Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2257Visninger
AA

5. Nye forræderirske tider

 

Tågen var stadig ikke forsvundet fra min side. Den var nu blevet en tavs, mørk og ulykkelig ledsager. Kun i særlige tilfælde smuldrede tågen og jeg kunne igen tænke og se klart. Men så hurtigt, som tågen var forsvundet, dukkede den op igen.

 

Om morgenen hentede Alina mig i sin bil (som hun for øvrigt havde fået af sine forældre på sin 16-års fødselsdag – heldige asen!)

Egentlig ville jeg helst bare gå, men siden begravelsen havde hun insisteret på at køre mig både til og fra skole. Ironisk nok ville hun før i tiden aldrig hente mig. Heller ikke, hvis jeg spurgte pænt. Det var en omvej, havde hun høfligt forklaret.

 

Vi parkerede på skolen og skyndte os (nærmere sagt, Alina skyndte sig og slæbte mig med) ind til time.

Alina skulle have engelsk, så jeg blev atter efterladt til mig selv. Da jeg stod ved døren til der, hvor jeg skulle have min første time – historie – tøvede jeg et sekund. Jeg kiggede en gang på det store ur på gangen og fik blot bekræftet, at klokken kun var 8:05, altså 5 minutter over mødetid. Min hånd svævede lige stå stille hen imod dørhåndtaget, men tøvede endnu engang. Der var noget. Noget forandret. Måske var det på grund af den uendelige tavshed, der pludselig havde indfundet sig bag døren. Tavsheden mindede mig om noget. Noget der var sket for nyligt. Bare ved en anden dør, et andet sted, en anden dato. Med to dødsfald indblandet.

Min hånd fik taget sig sammen og tog et fast greb i håndtaget. Jeg åbnede forsigtigt døren og selvom jeg gjorde det forsigtigt, havde døren alligevel i sinde at afsløre mig, som den forbryder jeg var. Jeg fik hele klassens øjne på mig.

Jeg kiggede over imod katederet, hvor Miss Joline plejede at sidde.

Modsat det korte og krøllede leverpostejsfarvede hår og det triste blik, så jeg pludselig en overraskende ung mand med grå øjne og lyst hår, der nydeligt sad kæmmet tilbage i nakken, sidde på bordet og kigge muntert på mig. Jeg stirrede måbende på ham. Han smilede endnu mere.

”Jamen kom dog ind, vi sidder alle og venter på dig.”

Jeg listede ind og satte mig på en af de bagerste pladser med blikket ned i bordet. Lærerens (som jeg gik ud fra, at han var) blik var limet fast på mig. Det var så gennembordende, at jeg selv uden at kigge, kunne mærke det. Han begyndte at tale.

”Selvom jeg lige har præsenteret mig selv, vil jeg lige gøre det en gang til for vores ny ankommende elevs skyld”

Jeg rødmede.

”Jeg hedder Nicolas Daguerre, i kan bare kalde mig Nicolas, jeg har familie i Frankrig, deraf mit efternavn og jeg er her for at overtage Miss Jolines timer, da hun spontant har taget et års orlov.”

En pige ved navn Nellie rakte hånden op.

”Ja, dig dernede?” Spurgte han.

Hun begyndte:

”Er du ikke lidt for ung,”          

En anden pige tilføjede fnisende: ”Og lækker”

Alle pigerne fniste, mens drengene så knap så fornøjede ud og Nellie grinene fortsatte:

”Ja, er du ikke lidt for ung, og lækker, til at være lærer?”

Nicolas grinte en fin, nærmest perfekt, latter og svarede dernæst på spørgsmålene.

”Jeg er 21 år og har ikke taget en hel læreuddannelse,” han blinkede til os og sagde lidt lavere; ”det var simpelthen for kedeligt.”

Klassen grinede, han fortsatte:

”Det med lækker kan jeg desværre ikke svare på.”

Nellie rødmede.

”Nå, men i dette hele år, hvor jeg skal have jer, skal i igennem nogle forskellige historieemner. I de næste par uger skal vi arbejde med Den Franske Revolution, og ja, jeg har valgt dette emne, fordi jeg jo sjovt nok ved ret meget om det. Den korte fortælling om revolutionen omhandler, hvordan den økonomiske krise og den store fødevaremangel gjorde, at kong Ludvig XVI måtte indkalde en Stænderforsamling i 1789. Forhandlingerne mislykkedes, og den 17. juni 1789 erklærede tredjestanden sig som Frankrigs parlament. Derefter blev kongen og hans familie henrettet. ”

Tavshed.

