ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7139Visninger
AA

15. Monster

Jeg vågnede af mig selv. En stribe af lys kastede sig over mit søvnige ansigt, da jeg satte mig op på sengen.

Hvad var klokken? Hvor længe havde jeg sovet?

Nogle fremmede stemmer og baggrundsmusik nedenunder afslørede, at jeg ikke var den eneste, der befandt sig i den kolosale villa. Langsomt studerede jeg mine omgivelser. Alt var, som det var, sidst jeg var vågen pånær det, at jeg nu var lutters alene mellem de fire vægge. Jeg sukkede. Det var ikke altid man kunne regne med at ting gik, som man gerne ville have det til at gå, tænkte jeg for mig selv.

Gad vide hvad dag det var i dag? Hvor mange timer havde jeg været væk? Hvad var der sket i de få eller mange timer?

Jeg havde en underlig smag i munden. En tør fornemmelse. Følte mig lidt utilpas måske.

Jeg vidste intet. Det var ikke normalt. Det skete aldrig at jeg ikke havde i overblikket over min situation. I hvert fald ikke indtil nu.

 

Nænsomt, den ene efter den anden, lod jeg mine bare fødder komme i kontakt med det knirkende trægulvt. Jeg var ikke vant til det. Følelsen. Mine fødder var følsomme. De var vant til altid at have nogle sokker eller sko på, for at forhindre en hver direkte kontakt med grunden. Det føltes underligt. Det at gå rundt uden sokker på.

 

Mit sind var stadig ikke helt så klart, som det plejede at være, og en svag dunken i baghovedet irriterede mig gevaldigt. Derfor gik jeg kun langsomt ned at trappen. Forsigtige og passende skridt. Jeg lod først mærke til det efter jeg var nået halvvejs ned af den buede trappe. En lille figur. Stirrende på mig fra trappens fod. Pjusket kortklippet hår som man lige nøjagtig kunne kalde mørkebrunt. Næsten sort hvert fald. Den havde en hvid skjorte under sin mørkeblå sweater. Jeg havde det som om, jeg stod og stirrede på en mini udgave af Takaya Ren. Creepy.

 

"Hej," sagde 'den' pludseligt til mig, mens den gav mig et ganske bemærket elevatorblik. Børn. 

 

Jeg blinkede hurtigt et par gange af forvirring, da jeg lod mærke til, at den pludselig begyndte at tale. Dens brune øjne som stirrede på mig var runde som en hundehvalps, lange sorte øjenvipper dækkede lagde en tæt på usynlig skygge og dem. Neglene var klippet. Dens stemme var på samme tid både barnlig og lys, men alligevel var der noget over den, der ikke virkede som en stemme der tilhørte et barn. Kvik. Minien virkede ret kvik. 

 

"Okay," var det eneste der kom ud af min mund. Om det var et skævt svar tænkte jeg ikke over lige i det øjeblik. Det betød ikke så meget. Det undrede mig mere om, hvordan den var kommet ind i huset.

 

"Monster onee-san. Du er helt væk."

 

Monster?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...