Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2338Visninger
AA

4. Tomhed

 

En tom og grå gang med grå skikkelser, der ikke var andet end skygger, var det eneste jeg så. Jeg var et omrejsende individ. Et genfærd af det menneske jeg engang var.

Gabriel og Alina var straks kommet løbene hen til mig, da jeg igen satte min fod på skolens grund. Jeg havde ikke set dem. De havde talt. Jeg havde intet hørt. De havde omfavnet mig. Jeg havde intet følt.

Jeg kunne intet se, intet høre, intet føle. Intet. Jeg tænkte ikke engang. Kun på den grå tåge, som pludselig havde omringet mig. Det var forvirrende. Som en drøm. En drøm, som ikke havde nogen sammenhæng eller mening. Jeg sansede ikke engang, da Benjamin kom over til mig. Da han krammede mig og græd på mine vegne. Da hans læber rørte mine. Heller ikke da mr. Hanson fik mig sendt op til skolepsykologen. Ikke engang da psykologen talte til mig. Stillede mig spørgsmål. Da hørte jeg intet. Intet. Jeg var helt væk. Fortabt.

 

”Alina, hold dog op, hvad fanden tænker du dog på?!”

”Jamen helt ærligt, hun er jo helt væk! Levende død, om du vil. Vi bliver sku da nødt til at gøre noget!”

”Ja, men sku da ikke ved at slå hende i hovedet!”

”Og hvad er så din idé, smarte?”

”Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe hende, Alina.”

”Hjælpe? Siger du, at sidde oppe ved en skide psykolog hver anden dag, hjælper på hende, for det kan jeg kraftedeme ikke se!”

”De gør alt, hvad de kan.”

”Ja, men måske er det bare ikke godt nok!”

Et suk fra Alina. En lyd fra et bump af en der satte sig tungt ned – Alina. En næsten uhørlig hvisken.

”Jeg… jeg kan bare ikke klare det mere… jeg kan ikke klare, at se hende sådan her…”

Endnu et bump fra en der satte sig ned – Gabriel.

”Det ved jeg. Det er også svært for mig, men…”

”Men hvad?”

”Vi bliver bare nødt til at være tålmodige.”

Et suk.

En ny stemme fra en, der tydeligvis var pint af en masse forskellige følelser – Benjamin.

”Hvordan går det med hende?”

”Ingen forbedringer” – Gabriel.

”Heller ikke når man slår hende i hovedet” – Alina.

Tre dybe suk.

En hånd på min kind – Benjamin.

”Sam? Sam, vær nu sød, for min skyld. Tal til mig.” Det sidste hviskede han. Så gik han.

 

 

Loftet lignede sig selv. Hvidt. Sådan havde det også set ud de sidste par dage. Det havde ikke forandret sig spor. Hverken det, det træbelagte gulv, min seng ovre i hjørnet ved det store vindue, med udsigt til himlen eller mit skrivebord i den anden ende. Døren ind til mit værelse blev åbnet. Jeg blev liggende i min seng. En kold og tør hånd lagde sig på min pande. Jeg kiggede op. Min mors stramme ansigt, der sært nok havde fået flere rynker på det sidste, kiggede vurderende ned på mig. Hun ville sige noget. Der var noget der trykkede hende. Det kunne jeg se. Hun strammede de rødglansende læber og en lille løs tot blond hår løsnede sig fra hendes stramme knold og faldt tungt ned foran hendes ansigt.

Jeg havde altid misundt, at jeg havde fået min fars sorte og krøllede hår, i stedet for min mors smukke, glatte og blonde. Mine krøller var så… ustyrlige. Skulle altid filtrer og troede sten sikkert, at det havde en fremtid som afro. Det der glatte hår, som alle de flotte piger og kvinder går rundt med. Man ved, hvor man har det. Og ikke nok med, at sådan noget hår sidder godt om dagen, nej da, det er søreme også lige så perfekt når de vågner om morgenen. Som i en eller anden fancy Hollywoodfilm.

Mit blik hvilede stadig på min mors ansigt. Det var nu som om, at det smukke hår, som jeg lige havde skamrost til skyerne, og som jeg altid grøn i hovedet næsten havde forbandet i jalouxi, nu kun var en vissen fugleredde, som på grund af vinterens hån og kulde, nu var blevet grå og forladt. Mit blik løsrev sig fra min mor og vendte i stedet tilbage til loftet.

Jeg havde dog arvet én ting fra den tideligere smukke, men nu grå kvinde over mig. Øjnene. Krystalkvinde, plejede min far kærligt at sige, når mor og han var oppe at skændes, og han med sit rolige sind, prøvede at køle mor ned. Da jeg var blevet teenager og humørsvingningerne kom, begyndte han også at kalde mig det.

Mor prøvede at fange mine øjne. Det lykkedes ikke.

Hun rokkede utålmodigt sin næse på en måde, som kun hun kunne gøre.

”Samantha?”

Jeg svarede hende ikke.

