ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7186Visninger
AA

2. Larm

Mit navn er Shi.

Det er det eneste, du behøver at vide. Det eneste jeg behøver at vide. De tre enkelte bogstaver, er det eneste jeg kan kalde mit. Det var det navn han gav mig. Mere kunne han ikke tilbyde. Ham, som vi kaldte herren. 

 

Jeg vil starte med at nævne travlheden ude på gaden. Trafikken. Støjen. Jeg holdt mig om ørerne, da jeg passerede de mest larmende lyskryds. Jeg hadede larm. Det mindede mig om vinduerne i hans hjem. De store firkantede ruder, og dampen som kom udefra. De små dråber, de fleste ville tro var vand, løbende ned af de duggede ruder.

Når han åbnede vinduet fra sit hvide hjem, gav han det frit løb til at trænge ind i værelset. Og jeg hørte det. Skrigene. Larmen. Han grinede altid, når jeg gjorde det. Når jeg faldt på knæ og holdt om mine ører. Min herre. 

 

33-årige Matthew Nilson. En ganske normal mand født den. 9 november 1979. En ganske kikset stil. Karseklippet frisure. Ad. Briller. En ganske normal ingeninør. Tjente dog ikke så meget. Men vigtigst af alt var han kristen. Døbt. Han var mit mål. Mit bytte.

Min herre er i besiddelse af en bog, hvor han skriver alle navnene ned af de uskyldige mennesker, som jeg skal bringe ham. Og i den bog står kristne Nilsons navn skrevet. Heldigt for ham.

 

100 dage i alt til at trække al livsenergi ud af hvert offer, og derefter bringe dem derhen, hvor de vil tilbringe evigheden i synd, smerte og pinsel. Denne proces tog mig normalt kun det halve af de dage, jeg havde fået foræret, og jeg var stolt af at få uddelt disse opgaver, som selv ikke Gud kunne forhindre. For jeg fandtes i bund og grund ikke. Jeg var slettet fra systemet. Min herre havde reddet mig fra at havne ude 'det sted'. Skrigene. Alt det onde. Jeg ville havne det samme sted som Nilson, ville havne om et øjeblik, hvis det ikke havde været for herren. Han havde givet mig en chance, og jeg ville gøre alt for at gøre ham tilfreds. Derfor var jeg her stadig. Derfor er jeg her stadig.

 

Matthew Nilson kunne mærke en lille dunken i sit hoved. Han tænkte at det nok bare var varmen, og tørrede svedperlerne væk fra hans pande. Lyset blev grønt for de ventende fodgængere og han trådte ud på de hvide streger.

 

"Du kommer aldrig over vejen, Nilson," hørte han en stemme sige bag ham. Han vendte sig om, og så hende i øjnene. En spinkel pige med langt lyst hår. Melankolske lyseblå øjne. Ganske tynde håndled. En hjerteformet mund. Han fandt pludseligt ud af, at han glemte at trække vejret, og det gik ikke, da han trods alt var et menneske. Han tog sig til halsen, og så faldt han om. 

 

"Det var da også på tide." smilede jeg til ham. "Vi ses dernede, Mattie!"

 

Nilsons krop lå et par centimeter fra mine fødder, og  efter et par sekunder råbte jeg hjælpeløst efter hjælp. Denne gang var jeg en 'uskyldig' 17-årig skolepige, som var på vej hjem fra skole. Jeg gjorde det igen. Nilsons forvirrede sjæl stod nu panisk og stirrede på sin egen livsløse krop. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, da folk pludselig stod omringet om den stakkels mand, som var han et handicappet cirkusdyr. Men jeg havde dog for travlt til at stå op pege overraskende på ham. Jeg vidste at min herre ventede mig, og det var aldrig godt at lade ham vente. Selv ikke den mindste smule. Der blev nu ringet efter en ambulance.

Der var den så igen. Men nu endnu værre. Larmen. Jeg holdt mig for ørerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...