ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7190Visninger
AA

4. Skyld

Neutralt stod jeg et stykke fra tronen, mens han fornøjeligt klemmede popcorn efter popcorn ned i sig. Nogle gange var han bare i dét humør. Men han var stadig pæn. Også selv om han perfektformede læber skinnede lidt, af alt det fedtstof, som popcorn nu indeholdt.

Nilson var stadig forfærdet, panikslagen og tja, han var bange.  Jeg fik evnen til at læse hans tanker, for en måned siden, da herren gav mig den opgave, at bringe Nilson med hjem, men nu var Nilsons tanker som et skrigende abecirkus. Jeg kunne slet ikke finde rundt i, hvad han havde gang  i sit mikroskopiske bønne af en hjerne. Nilson, du er virkelig på den nu. 

På intet tidspunkt var der stille i den enorme sal. Selv maid’sne som var lidt kendt for at tja, være gode til at udholde ting, så ud til at være lidt irriteret over, hvor meget Nilson absolut skulle plapre om sit liv. Ja, gråd herskede udelukkende over det kølige rum med det arktiske tema. Og jeg syntes nu også at det klædte herrens personlighed. Iskoldt. Alle møblerne af glas forestillede is, i forhold til hans egoistiske trone, som skulle forestile et kæmpe isbjerg. Mens var Herren selv iført et sort sæt tøj. Sort slips. Sorte bukser. En sort skjorte. Han havde dog aldrig sko eller strømper på, fordi han mente, at man kun var hjemme et sted, hvis man kunne gå rundt uden strømper eller sko. Men alt i alt passede sort ‘overraskende’ godt til ham og hans perfekte struktur. Underligt nok kunne jeg slet ikke forestille mig ham i andet end sort. Et rygte havde engang kørt rundt mellem maid’sne om, at han simpelthen ikke kunne gå i et andet end sort. 

Min herres blik, som beordrende vækkede mig fra mine egne tanker, gav tegn til at jeg skulle komme nærmere. Nilson plaprede stadig videre om sit liv, da jeg elegant, og ja, elegant nikkede og bevægede mig mod min Herres højre side.

"Aha.To koner og et barn? Nej, vent en kone og to børn selvfølgelig. Du er jo noget af en taber. Vil du vide hvem der gjorde det? Hvem der endte dit liv?" 

En knasende lyd af knust popcorn lød fra hans fingre, da han pludselig afbrudte Nilson.

Og pludseligt, et par sekunder før jeg nåede hen til tronen, stod han lige ved siden af mig.  Tog blidt noget af mit hår, som dækkende mit chokkeret ansigt, bag mit øre. Jeg gispede.

"Hun hedder Shi. Er hun ikke smuk? Hendes lyse hår er meget pænere end det mørke kedelige hår hun havde før.”

Jeg kiggede febrilsk op på min herre, men kunne umuligt læse hans ansigtstræk. Hvad var det, han ville? Hvorfor skulle jeg blandes ind i dette? Jeg havde jo udført den opgave, han havde tiltænkt mig.

“Det var hende.

Nilson spærrede hysterisk sine våde øjne op, og kastede sit ynkelig blik hen mod mig. Jep. Han kunne vist godt genkende mig,

“Den gentagne dunken i dit hoved, som dag efter dag stjal din livsenergi. Det er hende du skal takke." 

Jeg kiggede sukkende på min smilende Herre, mens han igen, pludselig var tilbage på sin plads. Jeg svedte Jeg vidste ikke, at jeg kunne svede. En skærende følelse borede sig dybere ind i mig. Omhyggeligt tørrede jeg blidt sveddråberne fra min pande. Jeg stod med ryggen til Nilson, som langsomt kiggede tilbage på pigen, han havde set på vejen tidligere.

Uden varsel faldt jeg med ét bag ud, da nogle rystende hænder greb fat i mig. Nogle klamme mandehænder. Nærmest abehænder. Overrasket vendte jeg mig om og så Nilson. Blikket i hans røde øjne, som nu stirrede på mig. Det var ikke det samme blik som før. Had. Hans blik var fyldt med had. Han ønskede mig død. 

"Dig. Du er jo også et menneske, er du ikke? Hvorfor gjorde du det?! FORTÆL MIG HVORFOR DU GJORDE DET? Dit hjerteløse monster. Hvad med min kone? Mine børn? Har du tænkt på det? Hvordan skal de leve?!" 

Nilson skreg stadig af mig, da to ansigtsløse mænd slæbte manden ud af salen. Ud til...'det sted' uden for. De bandt et tykt reb om hans hals og trak som bare pokker. Cirkusdyr igen.

“Så, så. Man behøver da ikke at hidse sig op. Hun kunne jo ikke gøre for det. Vel, Shi?”

Min Herre sendte mig nu et blik, som sikkert både kun smelte pige - så meget som drengehjerter.   Lige nu var mine tanker bare et andet sted henne til at kunne bemærke det.

Da lyden af den tunge dør blev sendt ud i resten af salen som et ekko, var der helt stille. Ingen sagde noget i et par sekunder. Jeg sad stadig på knæ på det hårde gulv. Hudafskrabninger fra Nilsons negle kunne tydeligt ses på mine arme. 

En svag hvisken fra maid’sne brød dog den henfaldende stilhed, og pludselig brød han ud i en skærende latter, der både gav genklang i mit og de andres hoveder. En ung drenge-latter. Han var jo også kun 19. Selv om han virkede så moden, kunne man sagtens se det på ham. Der var bare ikke noget menneskeligt over ham. Han var født og opvokset her. Under al den smerte, pinsel og synd. Han havde arvet alt dette efter sin fars mystiske død. Alt det havde jeg hørt fra maid’sne, som fra han var barn havde passet ham, og nu ja, blev de brugt til noget helt andet.De blev vist aldrig ældre. Men en af de ting, som plejede at undre mig var tanken om hans mor. Hvem var hun? Hvor var hun? Ingen vidste det.

"Hvor morsomt. Ha ha. Det er da også lang tid siden, jeg har haft det så sjovt." 

Han krøllede 'æsken', som hans popcorn havde været i, og kastede den hen til en af sine Maid's, som så greb den og gik ud med skraldet. 

Imens hoppede han elegant ned fra sin trone af glas. Med langsomme skridt gik han hen mod mig, som stadig sad på det kolde gulvet. 

"Jeg håber da ikke, at det bliver til et ar, det der. På din arm. Det ville ikke være så pænt." 

Han hev mig op at stå, som vejede jeg mindre en en fjer. Jeg sagde intet.

"Du har da ikke dårlig samvittighed vel?" 

"J-jeg...jeg..Herre...,"

Mere kunne jeg ikke få ud. Jeg var så forvirret, og det fik mig til at ryste over det hele. Jeg havde jo set det mange gange, uskyldige mennesker blive slæbt væk. En efter en. Men aldrig havde han peget på mig, og fortalt dem, at det var mig der stod bag. Var det skyldfølelse der fik mig til at miste balancen hele tiden? Havde jeg overhovedet en samvittighed?

"Nå. Er du klar til din næste opgave?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...