren. Før var du så ivrig efter at holde om mig, men nu bliver du skræmt væk af lidt sved? ...jeg svedte altså ikke normalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...