ERASED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt, - men døden er værre. Hvert fald for 18-årige Ren, hvis skæbne allerede er forudbestemt. Shi, Lucifers trofaste håndlanger har påtaget sig den opgave at føre Ren til dødsriget, hvor han bliver tvunget til et liv efter døden. Midt i processen støder Shi på fjerne fragmenter af hendes fortid, som efterhånden gør det sværere for hende at fuldføre missionen under de iskolde omstændigheder, hun er kendt for. Hvad er det for en tungbyrdet, Ren bærer på, og hvilke konsekvenser får det for dem begge, når de finder ud af, at det ikke er første gang, de har mødt hinanden?

89Likes
244Kommentarer
7194Visninger
AA

5. 666 trin

“100 dage, Shi.”

 

Min Herre stod over for mig, med et alvorligt blik rettet mod mine lyseblå øjne. Klappede pludseligt mit hoved, hvor efter han begyndte at rode mit hår til, så det lignede, nej, så jeg lignede noget der var løgn. Ha. Ha. Sjovt. 

 

“Javel, Herre.” svarede jeg iskoldt. 

 

Jeg drejede 180 grader om på hælen, og bevægede mig elegant og formelt ud af den skinnende sal. Jeg var stadig i dårligt humør, efter det med Nilson. Min respekt for min Herre var enorm, og det havde den været siden starten. Men lige nu vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg synes om dét, han bare havde smidt pladask på mit fjæs. Jeg havde aldrig nogensinde været sur på ham, men det turde jeg vel heller ikke.

 

Jeg var begyndt at tage trappen op, hver gang jeg skulle op til overfladen. Til Livet. Der var intet gelænder, og trappen var udelukkende lavet af glas. Det var rent faktisk glat og nærmest livsfarligt! Men jeg kunne så heller ikke dø...(men alligevel!) Desuden var pæren sprunget, og jeg havde for længst bedt en af de maskerede mænd til at ordne det. Men havde de gjort det? Næh. Hvis de ikke var ude at indsamle sjæle, sad de bare ude ved indgangen drak og horede ud til alle sider. Maid’sne var hvert fald med på den. Og det var også en af de grunde til jeg ikke brugte vores splinternye supermoderne ultimative elevator ... Både min Herre og jeg havde adskillige gange taget dem i at - . Jeg gøs ved tanken.

 

“Du er helt rød i hovedet, Shi. De har det bare sjovt!” plejede han at sige, mens han grinte af min reaktion. Efter et par sekunder, hvor det nærmest var blevet for meget for mig at stå der, ventende på at kunne komme ind i den samme elevator for at komme videre op til overfladen, plejede han til sidst at trykke på op-knappen, så dørene lukkede.  Så ville vi stå alene tilbage, mens de kørte videre op.

 

“Du kan tage trappen, Shi.” ville han så sige uden at kigge på mig. Før jeg kunne nå at vende mit blik mod ham, ville han  uden at jeg havde lagt mærke til det være forsvundet. Sådan var han altid. Min Herre. Jeg forstod aldrig hvilket humør, han var i. 

 

666 trin var der op til overfladen, men kun 333 for at komme ned igen. Et mysterium, som jeg nok aldrig ville være i stand til at  regne ud. Efter de den lange vej op til overfladen, var jeg endelig ankommet til min destination. Japan, heh? Trappen førte altid til forskelliger steder i forhold til den opgave eller grund, vedkommende havde bestemt eller havde fået til opgave. Jeg havde aldrig nogensinde drømt om at tage til Japan - eller hvilket som helst andet sted i verdenen. Hvorfor skulle jeg dog også det? Jeg er ikke nogen. 

 

“Takaya Ren, 1994, gymnasieelev. Hm. Ren. Fint navn.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...