Han kiggede rundt og hans blik standsede ved mig.

”Hvad synes du om det, Samantha?”

Jeg kiggede overrasket op. Hvor kendte han mit navn fra?

Han smilede venligt og sagde ligeud:

”Måske skulle du prøve at give slip. Du kan ikke rende rundt med den samme sorg hele dit liv. Din mor har også brug for hjælp. Hvorfor prøver du ikke at tale med hende?”

Jeg kiggede med mistro blandet med frygt på ham.

”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg med en spag stemme.

”Samantha, Samantha, der er ikke nogen her på skolen der kan undgå at bemærke din sorg. Ja, det ligefrem hænger i dit tøj. Tag at vågn op, Samantha.”

Jeg sad med åben mund. Godt nok kunne dem, der kendte til ulykken i min familie, sagtens have sagt det videre, men det kunne da umuligt være gået så langt, at en helt ny lærer vidste om det. Jeg fik tårer i øjnene af at tænke på ulykken. Jeg fik tårer i øjnene af, at der pludselig var én, der talte så hårdt til mig. Hårdt var det jo egentlig ikke, men i følsomme tilstande, som den jeg var havnet i, kan selv de mindste provokationer eller sårende bemærkninger være slemme.

Jeg kunne høre hviskende bemærkninger fra eleverne om, at jeg bogstavelig talt sad og græd i klassen. Det opdagede jeg for sent. Tårerne flød ud, som havde jeg rent faktisk givet dem lov. Jeg anstrengte mig for at stoppe dem, men mine øjne syntes bare at svigte mig endnu mere. Det blev for meget for mig. Jeg spænede ud af døren, uden overhovedet at skænke min taske en tanke. Jeg skulle bare ud.

 

I gangen var kun to piger, fra en klasse over mig, der med hovederne stod bøjet over den enes telefon og ivrigt stod og hviskede og grinede sammen.

Jeg løb forbi dem og skulle lige til at smide mig ind af døren til dametoilettet, da jeg blev stoppet af den ene af pigerne:

”Hey, du er Samantha, ikke?”                       

Jeg vendte mig imod dem, bevidst om, at de sagtens kunne se, at jeg havde grædt. De kiggede lidt forvirrede, først på mig, så på hinanden og så over til mig igen.

Jeg ignorerede deres blikke og nøjedes bare med at svare.

”Bare Sam.”

De vekslede blikke igen.

Den anden pige bed sig i læben.

”Og du er sammen med Benjamin, right?”

Jeg nikkede igen, forvirret over spørgsmålene

De kiggede usikkert på mig og vinkede mig stille hen til sig. Jeg gik usikkert hen til dem og den første pige der havde talt, fortsatte igen samtalen:

”Øhm, altså i weekenden, ik’? Der var den her fest hos Maya Adams, det ved du måske? Nå men altså… der skete ligesom noget… til den fest.”

Hun bed sig endnu engang i læben og vendte beslutsomt mobilen imod mig, så jeg kunne se skærmen.

Jeg gjorde store øjne og det føltes som om, at tiden i det øjeblik stod stille og alt min indvolde blev ætset op. Mit hjerte blev flået i små stumper, som derefter landede på jorden med tunge og hårde bump, som afgav den effekt, at alt min livskræft med ét var væk.

Jeg tog mig til halsen og havde svært ved at trække vejret, mens mine ben rystede under mig. Jeg havde lyst til at nive mig selv i armen for at få bekræftet, at dette blot var en drøm. Pludselig føltes det, der var sket inde i klassen, som det rene ingenting.

Jeg blinkede hårdt med øjnene, overbevist om, at et andet billede ville tune frem på skærmen, når jeg igen kiggede på mobilen. Men sådan ville virkeligheden mig ikke.

Den dårlige billedkvalitet på den lille skærm, som jeg nu kiggede på for 2. gang (hvilket jeg var overrasket over, at jeg overhovedet havde kræfter til), havde ikke ændret sig spor. Endnu engang så mine øjne – der nu sviede så meget, at jeg troede, de ville falde ud – min dejlige, elskede, mit ét og alt, Benjamin, min kæreste, stå og kysse (nærmere snave, men det undlod jeg bevidst at tænke på) med en pige, der tydeligvis ikke var mig, da hun havde helt blondt hår. I hjørnet af billedet viste datoen, at det var taget i lørdags.

