ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7190Visninger
AA

20. Liv

Selvom der knap nok var gået en uge, føltes det som evigheder. Mørket var blevet erstattet med nye elpærere, så risikoen for at skvatte ned af de 333 trappetrin var formindsket, - en del. Det var længe siden. Utroligt, hvor meget hele tilværelsen i menneskeverdenen havde gjort mig opmærksom på de små detaljer. Her var meget stille, men der var kommet en eller anden form for sitrende lyd i baggrunden. Den slags ligegyldige, men stadig pirrende lyde, som man tvivlede på egentlig var der eller ej.

Før jeg havde givet mig selv lov til at se mig omkring, var jeg allerede havnet foran hallen. Det iskolde håndtag stod lige foran mig, og var klar til at tage imod min hånd. Men var jeg selv klar til at se ham? 

Langsomt lod jeg mine fingre glide hen over håndtaget. Ganske rigtigt var det lige så koldt, som det så ud til. Alene, omringet af total stilhed, startede jeg en lille diskussion med mig selv. Jeg var så usikker, jeg følte mig skyldig, selv om jeg teoretisk set ikke havde gjort andet, end det jeg havde til opgave. Det havde jeg da ikke?

Hvorfor var det pludselig ikke det samme længere? Hvor er den tilfredse følelse, jeg plejede at have efter en vellykket mission? Hvad er det der holder mig tilbage? 

I sidste ende besluttede jeg mig for at vente. Bare en lille smule. Jeg var ikke klar til at se ham i øjnene. Ikke endnu hvert fald.

Det jeg undrede mig aller mest over var, hvorfor gangene var så tomme. Der var ingen. Ingen maids.

Jeg sukkede.

"Hey, hvorfor så trist?"

Jeg mærkede en tung hånd på mit hoved, som fik mig til at kigge op på vedkommende. Til min overraskelse, havde skikkelsen det samme lysebrune hår og de samme grålige øjne som denne ene person, som slet ikke burde være lige her. I denne tomme gang. Ved siden af mig. I dødsriget. Lige nu. 

Først var der bare stille. Ikke en sådan akavet stilhed, men måske mere, en redegørende stilhed. Jeg havde brug for tid til at samle tankerne.

"Er du...er du sindssyg?" fremstammede jeg og en mild brise løb igennem min krop. En svag varme rejste sig på mine kinder, og jeg var sikker, sikker på, at jeg rødmede en smule. 

Måske var det bare på grund af chokket.

"Om jeg er sindssyg? Vil det så sige, at du også er sindssyg, da det så vil sige, at det kun er sindssyge mennesker der går rundt her?"

Måske stod jeg her, og var fuldstændig tømt for andet klogt at sige, men jeg kunne ikke vende mig til tanken om, at jeg havde Katou Lucan stående lige over for mig. Helt levende og frisk. Pjusket hår, en mørkeblå sweater med rund hals og en ternet skjorte indenunder. Sorte shorts der gik til knæene og converse hvis snørrebånd var kridt hvide, selv om de ikke var bundet. 

Så ren og ny. Han lignede sig selv. Stadig den samme lystige aura, med et smil på læberne. Også selv om han befandt sig midt i helvede. Jeg blinkede et par gange for at være sikker på, at det ikke var noget jeg havde bildt mig selv ind.

Måske nev jeg ham et par gange. Måske lidt for hårdt endda.

"Rolig nu! Jeg er ikke helt død og følelsesløs!" Lucan rynkede sig på næsen, men smilede stadig hans sædvanlige smil, blikket i hans øjne var fyldt med liv. "Jeg er lige så levende som ... som du er."

Mig? Levende?

Så det er virkeligt. Katou Lucan, min klassekammerat, eller nærmere sagt Ikeda Shis klassekammerat, stod her ved min side.

Uden at være død. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...