ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7185Visninger
AA

13. Et lys

Det samlede sig først i min håndflade. Jeg mærkede den stigende varme, mens min krop fuldte hans kronologiske åndedrag. Blot små sekunder var svundet ud med urets tikkende lyde. Man kunne så sandt ikke stoppe tiden, selvom omgivelserne føltes tidsløse.

 

Atmosfæren beroligede hele den sære situation, mens han endnu ikke havde reageret på det tærende sug, som eftersigende ville dræne al hans energi ud af ham lidt efter lidt. Varmen fra min ellers så kolde krop fik mine spinkle skuldre til at løfte sig en anelse, mens jeg blidt lukkede af for mit syn, og lod mig forblive blind for alt det der skete i den store verden omkring os, og den uendelige verden under os. Energien strømmede ind gennem mit sultne hylster af en krop, og jeg lod følelsen tømme mit sind for alt andet end nuet.  

 

Dog blev jeg ramt. Noget uforventet. Noget som ikke var med i udregningen, noget som eksisterede selvom ingen havde en anelse om det. En knude satte sig i mig bryst, og strammede sig om noget. Det som pumpede energien rundt i min krop. Det hele sprang som en sprungen elastik, og jeg var tvunget til at falde ned på knæ mod det kolde trægulv. Min hals føltes tør, men jeg kunne ikke lade være med at hoste. Mine skælvende hænder dækkede min mund, indtil dråber af rødt faldt som regndråber ned foran mig. Forfærdet lod jeg mig selv klemme et lydløst skrig ud, da mit blik lænede sig på den røde væske som løb ned af mine fingerspidser. Jeg havde hostet blod op.  Mit eget 

 

Smagen af appelsin og en dunkende følelse fik mig til gå panisk ned. Pludselig var jeg blind og mit sind blev fyldt med et hvidt lys. Mine sanser var for alvor forsvundet, og jeg anede ikke, hvad der skete. Jeg anede ikke hvad der ville ske. For mig var tiden stoppet, da følelsen skar gennem min krop som tusind nåle. 

 

Jeg befandt mig i en anden verden. Jeg befandt mig i mit tomme sind, som ikke havde nogle minder fra mit liv før døden. Dog var et af lysene blevet tænd. Jeg så min mælkehvide hånd tage fat i det brændende lys, hvorefter et pust formede sig fra min mund. Jeg blinkede og bevægede mig ind i et minde, som jeg troede var blevet slettet.

 

En lukket pige. En lukket dreng. Deres blikke var mørke, selv om drengen prøvede at skjule det.

Han bar en tung maske. Han var altid omringet af folk, men følte sig altid alene.

Pigen lod sin mistro til mennesker lukke hende ude. Hun var blevet såret før, og var bange for igen at blive såret. 

 

Jeg stod med mine bare fødder dybt plantet, mens billeder viste sig foran mig. Jeg sank en klump, mens jeg betragtede noget bekendt. Noget som jeg på en eller anden måde fandt relevant. Jeg sukkede.

 

"Ayumi."

 

Et ord genlød i mit dunkende hoved som et tilbagevendende ekko. Det skubbede mig tilbage til den rigtige verden. Det vækkede mig fra min egen surrealistiske tilstand. Jeg vågnede.

 

"Ayumi. Ayumi."

 

Han gentog ordene igen og igen. Jeg mærkede hans hånd på min ryg. Følelsen af at blive støttet af en. Mine sanser var tilbage, dog stadig kraftig svækket. Den dulmende smag af blod hang stadig i min tørre hals og fik mig til at gyse. Den nederste del af min ansigt var klistret i rødt. Jeg løftede mit ansigt for at fange hans blik. Han burde være bevidstløs. Han burde ikke være i stand til at gengælde mit blik. 

 

Hvem var han egentlig, denne Takaya Ren?  Jeg havde kun fået halvdelen af den energi, jeg plejede at få ved starten. Byttet plejede at falde om lige efter, for derefter at huske absolut intet om ceremonien, når vedkommende igen var bevidstløs. Det var aldrig sket for mig før. Jeg var aldrig blevet overtumlet på den måde. Hvem var han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...