Hun var begyndt at kalde mig Samantha meget oftere. Før dødsfaldende var det bare Sam – det som alle andre kalder mig. Det var meget nemmere og lød i det hele taget meget bedre. Hun plejede kun at kalde mig hele mit navn, når hun skulle sige noget alvorligt eller skælde mig ud. Jeg var begyndt at tvivle på, om hun rent faktisk havde tænkt sig at skælde mig ud, eller om hun bare konstant var alvorlig. Jeg gættede på det sidste. Det gav mest mening, selv i mit omtågede hoved.

”Samantha, jeg har en gave til dig!” Sagde hun i et alt for optimistisk tonefald.

Jeg svarede ikke. Hun satte sig ned på min seng og lød straks mere nedtrykt.

”Samantha, jeg skal på arbejde igen om lidt. Vil du ikke se din gave?”

Det var den femte gave hun kom hjem med. Efter begravelsen var hun begyndt at arbejde mere og give mig mange gaver. Hun troede sikkert, at gaverne ville glatte det faktum ud, at jeg næsten ikke så hende mere. Ikke fordi jeg overhovedet så noget. Jeg var stadig blændet af den grå tåge. Men trods den grå tåge, var jeg alligevel begyndt at kunne høre, hvad folk sagde til mig. Ikke at jeg forstod alt, hvad der blev sagt. Det meste af det jeg hørte, var bare en stor summen af larm.

Har du nogensinde prøvet at være i et lokale fyldt med mennesker, der taler så højt, at det er, som om man bliver døv? Man selv sidder i et hjørne, total usynlig for alle andre, mens man halvt lytter, halvt prøver at ignorere den høje larm, der bare synes at blive mere og mere intens. Man hører små bidder af forskellige samtaler, som man alligevel ikke kan følge med i, fordi man er fuldstændig gennemboret af alle de andre informationer og indtryk. – Og i sidste ende har man egentlig mest lyst til bare at forsvinde. Det var sådan jeg havde det.

”Jeg går nu, skat.” Pause. ”Okay?” Pause. ”Nå, men jeg bliver altså nødt til at smutte nu.” Endnu en pause. ”Er du all right, skatter?” Den sidste sætning, var én af de sætninger, som jeg rent faktisk havde forstået og da jeg forstod, hvad det egentlig var hun sagde, var jeg, trods omstændighederne, ved at knække sammen af grin. Om jeg var all right? Om det var okay, at min mor forlod mig til trods for arbejdet i hendes egen tøjbutik, som hun sagtens kunne tage fri fra, da hun var chefen og havde masser af medarbejdere, når jeg havde det allermest skidt? Om det var all right, at hun praktisk talt ignorerede mig? Ja ja mor, det er helt all right, du kan bare smutte nu!

Derefter, som på kommando, forlod min mor lokalet med et dramatisk trist suk, hvorefter jeg snart kunne høre bilmotorens rallen.

Jeg satte mig langsomt op. Bevægede mig forsigtigt bagud, så jeg til sidst kom til at sidde op ad væggen.

Med en spinkel hånd rakte jeg ud efter den lille gave med blåt indpakningspapir, som min mor havde efterladt på sengen. Egentlig vidste jeg ikke, hvorfor. Den sidste gave havde indeholdt den parfume, som min for længst døde bedstemor havde brugt (misforstå mig ikke – ikke den præcis samme, men navnet, mærket og duften var den samme) og som jeg altid havde kæftet op med, at jeg elskede. Kender du ikke det med, at man kan holde af en duft, lige meget hvor klam og frastødende den er, bare fordi det er en man elsker/har elsket, der omgiver sig med den?

Og når man så får serveret den selv samme parfume, tror du så ikke lige, at man bliver overvældet? Som om jeg kunne finde på at gå rundt og stinke som min bedstemor, bare fordi jeg havde holdt af hende og hendes sære lugte.

Mor var ikke den samme mere, det havde jeg indset. Hvis ikke før, så afgjorde den parfume det i hvert fald.

Den nye gave var lille og firkantet og pakket ind i blåt gavepapir. Jeg pakkede den barskt op, så der til sidst lå en masse små stumper blåt papir rundt omkring.

Det lignede næsten, at det havde sneet blåt. Det plejede min lillebror og jeg altid at lege, da vi var små og når det var juleaften. Når gavepapiret flød på gulvet og vi jublende hoppede og skreg, kastede alt papiret op i luften og råbte: ”Det sner, det sner!”

Jeg tog vurderende den lille bog, som var kommet ud af indpakningen, op i hånden. Det var en dagbog. Lettere brunlig farvet med små snørklede mørkebrune mønstre, der let snirklede sig på dens forside. Jeg åbnede den forsigtigt. Jeg havde aldrig skrevet dagbog før og havde egentlig heller aldrig haft lyst til det. Tingene i min hverdag skete bare. Hvis de var vigtige, så ville jeg huske dem. Hvis de ikke var, hvorfor så skrive dem ned? Så var de jo ikke være værd at huske?

Jeg kastede den ligegyldigt ned på gulvet og først dér opdagede jeg, at i al den tid, hvor jeg havde studeret bogen, var den grå tåge væk. Nu var den tilbage og jeg sank atter ind i mig selv og tænkte ikke på andet end den. Den grå tåge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...