ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
243Kommentarer
7436Visninger
AA

16. Opklaring

Jeg stod som frosset, mens mit sind absorberede ordet, bogstav efter bogstav. Monster. 

 

Jeg tabte mit greb om min skoleuniform på det næste trin. Fysisk befandt jeg mig midt i en stor luksusvilla, men psykisk vandrede jeg rundt i fragmentariske bider af et fjernt minde.

 

"Dig. Du er jo også et menneske, er du ikke? Hvorfor gjorde du det?! FORTÆL MIG HVORFOR DU GJORDE DET? Dit hjerteløse monster. Hvad med min kone? Mine børn? Har du tænkt på det? Hvordan skal de leve?!"

 

Matthew Nilson. Gad vide hvad der blev af ham. Hans kone og børn. 'Hvordan reagerede de, da de fandt ud af, at deres far eller mand ikke var i blandt dem længere. At han ikke indåndede den samme luft, som de gjorde længere.

 

"Tænk på, at jeres far er et eller andet sted oppe mellem skyerne sammen med vores barmhjertige Gud, hvor han kigger ned og smiler til os hver dag. Han er her stadig i blandt os, jeres far. Vi kigger på den samme himmel lige nu, børn. Det gør vi helt sikkert."

 

Var det sådan noget hun sagde til sine nu faderløse børn? Ord, som hun håbede ville være i stand til at berolige dem? Ord, som kunne få dem til at bevare håbet og troen på 'Gud'? Dybt i sit hjerte var hun sikkert i et kaos. Sorgen ville sidde der som et stort råt sår, på hendes hjerte, som i modsætning til hendes afdøde mand stadig bankede. Måske ikke så lystigt, måske ikke så villigt som før, men den var der stadig. Hendes hjertebanken. Og også hendes børns. Derfor gik hun rundt med et smil på læberne, et smil som grundigt havde gemt al usikkerheden væk, mens hun dag efter dag fortalte børnene ting, som de efterhånden begyndte at tro på, ting, eller rettere sagt løgne, som hun selv var begyndt at tro på. Bare for at gøre tabet lettere. 

 

Ganske rigtigt var vi de onde i dette spil. Jeg var en del af spillet. Jeg var den onde.

 

Minien stod med et spørgende blik og hævede øjenbryn. Den var vidne til hvordan mine øjne pludselig blev fjerne, hvordan jeg pludselig ikke var åndeligt tilstede. 

 

Jeg kunne tælle alderen på den som ringe om en træstamme. Det var ikke så lang tid, den havde været ude. Ude i den virkelige verden. Den verden hvor tiden gik, og dagene blev talt. Elleve år. Det var ikke så meget i forhold til de mennesker, som havde levet i hundrede år. Tusinde år. Men stadig mere end dem, som lige havde taget deres første åndedrag i dette øjeblik.

 

Jeg samlede min energi i ét punkt, og koncentrerede mig om det der stod foran mig.  Det var bare en lille dreng, som sagde hvad der passede ham, uden nogen form for ond mening. En lille dreng, som ikke havde bekymringer om noget som helst. En dreng som levede. Hvor var det pudsigt. 

 

Hvad vil der blive sig af denne dreng, den dag hans storebror pludselig ikke blev talt med i livet længere? Ville blikket i disse lysebrune øjne forblive nysgerrige, klare og åbne som nu? Nej. Det ville de ikke. 

 

Og det var mig, der afgjorde det.

 

"Eh! Det var kun for sjov, onee-san!" lød det fra en bekymret barnestemme, som troede, at han på en måde havde såret mig ved at kalde mig for det ord. 

 

Det var slet ikke derfor en iskold tåre vandrede ned af min kind. Jeg vidste ikke, at jeg fysisk var i stand til at græde. Heller ikke, at det var muligt for mig at have ondt af andre. Denne følelse. Jeg hadede den. 

 

Den burde slet ikke eksistere.

 

Jeg greb fat om min uniform, spænede ned af trappen og ud af hoveddøren. Jeg efterlod ham uden at sige et ord. Efterlod ham med skyldfølelse, fordi han troede at han havde såret mig. Det var bare ikke lige det.

 

Jeg havde ikke lagt mærke til det, før mine bare fødder ramte den våde grund. Det var stoppet med at regne, men gaden var stadig dækket af regnvand. Folk på gaden lod deres blikke glide hen over mig, da jeg gik gennem mængden, iført en hvid t-shirt og hvide shorts. Alt for stort tøj. Jeg havde min skoleuniform slæbende i højre hånd. Den var blevet helt beskidt af al gadens regn som med tiden havde fejret al skidtet med sig.

 

Hvor var jeg ynkelig. 

 

Det plejede aldrig at være sådan. Det plejede altid at være så nemt. Hurtigt overstået. 

Men nu gik jeg her, og reflekterede over det som jeg havde forvoldt dem alle. 

 

Jeg mærkede en halvtung varme på mine skuldre, og vendte mig om for at se, hvem der pludseligt havde lagt sin jakke over mig.

 

"Hey. Du er vågnet." 

 

Jeg lod mærke til, hans våde hår, og hans hvide skjorte hvis stof nu afslørede lidt af hans nøgne hud. Han havde gået rundt i regnen, gættede jeg.

 

"Ja. Jeg kunne jo ikke blive i din seng for evigt," mumlede jeg lavt, og håbede halvt på at han ikke hørte mig.

 

"Det er vel sandt nok," hørte jeg ham sige med en helt neutral tone.

 

"- men må jeg i det mindste ikke få mit tøj tilbage?"

 

Jeg stivnede, og måske, bare i et kort sekund, gik hans mundvige over i et lille smil. Et ganske kort smil. Måske så kort at det ikke blev talt med som et smil. Lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...