ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
243Kommentarer
7309Visninger
AA

22. Spejl på væggen

. . . . .

Mine fingrespidser gled hen over en sensation af blødhed, så mild og lun, at jeg havde det som lå jeg på en sky. Det var som om min anspændte krop endelig slappede af, og jeg fik lov til at ånde lettet ud. Jeg befandt mig i 'himlen'.

Hvilket også var grunden til, at jeg ikke turde åbne min øjne.

 

"Shi-san ... "

Blødheden forsvandt som jeg satte mig op, og jeg mærkede hvordan kulden fra jernet var snoet så stramt om mine håndled. Jeg var fanget. Bundet fast. 

Det var en illusion. 

Værelset var mørkt med få gamle møbler på siderne af de skumle vægge. Jeg anede ikke, hvor jeg var, eller hvorfor jeg var havnet her. Levende lys hist og pist, gjorde at jeg kunne ane en skikkelse et stykke væk fra mig. Fortvivlet trak jeg i min håndjern der var lænket til sengen. Rundt omkring sengen gjorde det gennemsigtige slør, det lidt sværere at ane, alt det der omringede mig. 

Det sidste jeg husker var, at ... Lucan?

"Hvem er du?" jeg råbte til skyggen, der begyndte at bevæge sig mod mig. Pludselig viste det velformede ansigt sig foran mig og  spejlede sig i de levende lys.

 

Louisa.

 

Langsomt sænkede jeg mine arme, og i al min tvivl opgav jeg at forsøge at vride mig løs fra lænkerne. Hvad går det her ud på? Hvorfor vågner jeg i et dystert værelse. Og så som gidsel?

"Louisa." mine læber formede hendes navn af forvirring og chok. Det sitrede og boblede inde i mit hoved. Et vivar af tanker strømmede ud og ind af mit sind, og jeg satte spørgsmål til alt det, der kunnes spørges ind til. I mit hoved gik alting så hurtigt.

 

"Jeg er virkelig ked af det, Shi-san, men det var Lucan-sama's vilje," Louisa tøvede, og det var tydeligt at hun ikke var så tryg ved situationen. Hendes hvide kjole hang løst som den altid gjorde, - måske lidt løsere. Jeg fandt et lille mærke på siden af hendes hals, jeg aldrig havde bemærket før.

 

Et ar. Et ret voldsomt ét. 

 

Jeg sukkede, var tømt for ord. I den situation jeg var i, var der slet ikke noget at sige. Hvad havde Lucan imod mig? Tanken om, at han var bror til selveste Lucifers førstefødte. Min herre. Jeg forstod det stadig ikke. Overhovedet ikke.

 

Med en hurtig håndbevægelse fra Louisas side poppede et billede op på spejlet der hang over for mig. Det var levende billeder, og fungerede ligesom TV i menneskeverdenen. Louisa havde blidt sat sig på madrassen ved siden af mig, men jeg havde slet ikke tid til at bemærke det. Mine fingre dirrede, og jeg kunne mærke hvordan en syrlig fornemmelse hobede sig op i min hals. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, hvorfor først nu? Det kunne ikke passe, aldrig var der gået så lang tid. Det burde have været overstået lang tid før jeg kom tilbage hertil.

 

"Louisa-san, kan det passe at ... at" Jeg faldt over ordene, og tvivlede oprigtigt på, om dette var virkelighed eller noget jeg selv havde bildt mig ind. Jeg krummede mine tæer på sengetøjet, og flyttede ikke mit blik fra spejlet. Ikke et eneste sekund. 

 

Hvorfor var det, at det plagede mig så meget, at være tvunget til at se på, mens Takaya Ren taber sin egen sag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...