ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7190Visninger
AA

12. Båndet

Billederne skiftedes med at være et billede af et loft for så derefter at blive sort igen. Sådan var det i et par lange sekunder. En dulmende duft af en bekendt person. Mine sanser var svækket. Alligevel  formåede den bekendte og trygge duft at rense min indre træthed. I et øjeblik slap jeg alt. Omfavnede den varme, som også omfavnede mig. Jeg lod mig selv være svag, sårbar. Bare i et sekund, før jeg ville vågne igen. Før mit sind ville være klart, og opsat på at fortælle mig, at jeg ikke kunne føle noget lignende med den følelse. Den følelse, som lydløst bankedede hurtigere og hurtigere i det hjerte, som jeg ikke vidste, om jeg havde.

 

Men så stoppede mine øjne med at skifte billeder. Jeg satte mig op og fornemmede de omgivelser, der omringede mig. 

 

Jeg havde ligget i en seng i et ganske luksuseriøst værelse. Bølgende gardiner, som dækkede for dagslyset. Gad vide hvad klokken var? Jeg tog en dyb indånding, som tegn på, at nu måtte jeg lige styre min forvirring. Det irriterede mig utrolig meget. Jeg hadede ikke at have overblik over situation. Hvor var jeg? Hvordan var jeg havnet her? 

 

Selv om jeg nok havde sovet i en del timer, var mine øjenlåg alligevel ved at falde i igen, på grund af den energi, som jeg endnu ikke havde fået fingrene i endnu. Tiden gik utrolig hurtigt her i menneskeverdenen. Langsomt lod jeg mine melankolske øjne vandre rundt i det fine rum. Bare for at finde tegn på noget, som ikke var mig helt ukendt. Opmærksomt plantede jeg mine bare fødder på det kolde trægulv. Min skoleuniform var ingen steder at finde. Jeg havde en anden persons tøj på. Det lugtede af ham. Takaya Ren. Hvilken gennemtrængende lugt. Jeg vidste ikke, om jeg kunne lide den eller ej. Desuden var tøjet alt for stort. 

 

Et par eksisterende sekunder gik, og først der  kom panikken til mig.

 

Hvem havde skiftet tøj på mig? Hvorfor havde jeg ikke min skoleuniform på? Hvem havde taget mit tøj af uden videre? Jeg spurgte mig selv igen og igen, selv om jeg ikke kunne finde et andet svar på mine spørgsmål end: Takaya Ren. 

 

Jeg var irriteret. Virkelig irriteret. 

 

Døren blev åbnet, præcis da jeg lod mig falde håbløst ned i sengen igen. Jeg lovede mig selv kun at stirre på loftet. Det hvide loft. Den situation jeg var havnet i ... hvis jeg bare lod som ingenting, ville jeg nok formå at komme ud af den. På et tidspunkt. På en eller anden måde. 

 

Jeg hørte hans skridt. Han ville nok stoppe op snart. Han ville stoppe op, når han havde nået sengen med den stirrende pige. Ganske rigtigt som jeg havde forudsagt, stoppede han da han var nået sengekanten. Jeg så ikke på ham, da jeg brugte al min koncentration på at stirre på den hvide farve, som loftet i hans værelse havde. Den fantastiske hvide farve, som jeg håbede kunne dræbe den akavede stemning.

 

"Her."

 

Han slap min skoleuniform, sådan så den faldt lige i ansigtet på mig. Tak. 

 

"Takaya Ren." 

 

Jeg undrede mig over, om han hørte mig, selv om mit ansigt var dækket af mit tøj. Ganske langsomt satte jeg mig op, og fik derefter den øjenkontakt med ham. Den øjenkontakt som jeg ellers havde prøvet at undgå.

 

Takaya Ren havde en hvide skjorte på. Slips, men dog ikke helt bundet så fast, som det var sidst jeg så ham. Jeg lod mærke til at han ikke havde strømper på. Desuden havde han bukser på. Jeg koncentrerede mig om, at betragte ham som helhed. Hans sorte hår har var sjusket, men faldt perfekt på hans ansigt. Det fremhævede hans dybe øjne.  De prøvede at læse mine tanker. 

 

Diskret hoppede jeg igen ned af sengen, som nærmest tiggede mig om at blive liggende.

 

Vi stod lige overfor hinanden. Takaya Ren og jeg. Ikke i et sekund vigede mit blik fra hans og modsat. Ikke i et hjerteslag

Det var som om vores blikke var bundet sammen i evigheder. Som om der pludselig opstod en forbindelse mellem os. Pludselig begyndte jeg at tvivle på, om han kunne læse mine tanker. 

 

Med en blid bevægelse lagde jeg min hånd på hans bankende menneskehjerte. Og så startede jeg det for alvor.

 

Takaya Ren. Din skæbne er nu under min magt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...