- Og med ét, var resterne af min grå følgesvend væk. – Og den kom heller ikke tilbage fra den dag. Man kan på en måde sige, at Benjamins var min redningsmand. Det var ham der var skyld i, at jeg igen vågnede op til virkeligheden. Om jeg så faktisk ville have foretrukket at forblive i det grå mørke, i stedet for at opleve den barske virkelighed, jeg snart skulle kastes ud i, havde jeg ikke overvejet.

Min vejrtrækning blev hurtigere og pludselig fór billeder fra de sidste ugers tid igennem mit hoved som én lang film. Min far var død. Min bror var død. Min mor var ved at blive mildest talt sindssyg. Gråden og snotten satte sig fast i halsen og kom ud af min mund (spørg mig ikke hvordan, men jeg kan garantere, at det var ekstremt klamt!).

De to piger kiggede forskrækket på mig og vidste ikke, hvad de skulle gøre af sig selv eller stille op med mig.

Den sorg, som havde siddet fast så lang tid, var pludselig ikke til at styre. Den brød ud som en flodbølge og havde ikke i sinde

at stoppe, før jeg havde fået hævn.

Jeg fløj som en gal igennem skolens gange og nåede endelig mit mål:

 

Lokale 5

Biologi- og geografilokale

 

Døren til klasseværelset blev flået ind af al den kraft jeg rummede. Som et lyn var jeg henne forbi læreren, en ret ranglet og nørdet fyr i 40’erne, og nede ved benjamin. Mine øjne lynede, tårer flød ud fra dem som et vandfald. Jeg bankede og slog så hårdt jeg kunne på Benjamin og han bare krympede sig, prøvede at afskærme slagene og komme væk. Jeg brugte alle mine kræfter. Indimellem alle slagende fik jeg fremstammet en masse onde sårende og bemærkninger, og indimellem også nogle hemmeligheder, som Benjamin havde betroet mig.  Klassen bare summede af vrede, overraskede og forfærdede udbrud og straks var biologilæren henne ved os og flåede mig fra Benjamin. Det var som at få en knytnæve i maven. Kunne han, kunne de ikke se, hvad Benjamin havde gjort mod mig? Kunne de ikke forstå den straf han måtte lide, når han havde forrådt mig sådan?

Benjamin havde overset mig. Han var ligeglad med mig og mine følelser. Efter hans mening havde jeg sikkert ingen følelser.

Det var vidst sådan, at mændene for mange år siden tænkte og mente:

 

Kvinder er til for at blive brugt til hankønnets egen fornøjelse. Når kvinderne ikke duer længere, kasserer de dem.

 

Ikke fordi, at Benjamin og jeg havde gjort det der, men pointen ligger der da stadigvæk?

 

Det var de tanker, der fór rundt i mit hoved på netop det tidspunkt.

Jeg ville kun skille mig af med Benjamin.

Han fortjente ikke at leve.

Han fortjente intet.

 

Læreren råbte af mig, mens han holdt mig i et jerngreb, så jeg ikke kunne komme væk

”Hvad har du gang i, hvad sker der, hvad sker der?” Sagde han med en overfladisk pædagogisk stemme.

Tårerne sprang ud, som var de i gang med elastikspring, men der var ingen der viste mig nåde.

Jeg blev brutalt skubbet ud af klasseværelset af læreren og jeg kunne tydeligt forestille mig de blå mærker forme sig på mine arme under hans hænder. Jeg blev ført udenom nogle elever der stod på gangen og til sidst ind på direktørens kontor.

Mit hoved føltes, som var en kæmpe tornado kommet og blæst det med sig. Mine knæ kollapsede under mig og jeg faldt udmattet ned på gulvet og græd som aldrig før.

Direktøren, en ret kraftig mand på cirka 50 år med brun-gråt hår og stikkende øjne, kiggede med rynkede bryn ned på mig. Han vekslede blikke med læreren, der stadig stod bag mig, som var jeg et farligt dyr, der ikke måtte slippe væk.

Mine ben var nu som gelé og jeg kiggede længselsfuldt hen imod den brune stol, der fint var placeret på den ene side af skrivebordet.

En lav mummelen kom fra læreren bag mig og dernæst hørte jeg døren lukkes forsigtigt.

Mine øjne klistrede sig fast til det lille guldskilt på skrivebordet, hvor der med sammenbundende guldbogstaver var skrevet: ”Mr. Albert Brown – Direktør”. Det lød som noget fra en krimifilm, hvor Mr. Albert Brown er den ustoppelige detektiv, som aldrig fejler og altid får guldet til sidst.

