ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7167Visninger
AA

11. Følelser

"4 år. Sidst jeg så dit fjæs, var da den gamle døde. Hvad skylder man æren?"

 

De lignede hinanden. Der var 1 år mellem de to brødre, men hvis man ikke dømte efter deres hår - og øjenfarve, var de som en enkel skabning, der tiltalte sit eget spejlbillede.

Alligevel kunne man ikke forveksle dem. Man ville aldrig være i tvivl om, hvem der var hvem. Deres personlighed var mere det modsatte af hinanden  end farverne sort og hvid. Liv og død.

 

"Jeg er blot kommet for at snakke med dig om din veninde, storebror."

 

Lucansus trådte et skridt frem, så de to unge mænd stod side om side. Dog vendte deres blikke mod to forskellige retninger. Deres kropsbygning var tæt på ens, men Lucansus var små millimeter lavere end sin 1 år ældre bror. Halvbror, for at være mere nøjagtig. 

 

Den tynde atmosfære var ganske kold, og langsomt, ganske langsomt mærkede man den sitrende følelse af ligegyldighed brage ind i luften for derefter at fylde hele salen med tomhed. På intet tidspunkt kunne båndet mellem de to brødre fornemmes. Man tvivlede på at der overhovedet var noget bånd. Et bånd af kærlighed eller sågar had. Men der var intet.  

 

"Shi? Nå, du har mødt hende? Det må være sjovt, hva' Lucan? At rende rundt i menneskeverden. Alle pigerne. Du gør bare, hvad der passer dig."

 

Hans sølvfarvede hår var igen faldet ham for øjnene, men han var ligeglad. Det gjorde hans blik endnu mere ulæseligt, selvom hans kolde 19-årige stemme dog alligevel gemte lidt i sig. Lucansus stirrede følelsesløst ned på det glatte gulv, hvor hans tomme blik blev spejlet. Han havde ikke noget at sige til sin bror. 

 

"Det rager ikke dig, hvad mine ejendele laver. Du valgte at skride for 4 år siden. Skride fra alting. Du fravalgte ham. Byrden. Fordi du er så svag. Du er så svag, Lucan."

 

Sukkende lagde Lucan et par fingre på sin pande. Det var kun nervepirrende. Bare at være i den bygning. Bare det at være så tæt som muligt på de minder, som han i 4 år havde prøvet at lægge bag sig. Han havde virkelig prøvet på at være ligeglad. Slippe alt. Glemme sin identitet. Det var dog som om hans egne værdier, som han havde haft siden barndommen skød alt det, han gerne ville glemme lige tilbage på ham. Han sukkede dybt, og vendte sit blik mod den iskolde og følelsesløse kopi af ham selv. 

 

"Hun er i fare. Din veninde. Hvis hun starter 'det' på denne Takaya Ren, risikerer hun at få noget af sin hukommelse tilbage. Det var sådan set bare det, jeg ville sige. Farvel, storebror, Herre af dødsriget eller ... dit rigtige navn. Azar'el. Jeg håber ikke, at du har glemt, hvad du hedder, Azar'el." 

 

Idet en lyd af et pludseligt knips fyldte det ellers så lydsløse rum, var Azar'el igen alene i den massive sal. Et sarkastisk fnis fandt sin vej frem af hans sammenknebne læber.

 

En uønsket tanke fyldte hans sind. En tanke, som efter hans mening, slet ikke burde eksistere. Langsomt lod han en dyb udånding stige ud sammen med den tanke, sammen med de få følelser som var ved at blive vækket i hans tomme indre. Man kunne se det på hans ansigt. Man kunne se hvor ung han var, i forhold til den byrde, den tunge byrde han måtte bære gennem evighederne. Han lænede sig tilbage med blikket rettet mod loftet. Menneskeverdenen. 

 

"Fuck."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...