ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7221Visninger
AA

6. Stalker

 

Japan. Gaderne.. Bygningerne. Menneskene. Set oppefra lignede Tokyo et vivar af lysende små organismer. Jeg indåndede sceneriet, mens jeg ubemærket vandrede rundt mellem den travle masse. Gigantiske plasmaskærme brød ud i den nyeste j-popsang. Mens jeg hummede med den ukendte melodi, lod jeg mine indre sanser føre mig til denne Takaya Ren. For første gang i lang tid, gav jeg mig selv lov til at blende mig ind i billedet. Helheden. Blive en del af alle de andre sjæle omkring mig. Hvad var det, som fik mig til at føle mig hjemme? Jeg slappede af. Lod mit skinnende blonde hår falde på mine skuldre. Et minut til og klokken var præcis 19.

Som sagt, havde jeg aldrig før været her. Gået her. Indåndet atmosfæren. Jeg må da godt nok også have en forfærdelig god stedssans.

 

Efter at have gået lidt rundt havnede jeg tilfældigvis i en park. Der var nu ikke så mange mennesker, som der nok havde været i løbet af dagen, men mennesketomt blev det nok aldrig. Skridt efter skridt fulgte jeg stien gennem de ‘park-agtige’ omgivelser. Det var overraskende ikke noget, jeg ikke havde set før. Måske kedede jeg mig lidt. En skikkelse et par meter fremme, fangede mit blik. Der var han. Takaya Ren. Mit mål. Han gik med en mørkegrå hættetrøje med hætten over hovedet, så man ikke kunne se hans baghoved. Store sorte høretelefoner udenpå. Han kunne nok ikke høre så meget. Egentlig en ganske høj fyr også. Slidte Converse. Hans snørebånd var gået op, men det så ikke ud til at stå i vejen for ham eller noget. Jeg fulgte ham med mit blik, indtil han drejede skarpt til højere forbi en høj hæk, så jeg endte med at mistede ham af syne. 

 

“Nå. Nu må jeg hellere begynde,” mumlede jeg lavt til mig selv, mens jeg halvløb gennem parken for at finde den unge fyr, hvis ‘gåtempo’ var så imponerende, at jeg åbenbart ikke kunne følge med. 

 

Jeg var så småt begyndt at løbe. Hurtigere og hurtigere. Men Takaya Ren var ingen steder at se. Forpustet støttede jeg mine hænder til mine knæ. Jeg var stoppet op et ved nogle høje buske, som omringede mig. En labyrint, måske. 

 

“Dårlig kondition, hva?” 

 

Jeg hørte en stemme bag mig, og gættede mig til, hvem stemmen ejer var. Han havde nok lagt mærke til, at jeg fulgte efter ham.

 

Jeg rettede min ryg, og vendte mig om for at se ham i øjnene. Rigtigt gættet. 

 

Jeg anede noget af hans brune hår, som lå gemt under hætten. Mørke øjne. Hans ansigt var ret så velformet, selvom det meste af ansigtet var gemt bag hættetrøjens skygge. Ganske fin, - eller meget fin faktisk. 

 

Ansigt til ansigt stod vi over for hinanden. Lige nu vidste han ikke at om mindre end 100 dage, skulle han sige farvel til alt dette. Farvel til turene gennem parken. Det var hvert fald noget, jeg nok skulle sørge for. 

I et par sekunder stirrede han bare på mig, som om jeg var en eller anden klam stalker. Men lidt efter lidt, begyndte hans ansigtudtryk at ændre sig. Han bevægede sin rystende mundvige, som tegn på at der var noget galt. Så iskold som jeg nu var, stod jeg bare og stirrede tilbage, for hey, jeg havde jo ikke noget at være bange for. På en måde var jeg jo lidt af en creepy stalker, men han kunne ikke gøre mig noget alligevel. 

 

Uden at træde på sine beskidte snørebånd, tog han små langsomme skridt mod mig. Han hænder rystede svagt. Jeg kunne nu se hans ansigt tydeligere. Han havde lange øjenvipper.  Før jeg nåede at gøre noget lagde han pludselig sine arme om mig, og fangede mig i et fast greb. Mit hoved var placeret på hans bryst. Hans hjerte bankede. Jeg havde ikke noget hjerte.

De gigantiske høretelefoner faldt brat ned på den grusede sti. Han ville ikke give slip.

 

I et par sekunder stod vi der midt på stien. Indtil jeg synes at have fået nok. 

 

“Fjern dig.” iskoldt skubbede jeg ham væk med al den kraft som fandtes i mine spinkle arme.

 

Han gjorde ingen modstand. Kiggede ned på jorden.

 

“Jeg troede, du var en anden.” hans kolde stemme gav mig en stikkende fornemmelse, og før jeg havde opfattet det var han forsvundet. Uden sine høretelefoner. Før jeg nåede at begynde.

 

“Takaya Ren. Hvad bilder du dig ind?”

 

Jeg hadede, når folk var besværlige. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...