En virkelig dårlig film, hvis du spørger mig.

Varsomt fik direktøren (eller Mr. Brown, som man tiltalte ham) mig op og stå og anbragt i den brune stol. Jeg opfattede det ikke, så først da jeg sad i stolen gik det op for mig, at han havde hjulpet mig op. Mr. Brown selv satte sig derefter i sin skrivebordsstol, der stod på den anden side af skrivebordet.

Han foldede hænderne sammen, anbragte dem under hagen og kiggede vurderende på mig, på sådan en rigtig irriterende ”jeg-er-læreren-og-jeg-bestemmer-over-dig-og-er-klog- måde”, som var typisk for sådan en type lære som ham. Jeg har tit spekuleret på, om de mon lærer det på et slags kursus, eller om det bare er en helt almen viden, når man tager læreuddannelsen.

Straks da jeg sad i stolen, begyndte jeg at snøfte ukontrolleret højt og min vejrtrækning blev igen uregelmæssig og svær at styre.

Jeg tror ikke nogen kan forestille sig helt reelt, hvor akavet det kan være, at sidde foran inspektøren og græde, som var man seks år igen.

Det var forfærdeligt, men jeg havde svært ved at stoppe.

Han rømmede sig.                     

”Ja, dette er jo en lille mavepine, du har fået med at gøre, kan jeg næsten tænke mig til.”

Det kan du roligt sige.

En kort kunstpause.

”Hvad vil du så have, at vi skal gøre ved det?”

Det typiske voksenspørgsmål. Får den voksne til at lyde rigtig klog og vis, som om vedkommende allerede kender svaret på spørgsmålet, men i virkeligheden bare venter på at høre barnets bud, hvorefter den voksne så kan vælge at erklære barnet for vinderen af det korrekte svar eller omvendt; at ydmyge barnet og sige, at nu må det altså selv lige tænke over spørgsmålet, indtil det har fundet en fornuftlig løsning. Smart, hurtigt og effektivt, uden videre anstrengelse for den voksne.

Mr. Brown tørrede sved af på panden, da jeg blev ved med snøfte og ikke svarede.

”Jeg er jo blevet informeret om, hvilken ulykke i er blevet sat i derhjemme. Jeg ved, at du er ked af det, det er helt forståeligt, miss Ellwood, men én ting er du nødt til at forstå – det er ingen anledning til at gå rundt og slå på andre. Folk kunne ende med at komme alvorligt til skade.”

Jeg fnyste indvendig. Han vidste intet om mig. Han vidste intet om sorg. Hans nypolerede røv sad fint placeret i stolen, som den sikkert havde gjort de sidste tyve år.

Han aede fraværende hagen med pegefingeren, imens han overvejede sine egne vise ord og prøvede at se tegn på, at det var feset ind i mit hoved, så han kunne komme tilbage til dagligdagens vigtigere gøremål.

Han sukkede lidt for højt.

”Miss Ellwood, det er jo ikke fordi, at vi ikke forstår dig. Vi synes bare, at du bør komme videre med din sorg. Hvad med din kæreste, er det ikke én af de slags, du har dig?”

Vreden blussede straks op i mine kinder og mine tårer frøs omgående til krystalklare istapper ved tanken om Benjamin. Jeg stoppede med at græde og kiggede bare stift ud i luften.

Mr. Brown havde antageligt set min vrede, for i et split sekund farede et ubestemmeligt udtryk over hans ansigt. Så rørte han ved hagen igen og denne gang rejste han sig op kort efter. Han gik hen til døren og fejede tilfældigt hånden imod den, som tegn på, at samtalen var ovre og jeg skulle gå.

”Men hvis det bare var det, miss Ellwood, så må du hellere gå tilbage til timen. Jeg har ærlig talt andet at tage mig til, end at sidde og lege psykolog med dig, når du tydeligvis ikke vil samarbejde.” Det sidste mumlede han mest til sig selv og det var nok meningen, at jeg ikke skulle høre det.

Jeg rejste mig lammet op og forlod mr. Browns kontor.

Mine fødder slæbte sig igennem de nu elevfyldte gange og fra dét øjeblik var jeg ikke én gang i tvivl om, at myten om, at sladder på High Schools løber hurtigere, end du kan nå at trække vejret to gange, ikke fejlede spor.

