ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
243Kommentarer
7307Visninger
AA

17. Samtale

"Fryser du ikke?"

 

Regnen var stoppet for et stykke tid siden, men vejret var nu stadig gråt og koldt. En typisk forårsdag. Jeg gik bag ham, og lod mit blik glide hen over hans afslørende ryg. Hans tøj var gennemblødt. 

 

"Nej," udbrød han uden at sænke farten overhovedet. Han var nu en ganske flink fyr, Takaya Ren. Selv om han var ret stille i forhold til Katou-kun, og virkede mere dyster. Jeg nød dog alligevel bare den stilhed der var imellem os. Nød den oprigtigt. 

 

Jeg havde trådt på en del tilfældige ting, som jeg ikke havde en anelse om hvad var. Skrald, sten eller hvad der nu lå og flød rundt omkring. Det betød ikke så meget lige nu. Jeg betragtede hans kropsbygning endnu engang. Hans nakke. Skulderblade. Han var egentlig ret høj. Måske 1.80 eller højere. 

 

Jeg stoppede op i et kort øjeblik og satteblidt mit pandehår, som klisterede sig sig til min pande, bag mit øre. Hans skridt var så lange og hans tempo var så hurtigt at jeg tvivlede på, at jeg ville kunne nå at indhente ham. Heldigvis stoppede han op.

 

"Ikeda-san? Det var det, du hed ikke?"

 

Han vendte sig om mod mig, og jeg nikkede.

 

"Okay. Jeg ville bare være sikker," svarede han automatisk. Lyden af hans stemme lød dog alligevel som om han tvivlede. Det virkede som om, han havde gennemskuet mig.

 

"Takaya-san. Jeg føler, at du tvivler over, at det jeg siger er sandt."

 

Øjenkontakt. Direkte øjenkontakt. Jeg kastede hans jakke hen til ham, og han greb den uden besvær. Han kørte sine hænder gennem sit våde mørke hår og sukkede. Jeg løftede ikke mit blik fra hans.

 

"Er det da ikke sandt? Det du siger?"

 

Han bevægede sig lidt tættere hen mod mig. Observerede mine ansigtstræk, men der var ingen.

 

"Det må du selv afgøre," svarede jeg. "Om du tror på det jeg siger eller ej, det er noget du selv bestemmer."

 

Han sukkede sarkastisk. Vi befandt os i udkanten af byen. Uden for en lukket bygning, hvor man kun svagt kunne høre baggrundslarmen længere inde i byen. 

 

Takaya stak sin hånd i lommen, fandt en lighter og en smøg frem. Tændte den bagefter.  

 

"Jeg vidste ikke, at du røg."

 

Han pustede røgen ud. Smilede.

 

"Jeg troede heller ikke, at jeg røg."

 

Igen var der stille mellem os. Jeg stod lænet op mod muren og vred al vandet fra min skoleuniform. Det beskidte regnvand. Imens bevægede han sig hen ved siden af mig. Min herre røg også, så jeg var vandt til lugten. Den mindede mig en smule om ham. 

Jeg holdt min uniform tæt ind til kroppen, og lod min krop glide ned af muren. Jeg satte mig på den våd asfalt, og var lige glad med, om jeg ville blive endnu mere beskidt end jeg allerede var. Takayas hvide t-shirt og shorts, som jeg havde lånt var ikke længere hvide. Al mulig skidt var sprøjtet hen over min krop, da vi gik på gaden og bilerne kørte forbi. 

Det var første gang i mit liv, jeg havde været så beskidt og så ynkelig. Eller første gang i det her liv, hvis man overhovedet kunne kalde det for et liv. 

 

Jeg lod mærke til en cigaret som pludselig faldt ned ved siden af mig. Jeg jeg rejste mig, og mit hjerte sprang et slag over.

Takayas hysteriske hosten brød stilheden. Han trak vejret, som han vist havde ret svært til. Med den ene hånd fast på sit bryst stod han og hostede som om hele verden var ved at gå under. Hans blik var tomt, og jeg stod som plantet, uden at vide hvad der skete med ham.

 

"T-Takaya-san.."

 

Jeg lagde forsigtigt min hånd på hans skulder. Bekymring. Var jeg bekymret?

Men hele situation blev vendt om. 

 

Jeg blev narret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...