ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7193Visninger
AA

7. Den. 11 april

Datoen havde ændret sig. Onsdag. Det var vist onsdag i dag. Den 11. April. Skoleåret var lige startet på den skole, som jeg nu skulle begynde på. Den samme skole som ‘hr. Besværlig’ også gik på.  Mens jeg travede gennem bygningerne irriterede tanken mig så utroligt meget. Jeg havde ikke nået at sætte processen i gang endnu, og det fik mig nærmest lyst til at trampe en handicappet kat ned. - eller noget. Jeg kunne end heller ikke læse Takaya Rens tanker, da han stadig bare gik rundt på fri fod. Hans skæbne var stadig uskreven. Hvert fald indtil videre. Alt dette gjorde mit arbejde meget sværere for mig. Der var allerede gået en hel dag, og jeg havde 99 dage tilbage før deadline. 

 

Følelsen af intethed hærgerede min krop og mit sind. Jeg kunne allerede mærke den. Trætheden. Jeg vidste, at jeg ikke kunne holde ud at være i menneskeverden i lang tid, hvis ikke jeg fik energi. Og den såkaldte energi kunne jeg kun få fra Takaya Ren. Det menneske hvis skæbne, jeg skulle bringe hjem. 

 

“Jeez, Takaya Ren. Jeg dræber dig.” hviskede jeg muggent, mens jeg stod mast i en stor masse af mennesker. Høje mennesker. Bussen kørte så forfærdeligt langsomt, og det var nu også rigtig hyggelig at stå at lugte til andre mænds duftende armhuler. Jeg var ikke så høj. 

 

Jeg må sige, at jeg overhovedet ikke var nervøs. Spændt. Eller hvad man nu kunne være på sin første skoledag. Klokken ringede ind 1. gang ud af 3, og jeg vidste præcis hvor jeg skulle hen. Først op på kontoret, og derefter ville jeg blive ført ind i en klasse. Yes. Lige uden for skoleporten stod der en masse elever i matchende skoleuniformer. Sikkert de elever der var kommet i god tid, gættede jeg mig til.  De kiggede alle nysgerrigt på mig, da jeg passerede dem. Ikke fordi jeg var lav eller noget. (De var jo lige så lave. Altså pigerne.) Men min hårfarve, hårlængde og især mine lyseblå skræmmende øjne vækkede vist ret så stor opmærksomhed blandt de sorthårede elever. 

 

Ikke en eneste gang kiggede jeg nogen af dem i øjnene, og elegant og ja, igen elegant gik jeg gennem mængden, som hviskende studerede mit udseende. Jeg lod mærke til at nogle af drengene gentagne gange prøvede at fiske efter øjenkontakt med mig, men hvis de bare vidste. Hvis de vidste, at jeg, ved hjælp af en smule øjenkontakt, kunne dræne 75% af deres nuværende livsenergi ud af dem i mindre 30 sekunder. Det svarede næsten til al den energi et gennemsnitlig mennesker brugte på en dag. De ville alle falde pladask med næsen mod den grusede grund på rad og række. I sammenligning til mig var de alle som fluer, mens jeg var en ... Gudinde med en giftig fluespray i hånden. Jeg kom til at fnise lidt af min egen tankegang, men jeg vidste, at det kunne jeg ikke gøre. Det ville være som et brud på vores aftale. Min Herre og min aftale.  

 

Som jeg gik der, lod jeg mærke til, at alle drengene bar en hvid skjorte med et sort og rødt stribet fastbundet slips. Udenover skjorten havde de en mørkeblå blazer, og med guldtråde stod skolens logo på højre bryst. Ligesom den uniform jeg fik tilsendt i går havde pigerne næsten også det samme på som drengene, bortset fra at vi havde et blåt ternet skørt på istedet for sorte bukser. Mindede lidt om sådan en kilt-ting. Ha. Og så en stor sløjfe i rød, som erstattede slipset. Ganske fint. 

 

Overraskende nok, hørte jeg den store klokke foran skolebygningen slå 8, og der fra ville der være 15 minutter til  første modul ville begynde. Jeg banede mig vej hen til kontoret, og skimtede en fyr med lysebrunt hår, som lænede sig op af den hvide væg foran rektors kontor. Han bar solbriller, så jeg ikke rigtigt kunne ane hans ansigt. Jeg lod som ingenting, og var på vej til at trække i håndtaget, indtil han stoppede mig.

 

“Hej.” grinede han, mens han beundrende kiggede op på mig. Jeg undlod dog at kigge tilbage. Men hvad ville det også nytte? Han havde solbriller på. “Wow. Dine øjne!”

 

“Fjern dig. Jeg skal forbi.” svarede jeg uden at vende mit blik fra håndtaget. Alligvel nægtede han at gøre, som jeg befalede. Han stod stadig med sin højre arm og blokerede vejen for mig. Dumbo. 

 

Han syntes, at have taget for meget af min tid, mente jeg, så jeg kiggede ham direkte i øjnene, og tog det mest skræmmende blik på. Tænkte at det nok ville skræmme ham lidt, men det endte dog med, at jeg selv blev overrasket. Han havde taget sine solbriller af.

 

“Hæhæ. Chokkerede jeg dig?” smilte han og samlede min taske op, som jeg i chok havde tabt på betongulvet. Hans lysebrune japansk-inspireret hår indrammede nogle gyldne grå øjne.

 

Han var ikke menneskelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...