Overalt var der øjne klinet fast til mit forgrædte ansigt og der blev også hurtigt lavet en hel sti (ligesom Moses der skilte vandene) så jeg kunne komme igennem den store flok af elevforsamlingerne.

Derfra sprang jeg frokosten over og gik direkte til fysiktimen. Jeg kunne ikke se Gabriel og Alina i øjnene endnu. Ikke nu. Det kunne jeg ikke magte.

 

”- Og jeg kan ikke gentage det ofte nok, husk nu, at tage notater. Jeg siger det for jeres egen skyld, i kommer til at fortryde det, hvis I ikke gør. Måske skulle jeg opfriske for jer, hvad der skete med Leonardo, min lillebror?”

Min hånd lavede en krampeagtig bevægelse. Opfriske historien? Ellers tak! Den samme gamle fortælling igen. Historien om lille uartige Leonardo der ikke tog notater i skolen, dumpede til alle prøverne og endte med at være postbud.

Fysiklæreren begyndte straks talen, som alle elever på skolen snart kunne udenad (ord for ord), samtidig med, at hun lavede notater om elektromagnetisme (hvordan hun kunne sammenflette undervisning med den historie havde jeg stadig ikke fundet ud af).

Min hånd rakte ned i min taske og søgte efter mit notathæfte, da det gik op for mig, at jeg havde glemt det derhjemme. Jeg snerrede sammenbidt og rodede videre i tasken efter noget, som kunne bruges i stedet for. Mine fingrer strøg over en lille bog og jeg genkendte straks dens forside.

Dagbogen.

Jeg måtte have smidt den ned i tasken ved en fejl.

Jeg himlede med øjnene. Det var da bedre end ingenting.

Adræt fik jeg skrattet alle notaterne, som allerede var skrevet på tavlen, ned i bogen.

Jeg bladrede hen til næste side i dagbogen, for at skrive videre. Jeg stoppede brat op og kiggede med hovedet på skrå ned i bogen.

Et lille sammenfoldet papir var gemt i bogen. Min nysgerrighed blev straks vagt.

Hurtigt foldede jeg det lille slidte papir ud og begyndte at læse:

 

Kære Samantha.

I dag er det din 18 års fødselsdag og det betyder, at du nu er gammel nok til at bestemme selv.

Tiden går hurtigt.

Dette brev er skrevet på din 16-års fødselsdag, så du forstår nok, at det er lidt svært for mig at skrive en fødselsdagshilsen til dig. Underligt, ikke? At jeg sidder og skriver en fødselsdagshilsen, som du først ser om to år. Jeg fik bare sådan en trang. Som om, at der var en indre stemme der sagde, at jeg skulle gøre det.

Sådan er der så mange sjove tilfældigheder i denne verden.

Du er jo nok i gang med en uddannelse nu, eller

måske har du allerede et job. Hvem ved?

Din mor og jeg ønsker dig i hvert fald et stort tillykke med fødselsdagen og al held og lykke i fremtiden.

 Og Samantha?

Husk nu, at vi elsker dig. Alle sammen. Mor, far, Alexander, Gabriel, Alina og Benjamin. Vi elsker dig.

Kys far.

 

Mine øjne fyldtes med salte tårer. Det måtte være min mor, som havde fundet det og lagt det derned.

Det var overvældende, det brev. Et brev fra min far, som han havde skrevet for ikke mere end et halvt år siden. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere.

Og så var det som om, at det stoppede. Bare sådan lige.

Det stoppede, da mine øjne igen strøg over teksten.

Benjamin.

Han havde skrevet, at Benjamin også elskede mig. Det var en løgn. Et stor fed løgn, som havde forplantet sig i en ellers så smuk tekst. Jeg prøvede febrilsk at hviske det ud, men den sorte blæk blev bare tværet ud, så mange af ordene nu var ulæselige. Mine negle borede sig ind i hånden og lavede sikre spor i håndfladen. Med en sygeligt rystende hånd tog jeg blyanten, fejede brevet væk og skrev hårdt ned i dagbogen:

 

Må Benjamin brænde op i helvede!

 

Da min hånd havde skrevet det sidste ord, var det som om, at noget indeni mig lettede, men samtidig brændte. Ligesom når man slår nogen, fordi man er sur. På den ene side letter det gevaldigt, men på den anden side ved man, at det er forkert og at man kommer til at fortryde det.

Mit hjerte var tyngende og brændte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...