ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7151Visninger
AA

18. Genforenelse

Et hårdt sug skød igennem mit indre, og fik mig til at bøje  en smule forover. Jeg trak vejret hurtigere, selv om jeg egentlig ikke havde behov for det. Alligevel var der intet, der kunne få mit til at stoppe. Jeg slugte noget syrlig, der på underlig vis havde ophobet sig i min hals. En hungrende sult fik mine ellers sikre ben til næsten at give slip og lade min krop falde. Måske var det ikke sult, men nærmere en form for gennembrydende nervøsitet. Var jeg nervøs? Hvorfor dog? Det brændte i mit ansigt, fordi jeg kunne mærke varmen fra hans ansigt, der var alt for tæt på mit. Min ene hånd var låst fast i hans greb og presset op mod den kolde mur ligesom resten af min krop. Det var ikke en mild smerte. Måske var han stærkere end han så ud til. Smerten fra min højre hånd. Det var tæt på, at jeg ikke lod mærke til den fordi der var så meget andet, der havde gjort krav på den smule opmærksomhed, jeg kunne tilbyde. Men jeg var bidt. Helt væk. Om verden så var ved at gå under bag os, jeg ville ikke have set det komme. Overhovedet.

 

Hvad nu? Mit ansigt blev reflekteret i hans mørke øjne, og jeg så selv hvor lidt kontrol, jeg havde over mit eget ansigtsudtryk. Gad vide hvad han tænkte på? Hvorfor så han på mig, som om han kendte mig? Som om han altid havde kendt mig? Jeg lod mærke til hvordan hans bryst trak sig op og ned, som et tegn på, at han stadig var forpustet. Han smilede ikke, der var intet tegn på, om han var glad, sur eller noget helt tredje. Hans sorte pupiller fulgte mine, og jeg vidste, at han ville have mig til at fokusere på hans blik. 

 

Hans knæ stod stabilt ind mod mit lår, og jeg mærkede hvordan muren stak i min ryg. Chancen for at løbe min vej var tæt på nul. Der var intet hul at gemme sig i, nu hvor vi stod der, med begge vores hjerter så tæt på hinanden. Det bankede. Bankede inden i mig. Hvor kom denne menneskelige egenskab fra? Lige nu var jeg delvis forvirret og delvis væk. Selv om det at være væk og det at være forvirret næsten var det sammen uanset hvordan man så det. 

 

Hans venstre hånd var som plantet på murstenene lige ved siden af mit ansigt. En strakt arm, der beordrede mig til ikke at vende blikket den anden vej. Jeg var fanget. Virkelig. 

 

"Du er ikke et menneske."

 

Jeg mærkede varmen fra de ord, som glidende formede sig fra hans læber. Der var ingen venlighed i den, og jeg mærkede hvordan kanterne var fyldt med utålmodighed og røg. Jeg tabte uniformen i den våde asfalt, men jeg havde slet ikke tid til at beklage mig over, hvor lang tid jeg havde brugt på at vride den. Den var blevet våd igen. Sådan var det. 

 

"Selv om du trækker vejret nu. Selv om det, som skulle have været dit hjerte banker lige nu. Du er ikke et menneske. Du er død. Eller det var du."

 

Det var blot ord. Bogstaver som var bygget op, sådan så de dannede en mening. Hvorfor? Hvorfor gjorde hans blik mig så ked af det? Fordi det var sandt? Nej. Han rynkede brynene, og strammede sit greb om mit håndled. På en eller andet måde var der opstået et bånd mellem os. Eller også havde det altid været der, men jeg havde nok glemt det. Men nu var det der igen. Det bånd, som gjorde at han kunne læse mig. Fordi han kendte mig. Fordi han måske i mit tidligere liv havde mødt mig før. Hvad havde vi tilfælles dengang? Men jeg døde jo. Mit liv blev taget fra mig, fordi jeg var så uheldig. Bare fordi, sådan havde de bestemt det. Sådan så min skæbne ud. 

 

"Har jeg mødt dig før?"

 

Min stemme knækkede over i første stavelse, mens jeg prøvede, virkelig prøvede at bevare roen. Det sidste kom ud som en halvhvisken. Jeg mærkede hvordan smerten fra min hånd pludselig blev tydeligt formindsket, da han fjernede grebet. I stedet tog han en tot af mit lyse hår, og viklede det om sin finger.

 

"Ayumi." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...