ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7168Visninger
AA

23. En mening med mit liv

"Hvad."

Jeg havde tabt både ansigt og mund. Nu var der intet andet end min livsløse krop tilbage. Det jeg så foran mig på spejlet var ubegribeligt. 

 

I spejlets blanke overfladede så jeg foran mig tronen og væggene beklædt med arktisk udsmykning. Gæt hvem der sad på tronen, gæt hvem der stod over for ham. Gæt hvem. 

 

"Han er først kommet ind i dag, Shi-san. Det underlige er, at han nægter at sige et ord. Det er som om, han slet ikke er fortvivlet over sin situation." Louisa lod fingrene glide igennem sit gyldne hår for at slippe af med knuderne. Jeg vendte mig hen mod hende, og havde lyst til at sige noget, men kunne ikke. 

 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det med det. De få dage sammen med Ham. Takaya Ren. Eller bare ... Ren. Sider af mig selv, som jeg ikke vidste fandtes. Han gav mig ting, forærede mig ting, på en eller anden åndelig facon. Synet af hans ansigt, mindede mig utroligt meget om noget. Bare noget. Det var uforklarligt. Simpelthen uforklarligt.

 

Første gang vi mødtes i parken, og han holdt mig tæt. Det var der det hele startede, hele den her sindssyge proces inde i mit hoved. Det var som om spejlet i stedet reflekterede alle de få stunder, vi havde haft sammen i menneskeverden. Der havde været noget bagved alt det. Det viste jeg, det kunne jeg mærke indeni. Hans ord kastede sig tilbage på mig, og blev hængende som et evigt ekko, der prøvede at overbevise min forstand. 

 

"Selv om du trækker vejret nu. Selv om det, som skulle have været dit hjerte banker lige nu. Du er ikke et menneske. Du er død. Eller det var du. Ayumi"

 

Lagnet blev mørkere nogle steder, det lignede regndråber. Jeg duppede mine fingre på min kind, og lagde mærke til, at jeg igen havde mistet kontrollen over min krop. 

 

"Shi-san?"

 

Følelsen af en hånd på min ryg. En bekymrende klang. Louisa-san havde altid været så flink. 

 

"Jeg har-" lænkerne forsvandt pludseligt, og jeg rejste mig fra sengen. "Jeg har ikke lyst til at se ham ... lide." 

 

Jeg kiggede en sidste gang tilbage på Louisa-san, og hun gengældte mit blik med et smil. Hun havde sympati for mig. 

 

Væggene føltes at blive smallere, jo længere jeg kom væk fra det værelse. Selve stedet var større end nogen kunne forestille sig, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, men jeg løb bare. Så hurtigt jeg kunne. Intet var planlagt, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg ville bare være der. For Ren. Noget inde i mig fortalte, at det var det rigtige at gøre.

 

Gulvet på de endeløse gange var iskolde, og jeg mærkede hvordan mine ben knoklede med at bære mig. Efter meningsløse dage, måneder, hvad var det for et liv, jeg levede. Min sult efter mere voksede med hvert skridt jeg tog. Et eller andet sted var Ren som et lys i mørket i min søgen efter en mening. En mening med min tilværelse. 'Ayumi'? Hvem var det, og hvorfor havde han kaldt mig for det navn? Det var ikke mit. Hvorfor? Spørgsmål væltede ud af mig, men endelig havde jeg fundet døren der ville føre mig til Ren. 

 

Jeg stod over for håndtaget igen. Sukkede og tog mod til mig. 

 

"Jeg har ikke noget at sige." Han så ud, som den dag jeg efterlod ham i regnen. Den kridthivde skjorte var ikke så hvid som før, og håret var mere pjusket end det plejede. Jeg kunne se hans pande for første gang. 

 

Den selv samme stol stod ved siden af Ren, men han havde det fint med at stå oprejst. Simpel, det var han især. Fra det punkt jeg stod for enden af 'hallen', kunne jeg på ingen måde spotte min herres ansigtsudtryk. Det sølvfarvede hår var som sagt vokset en del siden sidst. Det dækkede hans ansigt. Han var mere stille end han plejede, og de var en længere stilhed i rummet. Ingen sage noget. Maidsne hviskede ikke engang. 

 

Efter et øjeblik fik Ren øje på mig, men det ændrede ikke på hans tomme blik. Jeg var ingenting. Det føltes sådan.

Jeg vidste ikkee hvorfor, der opstod en svag stramhed ved mit bryst. Det gjorde ondt. Bare en lille smule, selv om jeg normalt ikke kan mærke smerte så kraftigt.

 Med hastige skridt bevøgede jeg hen mod tronen, og var parat til at møde min skæbne. Intet var planlagt, men noget skulle ske. Bare noget.

 

"Jeg-"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...