ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7148Visninger
AA

8. Førstehåndsindtryk

“Ja, klasse. I har så fået to nye elever præcis to dage efter skolestart. Pft, perfekt timing hva’?” 

Hans ironiske blik vandrede mellem mig og ham den anden elev. Vores kommende lærer var en helt tilfældig mand midt i 40‘erne. Rank stilling, briller. Han havde måske lidt mave, hvis man så ham fra siden. Fornuftigt klædt. Ganske ‘elskelig’. Især den tone han brugte, når han omtalte sine nye elever, som smart nok havde valgt at starte i hans klassen lige efter skolestart, hvor alle andre elever allerede var godt i gang med deres 2. Skoleår. Det jeg umiddelbart lod mest mærke til var to sorte næsehår, som dinglede lystigt fra hans højre næsebor. Charmerende.

 

“Nå, men nu vil jeg gerne bede de to elever om at præsentere sig for os andre som venter spændt. Damerne først, hvis De vil være så venlig.”

Hr. Næsehår kiggede ikke en eneste gang hverken mig eller ham den anden i øjnene. Vores anderledes udseende, dvs. Hårfarve og især øjenfarve faldt vist ikke lige i hans smag. Vi var ikke så traditionelle. Mig, med mit lange blonde hår, som gik til mine hofter, mine ‘dræberblå’ øjne. Ham, med det lysebrune hår og de fangende grålige øjne. Desuden bar han også sorte øreringe på begge ører. Uha. Heldigvis havde han dog taget sine solbriller af. Jeg vidste stadig ikke hvem han var.

 

De andre elever gav os også gentagende elevatorblikke, for i forhold til dem var vi ikke nær så kedelige med kulsort hår og mørke øjne. De ventede på at høre mere om os. Hvem vi  i egentlig taget var. Klangen af vores stemme. Det er vel altid spændende med nye elever i klassen. Især elever som os. 

 

Jeg sukkede.

 

“Mit navn er Ikeda Shiori. Jeg er 17.” Jeg kunne ikke få det til at lyde mindre som en automatisk telefonsvarer. 

 

“Tak, tak, Shiori-san. Ganske kort og ensformigt. Nu må du da sandelig ikke tro, jeg mener noget negativt med den konklusion, men du kunne nu godt have fortalt noget mere om dig selv.”  Hr. Næsehår nikkede sukkende og gav tegn til at den anden elev skulle præsenterer sig.

 

“Navn: Katou Lucan. Alder: 17. Jeg har boet i Paris. Hm, er det nok eller? Vil du også høre mine præcise kropsmål eller er det for personligt efter din mening, hr.?” 

 

Et dristisk smil formede sig på Katou-kuns ene mundvige. Pigernes hvisken kunne sagtens høres, selvom de vist prøvede at skjule deres begejstring. Han var nu ret så charmerende, ham, jeg tidligere havde mødt ved rektors kontor. Katou Lucan. Det var heller ikke et normalt japansk navn.

 

De havde øjenkontakt for første gang. Katou-kun og hr. Næsehår. Allerede fra første øjekast havde vi godt nok ikke fået indført et særlig godt indtryk, må jeg indrømme. De andre elever grinede dog lidt af Kato-kuns spydige tone. Han nød opmærksomheden.

 

“Ja det er godt, Katou-san. Meget interessant. Du er jo også ny her, og jeg synes bestemt også, at jeg lige vil fortælle både dig og Ikeda-san, at farvning af hår, farvede kontaktlinser og sågar også øreringe er yderst upassende her på vores skole. Selvfølgelig har vi undtagelser når det engang bliver halloween, så der er i velkomne til at vende tilbage på skolen med  jeres farverige frisurer.”

 

Der fik vi forklaringen på, hvorfor alle de andre elever havde samme hårfarve. Det irriterede mig dog lidt, at vores lærer bare havde anklaget os for at bære farvede kontaktlinser og have farvet hår, når det i mit tilfælde ikke helt var sandt. 

 

Et sarkastisk suk blev lukket ud af Katou-sans velformede læber. Han smilede.

 

“Er det så nu jeg skal strippe og vise dig min underarm, eller ville det være mere troværdigt, hvis jeg trækker mine bukser ned?”

 

Vi stod oppe ved tavlen. Mig, Katou-kun og vores nu flove lærer og så ud på en flok grinende elever. Han havde dem virkelig. Katou-kun. Hans personlighed havde fanget dem alle i sit magnetfelt. De kunne lide ham. 

 

“Du må gerne smide tøjet for min skyld, Katou-san. Ja, som bevis for, at det er din naturlige hårfarve.” en stemme bagerst i lokalet fik publikums grin op på et endnu højere niveau, men for mig var det overhovedet ikke sjovt. Det var ganske seriøst. Alvor. Jeg havde mistet så meget energi, at jeg havde ikke lagt mærke til det.

 

Takaya Ren var nu officielt blevet min klassekammerat.

 

“Nu bliver jeg jo helt genert.” Katou-sans blik var nu rettet mod Ren, som sad helt roligt på den bagerste plads og stirrede tilbage på de skarpe grå øjne, der vist overhovedet ikke skræmte ham den mindste smule.

 

En intim stirren hærgede atmosfæren mellem de to unge elever i et par lange øjeblikke.

Lidt efter lidt mærkede jeg tiden gå. Trætheden var ved at tage over min krop, da jeg fik mine læber til at udforme de to ord ud i lokalet. 

 

“Takaya Ren.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...